mink

Mink hører til i mårfamilien (Mustelidae) inden for rovdyrordenen (Carnivora). De placeres i underfamilien væsler (Mustelinae).

Der findes to nulevende arter af mink:

Tidligere troede man, at de var søsterarter, men i dag placeres de i hver deres slægt. Europæisk mink er således nærmeste slægtning til ilderne, mens amerikansk mink er tættest beslægtet med de to sydamerikanske væsler amazonvæsel (Neogale africana) og andesvæsel (Neogale felipei).

På Nordamerikas østkyst fandtes tidligere den større art havmink (Neogale macrodon). Den uddøde formentlig i 1800-tallet som følge af intensiv fangst til pelsmarkedet.

Mink er aflange, langhalsede og kortbenede dyr. Hos begge arter bliver hannerne væsentligt tungere end hunnerne, 1,5-2 gange hos nordamerikansk mink og omkring 1,6 gange hos europæisk mink. Halen hos nordamerikansk mink har en længde, som svarer til ca. ⅓ af hoved- og kropslængden. Nordamerikansk mink er gennemsnitligt længere og tungere end europæisk mink, men de overlapper i størrelse.

Her følger kropsmål for de to arter af mink:

Hovedet er relativt lille og fladt med små, runde ører og lange knurhår. Begge arter har en ensfarvet brun pels. Nordamerikansk mink kan have hvide pletter på hagen, halsen, brystet, maven og basis af benene, men normalt ikke på overlæben. I naturen kan den være lysebrun, chokoladebrun eller mørkebrun med et sort skær. Europæisk mink er mørkt chokoladebrun med hvidt rundt om munden, både på over- og underlæben. Indimellem kan den også have hvide tegninger på halsen, brystet og poterne.

Som tilpasning til deres delvis vandlevende (semiakvatiske) tilværelse har begge arter af mink en tæt, vandafvisende pels. Deres pels er tættere end hos landlevende (terrestriske) væsler, men ikke så tæt som hos oddere. I den videnskabelige litteratur nævnes pelstætheder på 27.000 hår/cm² (kun uldhår) for europæisk mink og op til 33.720 hår/cm² (både uldhår og dækhår) for nordamerikansk mink; man skal dog være varsom med at sammenligne disse tal direkte, da sådanne optællinger kan variere meget afhængigt af metoden.

Mellem tæerne har begge arter svømmehud, som dog er mest veludviklet hos europæisk mink. Hos europæisk mink strækker svømmehuden sig i næsten hele tæernes længde, mens den hos nordamerikansk mink kun når ca. en tredjedel op ad tæerne. Nordamerikansk mink kan dykke ned til dybder på 5-6 meter og svømme 30-35 meter under vandet.

Den nordamerikanske mink er naturligt udbredt i USA og Canada, hvor den forekommer fra Alaska i nordvest til Florida i sydøst. Desuden optræder den som invasiv art mange steder i Europa samt i Rusland, Japan og Sydamerika, enten fordi den er undsluppet fra minkfarme, eller fordi den er blevet udsat. I Danmark dukkede den op i naturen i forbindelse med etableringen af de første minkfarme omkring 1930, og den forekommer i dag over hele landet bortset fra enkelte, mindre øer.

Europæisk mink havde oprindelig en stor udbredelse, som strakte sig fra den sydlige halvdel af Finland (men ikke resten af Skandinavien) østpå til Uralbjergene i Rusland og sydpå til Sortehavet og det nordlige Spanien. Gennem de seneste 150 år er arten dog blevet udryddet mange steder og overlever nu kun i mindre end 3 % af sit historiske udbredelsesområde. I dag findes der kun nogle få isolerede bestande i Nordspanien, Vestfrankrig, Rumænien, Ukraine og Rusland.

Begge arter af mink findes især i tæt vegetation langs vand som vandløb, åer, floder og søer og andre vådområder. Den nordamerikanske mink optrdæer også langs kyster og kan ses i havne. Den europæiske mink strejfer sjældent mere end 100 meter fra ferskvand, men nordamerikansk mink kan godt opsøge tørrere områder, hvis der er godt fødeudbud.

Mink er opportunistiske og alsidige kødædere. Deres føde består bl.a. af småpattedyr, fisk, vandfugle og deres æg, padder, krybdyr, krebsdyr, bløddyr, insekter og regnorme.

I forskellige områder kan forskellige byttedyr dominere. I en undersøgelse fra Danmark fangede nordamerikansk mink oftest pattedyr efterfulgt af lige dele padder, fisk og fugle. I store dele af Nordamerika jager den tit bisamrotte (Ondatra zibethicus), mens europæisk mink ofte har en særlig smag for mosegrise (Arvicola spp.). Nordamerikansk mink er kendt for at kunne nedlægge byttedyr større end den selv, fx gedder, lappedykkere, kaniner og endda afkræftede svaner.

Begge arter kan både jage langs vand og under vandet. Nordamerikansk mink siges især at fouragere langs vand. En undersøgelse fra Estland i områder, hvor de to arter overlapper, viste, at europæisk mink åd en større andel fisk og krebsdyr end nordamerikansk mink, så det er muligt, at europæisk mink oftere fouragerer under vandet end nordamerikansk mink.

Mink er mest skumrings- og nataktive, men nordamerikansk mink kan godt ses fremme i dagtimerne, især hunner under dieperioden.

De lever for sig selv med undtagelse af hunner med unger. Over for artsfæller af samme køn er de territoriale , men hanners og hunners territorier kan overlappe. Hannernes territorier er ofte en del større end hunnernes. Territorierne løber langs vand og er derfor typisk aflange. For europæisk mink har man fundet territorielængder for hanner på 9–17 km. I parringstiden han hannerne strejfe uden for deres territorier i søgen efter parringsmodne hunner.

Hunnerne af europæisk mink går drægtige i 35-47 dage. Nordamerikansk mink har en relativt kort forlænget drægtighed, dvs. periode, hvor hunnen sætter fostrenes udvikling på pause. Der kan gå op til 78 dage fra parring til fødsel, men selve fostrenes udvikling varer kun 30-32 dage. Europæisk mink får i gennemsnit 4-5 unger, men kuldstørrelsen kan varierer fra 1 til 8 unger. Nordamerikansk mink kan få kuld på 1-12 unger.

Den højeste levetid, man har registreret for begge arter af mink, er ti år.

• væsler
• minkavl
• mårfamilien

• mink