nervus facialis

Den har sin embryonale oprindelse i 2. gællebue, og er en "blandet" nerve, som både fører parasympatiske og sensoriske fibre. Den forlader hjernestammen i vinklen mellem pons og lillehjernen, før den sammen med 8. hjernenerve, høre- og balancenerven (nervus vestibulocochlearis), går gennem en åbning i bunden af tindingebenet (porus acusticus internus) for at løbe ind mod det indre øre hvor den har sit ganglion (ganglion geniculi), inden nervefibrene fortsætter videre ud af kraniet gennem foramen stylomastoideum, lige foran øret (processus mastoideus). Den danner et netværk (plexus intraparotideus) i ørespytkirtlen (glandula parotis) før den breder sig som en vifte ud over ansigtet til alle de mimiske ansigtsmuskler.

Nervus facialis fører hovedsagelig motoriske fibre til den mimiske muskulatur og er derved ansvarlig for skiftende ansigtsudtryk.

Herudover afgiver nervus facialis vigtige nervegrene, såsom:

• Nervus petrosus major, der fører parasympatiske og sensoriske fibre til tåre-, næse og ganekirtler.
• Nervus stapedius, som motorisk forsyner mellemørets musculus stapedius og derved får betydning for stapediusrefleksen som beskytter det indre øre mod høje lyde.
• Chorda tympani, som modtager sensoriske fibre fra smagsløg på den forreste del af tungen, og afgiver motoriske parasympatiske fibre til de små spytkirtler i mundhulen.

Skade på ansigtsnerven kan lamme den mimiske ansigtsmuskulatur og kaldes ansigtslammelse eller facialisparese. Man skelner mellem central og perifer parese. Den perifere facialisparese opstår ved perifer skade af facialisnerven. Patienten kan således ikke rynke panden eller knibe øjet sammen på den skadede side, hvor øjet også hænger. Ved forsøg på at lukke øjet, vil øjeæblet rulle opad under det lamme øjenlåg (Bells fænomen). En perifer facialisparese kan opstå som følge af en ørespytkirteloperation, skade eller infektion. Den kan også opstå forbigående ved ansigtspåvirkning af kold luft eller ved badning i iskoldt vand.

En undersøgelse af nervus facialis er kompleks. Man lader patienten rynke panden, vise tænder, spidse munden og smile. Man ser på mimikken og undersøger om der er smagsforstyrrelser på forreste del af tungen. Gennem den slags undersøgelser kan man finde ud af om en eventuel ansigtslammelse er perifer eller central.

• mimisk muskulatur
• ansigtet
• hjernenerver
• pyramidebanen