serval

Servalen hører hjemme i kattefamilien (Felidae) og rovdyrordenen (Carnivora). Kattefamilien inddeles i otte udviklingslinjer; servalen tilhører karakallinjen, der også omfatter karakalen og den afrikanske guldkat.

Servalen vejer 6-13,5 kg; hanner bliver en smule tungere end hunner. Hoved-og-kropslængden er 59-100 cm, skulderhøjden ca. 60 cm og halelængden 20-38 cm. Den har en slank kropsbygning med lange ben, en relativt kort hale og et lille hoved med ekstremt store, ovale ører. Ørerne er 8-10 cm lange, hvilket er længere end hos nogen anden katteart.

Den har desuden de relativt længste ben af alle medlemmer af kattefamilien, hvilket betyder, at servalen er over 20 cm højere end den nogenlunde lige så tunge ozelot. Servalens lange ben skyldes bl.a. kraftigt forlængede mellemhånds- og mellemfodsknogler. Tæerne er lange og bevægelige og udstyret med stærke, krumme kløer, der typisk for katte kan trækkes ind.

Servalen har et mønster, som består af enkelte pletter ligesom geparden og ikke af rosetter som hos mange andre plettede katte. Baggrundsfarven er normalt lysegul, gulbrun eller rødbrun. En sort (melanistisk) farvevariant er set mange steder, især i det østafrikanske højland som Det Etiopiske Højland og Aberdarebjergene i Kenya.

Arten er vidt udbredt syd for Sahara og findes helt til Sydafrika. Nord for Sahara forekommer den i Marokko, Tunesien (hvor den er blevet genudsat efter at være uddød) og muligvis også Algeriet. Den er fundet i op til 3.800 meters højde på Kilimanjaro.

Syd for Sahara er servalen især knyttet til vegetation langs vand og foretrækker fugtigt græsland med høje græsser og græslignende sumpplanter. Den findes også i højlandsenge og -heder. Desuden kan den trænge ind i skovområder langs floder, men forekommer ikke i den centralafrikanske regnskov. Den kan heller ikke klare sig i ørkener. Nord for Sahara findes den fra halvørkener til Middelhavskystens korkegeskove.

Servalen lever især af pattedyr på under 1,5 kg, især gnavere, men også fx harer og spidsmus. Derefter følger fugle (især spurvefugle, men også større fugle som perlehøns, trapper, ænder, flamingoer og storke), krybdyr (øgler og slanger) og leddyr (insekter m.m.). Den kan også tage vandlevende byttedyr som frøer, fisk, krabber og krokodiller; sidstnævnte må formodes at være helt små individer. En sjælden gang imellem kan servalen forsøge sig med springharer, dykkerantiloper og gazelleunger, men den er ikke så effektiv til at nedlægge pattedyr i den størrelse.

Mus og rotter kan udgøre 80-90 % af føden, og det er anslået, at en serval nedlægger ca. 4.000 af disse om året. Man betragter servalens lange ben og store ører som tilpasninger til at jage smågnavere i højt græs. Den ekstra højde gør servalen mere effektiv til at lytte ”ned i græsset”. Mange gnavere kommunikerer med ultralyde, dvs. lyde, der er så højfrekvente, at vi ikke kan høre det, men det kan servalen med sin uhyre veludviklede hørelse. Den kan endda høre gnavere i deres underjordiske gange. Når servalen jager smågnavere, bevæger den sig typisk langsomt gennem græsset, mens den lytter intenst. Hvis den hører en lyd fra et byttedyr, kan den stå helt stille i op til et kvarter med kun ørerne i bevægelse.

Når servalen slår til mod et byttedyr, foregår det med et gevaldigt hop, der kunne minde om, hvad ræve bruger, når de jager smågnavere. Den akrobatiske serval kan springe fire meter langt og tre meter højt. Sidstnævnte bruger den til at fange fugle i flugten. Når en fugl flyver hen over hovedet på den, skyder servalen ud af græsset og kan enten daske fuglen til jorden med en enkelt pote eller slå to poter sammen om den. Servalen kan også jage vandfugle så store som storke og flamingoer. I ly af nattemørket sniger den sig ud til dem i vandet og kan snuppe dem i op til tre meters højde, mens de letter.

Servaler er mest nat- og skumringsaktive. I den våde årstid jager de dog også i dagtimerne. Hunner med killinger er generelt mere dagaktive end andre servaler. De hviler sig i skyggen af vegetation eller i en efterladt jordhule fra et jordsvin.

Med undtagelse af hunner med unger lever servalen alene ligesom de fleste andre medlemmer af kattefamilien.

Hunnen går drægtig i 65-75 dage. Kuldstørrelsen ligger på 1-5 killinger, dog typisk 2-3. Fødselsvægten er 230-260 gram.

Ungerne fødes i et skjul, typisk i tæt vegetation eller i et efterlad hul fra jordsvin eller hulepindsvin. Hunnen begynder at bringe fast føde tilbage til killingerne, når de er omkring en måned gamle. De fortsætter dog med at die, indtil de er 3-4 måneder. De bliver uafhængige i en alder af 6-8 måneder, men får ofte lov til at leve i hunnens territorium i op til et år herefter. Servaler bliver kønsmodne i en alder af 18-24 måneder.

Den ældste serval, man kender til, blev 23 år gammel.

• kattefamilien