manierisme

I Venedig nåede manierismen et højdepunkt med Tintoretto, der inspirerede El Greco i Spanien.

Frans 1. af Frankrig importerede italienske manierister til udsmykning af Fontainebleauslottet (se Fontainebleauskolen), og de påvirkede franske kunstnere som Jean Goujon.

Til Nederlandene nåede manierismen samtidig med renæssancen. I Antwerpen opstod i slutningen af 1500-tallet en særlig nederlandsk manierisme, der i sin søgen efter at udtrykke størst mulig dynamik ofte benyttede lange, bevægede menneskeskikkelser.

Fra Nederlandene kom manierismen ca. 1600 til Norden, nu også præget af den tidlige barok, med kunstnere, der skulle udsmykke Christian 4.s bygninger, bl.a. Adriaen de Vries. Udsmykningen af Rosenborg Slot er et eksempel på denne samtidige import af sen renæssance, manierisme og tidlig barok.

I manierismens arkitektur blev dekorationen betonet, og man søgte at skjule de bærende konstruktioner, så fornemmelsen af funktion blev sløret.

Et af de tidligste eksempler er Michelangelos forhal i Biblioteca Laurenziana i Firenze (1558-1559), hvor væggene er rytmisk opdelt af søjler uden praktisk, bærende funktion og af pilastre, der på uklassisk vis smalner til forneden.

Tomme nicher og konsoller, der intet bærer, er manieristiske træk, som også Giorgio Vasari, Giulio Romano og Bartolommeo Ammannati anvendte.

I havekunsten tilførtes renæssancehavens rolige og ordnede udtryk i midten af 1500-tallet et element af uro og usikkerhed. Et overordnet mål i manierismens haver blev at underholde gæsten, bl.a. ved mekaniske springvand, der med overraskende effekt uset kunne aktiveres af haveejeren.

Desuden opstod den ikonografiske have, hvor ejeren med forskellige referencer til bl.a. den klassiske mytologi og litteratur i havens udformning og kunstneriske udsmykning kunne udtrykke sine filosofiske idéer.

Kendte eksempler er Villa d'Este i Tivoli øst for Rom (påbegyndt 1549) og den samtidige Sacro Bosco ved Villa Orsini i Bomarzo nord for Rom.

Renæssancearkitekturen nordfor Alperne er i det store og hele præget af manierismen.

Manierisme har som stilbetegnelse mindre betydning i musikhistorien end i kunsthistorien. Ars Nova-stilen udviklede sig ca. 1370-1400 til en manieristisk stil (Ars subtilior) med sindrig rytmik og notation.

Også stilbevidstheden i senrenæssancen i slutningen af 1500-tallet, fx den ekstreme "overraskelsesstil" hos en madrigalkomponist som Carlo Gesualdo, er blevet kaldt manieristisk.

• Jacopo da Pontormo
• Ars Nova
• Adriaen de Vries