udskiftning

I Danmark indledtes udskiftningen med forordninger i 1758, 1759 og 1760, der for de forskellige landsdeles vedkommende påbegyndte afviklingen af fællesskabet i de overdrev, hvori ofte flere landsbyer havde andel. Samtidig begyndte en almindelig bevægelse hen mod adskillelse af de enkelte lodsejeres dele inden for landsbyfællesskabet. Ved reformerne på Bernstorff Gods nord for København tog man i 1760'erne skridtet fuldt ud og udskilte de enkelte gårdes jorder fra det hidtidige fællesskab.

En forordning bestemte i 1769, at alle overdrev i løbet af fire år skulle udskiftes, og tilskyndede til yderligere udskiftning mellem ejerne. I 1776 kom en forordning med yderligere bestemmelser for udskiftningen mellem jordejerne, mens den afgørende forordning af 23. april 1781 gav retningslinjer for den fuldstændige udskiftning mellem de enkelte brugere i form af regler for udskiftningens administrative og tekniske gennemførelse, påbud om oprettelse af skolelodder og henstilling om, at der til de jordløse husmænd tillagdes jord som erstatning for den ved udskiftningen mistede fælles græsningsret; omkring 90 procent af alle udskiftninger skete i henhold til denne forordning. Forordningen af 1781 angik ager og eng, mens moser og bondeskove først senere blev udskiftet mellem de respektive ejere eller brugere.

Udskiftningen af landets ca. 5.000 landsbyejerlav tog fart i 1790'erne, bl.a. opmuntret af en forordning i 1792, der tillod jordejere at påligne udgifterne ved udskiftningen på deres fæstere, men først og fremmest betinget af de gode konjunkturer og positive erfaringer med de allerede gennemførte udskiftninger. Uddannelse af et tilstrækkeligt antal landmålere, som kunne foretage opmåling, korttegning og fordeling af de nye lodder, havde også stor betydning.

Omkring 1810 var langt størstedelen af bondejorden udskiftet, i 1837 dyrkedes kun 1 procent af landbrugsjorden i fællesskab, og Lund på Stevns var i 1861 den sidste landsby, der blev udskiftet. Idealet var en udskiftning, der samlede en ejendoms jorder på ét sted i umiddelbar forbindelse med gården. Hvor landsbyerne var små, eller hvor man ikke ønskede at udflytte gårdene, var stjerneudskiftning almindelig, mens de driftsmæssigt bedste resultater opnåedes ved en høj grad af udflytning af ejendommene på rektangulære lodder, blokudskiftning.

I hertugdømmerne foregik udskiftningen over et længere tidsrum. I de nordlige dele skete en gradvis indhegning af arealer tilbage i 1500-tallet. I 1711 skete en gennemgribende udskiftning med parvis udflytning af flere gårde i landsbyen Varnæs. I 1766 og 1770 kom der særskilte udskiftningslove for de kongelige dele af Slesvig og 1771 tilsvarende for Holsten. Der blev i 1768 nedsat en særlig Landkommission, som varetog landboreformerne som helhed, Resultatet blev for udskiftningens vedkommende en proces, som strakte sig over mange år, og på de private godser var processen ikke kontrolleret eller understøttet fra staten. Derfor var resultaterne i landskabet også meget forskellige fra egn til egn og afhængig af landinspektøren i henseende til udflytning og udskiftningsfigur, ofte med mange lodder.

Udskiftningen fik afgørende betydning for de praktiske arbejdsvilkår i landbruget. En følge af udskiftningen var ofte et ændret sædskifte og indførelsen af nye afgrøder som fx kløver Afviklingen af fællesskabet til fordel for den individuelle driftsform skabte samtidig det materielle grundlag for 1800-tallets selvstændiggørelse af bondestanden, ligesom den markerede de sociale skel mellem gårde og huse.

• dyrkningsfællesskab
• landboreformer
• husmand
• dansk skolehistorie