Manierisme er en stilretning inden for billedkunst og arkitektur, der opstod i 1520'erne i Italien, hvor den udvikledes parallelt med senrenæssancen, før den i begyndelsen af 1600-tallet afløstes af barokken.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet manierisme kommer af fransk maniéré 'søgt, manieret', af manière 'måde, manér', og -isme.
Manierismen opstod i Firenze med malere som Jacopo da Pontormo og Rosso Fiorentino; i Siena virkede på samme tid Domenico Beccafumi og i Parma Parmigianino.
De manieristiske kunstnere ønskede at levendegøre højrenæssancestilen ved at give figurerne mere bevægelighed samt lys og farve større kraft. Begge tendenser fandtes samtidig hos Michelangelo.
Til næste generation af manierister hører malerne Agnolo Bronzino, Giorgio Vasari og Giulio Romano samt billedhuggerne Giovanni Bologna og Benvenuto Cellini.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.