Hun så ikke hans ansigt. Kun hans fødder.

Kl. 16 skulle hun sidde klar i entreen. Nøgen, kun iført halsbånd med en lænke sat i D-ringen i halsbåndet. Knælende skulle hun vente på ham. Med nedslået blik.

Da klokken var 16, hørte hun hans nøgle i døren. Nøglen hun havde givet  ham, så hun altid kunne være tilgængelig for ham. Døgnet rundt skulle hun være tilgængelig. Hun var hans. 24/7. Derfor skulle hun altid være tilgængelig. Derfor nøglen. Det havde været en meget grænseoverskridende men smuk handling at overrække ham nøglen. At nedbryde det sidste og mest ultimative fysiske forsvarsværk hun havde. Døren til hendes lejlighed. Det føltes næsten som om den også var hans, selvom den formelt ikke var og hun stadig forsørgede sig selv. Hun tilhørte jo ham. Så nu var alt hans.

Da nøglen blev sat i døren, gik hun i en drømmende tilstand. Det var som om gulvet ikke længere var fast og solidt. Og hendes syn blev indskrænket. Til gengæld blev alle hendes andre sanser skærpede. Han trådte ind. Hun fornemmede de dufte han havde med sig fra verden uden for. Hans duft da han tog frakken af og hængte den på knagen.

Han sagde ikke noget. Tog blot lænken i halsbåndet og førte hende ind i stuen. Til hans stol. Ved siden af den stod et lille bord. Med dagens avis, hendes ipad som han også havde koden til, en kold øl og et glas. Og et spanskrør. Han tog spanskrøret og pegede på øllen. Hun åbnede den og hældte op i glasset. Sørgede for ikke at kigge på ham. Han trak i lænken, så hun endte med at sidde med siden til stolen ud for det ene armlæn. Så satte han sig ned. Drak lidt af øllen. Det kunne hun høre. Men ikke se. For hun så ned. Som hun skulle.

Han prikkede let på sine sko med spanskrøret. For at indikere at hun skulle tage hans sko af ham. Det gjorde hun. Bandt snørebåndende forsigtigt op. Løsnende dem helt. Så det ville være let at få skoen af. Hun tog så fat i den ene sko. Prøvede forsigtigt at indikere, at nu havde hun brug for at han løftede sin fod for at hun kunne få skoen. Han gjorde intet. Hun sad med den opsnørede sko i sine hænder og ventede. Han tappede et par gange på skoen for at indikere at hun skulle gå videre. Hun trak vejret dybt. Panikkede let. Så tog hun mod til sig og løftede hans fod op. Nok til at hun kunne tage skoen af. I den bevægelse lod hun hans fod falde til gulvet. Det gav en lille lyd. Hun blev rød i hovedet. Af usikkerhed. Lidt frygt. Hun havde tabt hans fod. Hun sad helt stille. Han tappede hende let på ryggen med spanskrøret. Derefter tappede han let på den anden sko. Hun rystede på hænderne nu. Tog en dyb indånding og løftede foden. Trak skoen af med den ene hånd og sørgede for blidt at sætte hans fod ned på gulvet med den anden.

Han tappede så på de to strømpeklædte fødder. Strømperne skulle åbenbart også af. Hun rystede stadig lidt på hænderne. Løftede fødderne en for en og tog strømperne af. Det var ikke ligeså let som skoene. Sveden piblede frem på hendes ansigt. Små perler dannedes på hendes pande og overlæbe. Nu trak hun vejret meget tungt og dybt. Hun var nu fuld af bevidstheden om at være hans. En vis ro begyndte at brede sig i hende. Stolthed. Hun holdt op med at svede.

Da hun havde taget strømperne af begge hans fødder, kæmpet med ikke at tabe hans fødder, hev han i lænken. Så hun kom til at sidde foran ham. Så satte han en fod på hver af hendes skuldre. Tyngede hende ned. Så panden blev trykket ned i gulvet. Hårdt. Det var hårdt for nakken. Og næsen blev også trykket mod gulvet. Det var ubehageligt. Men godt. Hun var ligeglad. Det var godt. Hans ene fod løftedes fra skulderen og trykkede mod hendes kind. Indikerede hun skulle dreje hovedet. Det gjorde hun. Nu lå hun på knæ. Med hans fødder tungt hvilende på hendes skuldre. Og ansigtet presset mod gulvet mod den ene kind. Der bredte sig en varm fornemmelse ud fra hans fødder. Den bredte sig til hele kroppen. Til hjernen. Det var som om hun svævede på trods af de mange kilo hans ben tyngede hende med. Det summede i hendes hoved. Med tanker uden ord. Følelser uden betegnelse.

Hun var lykkelig. Meget lykkelig.

Et eller andet sted registrerede hun at han læste avis. Drak noget øl. Undervejs var der små forskelle i vægten fra hans fødder mod hendes ryg. Tæerne bevægede sig lidt. Men varmen var en konstant strøm. Det var som om hun var blevet en del af ham. Som om de var forbundet som siamesiske tvillinger via hans fødder.

Pludselig trak han sine fødder til sig. En iskold fornemmelse bredte sig i hende. Al varmen forsvandt med et. Hun følte sig pludselig nøgen. Helt nøgen. Og kold. Usikker. Han rejste sig op. Trak i lænken så hun endte med at stå foran ham med ryggen til. Han havde taget spanskrøret i hånden igen. Det gjorde hende urolig. Han pegede hen mod spisebordet med det og hun prøvede at bevæge sig derhen. Hun kunne ikke. Stod bare stille. Helt fortabt. Hun vidste jo hvad der skulle ske. Hun skulle strafes. For det med foden. Det stod lysende klart i hendes bevidsthed, at hun havde fejlet der. Alligevel kunne hun ikke bevæge sig. Hun fik et ganske let puf i ryggen med enden af spanskrøret og pludselig så hun sig selv gå de få skridt hen tilspisebordet. Det var ikke hende der gik, men hendes krop. Hun fulgte bare med.

Pludselig stødte hendes lår mod bordet og hun stod stille. Han stod tæt op ad hende. Hun kunne fornemme hele hans krop, men ikke direkte mærke den. Han trak lidt i lænken med hånden foran hende så hun kunne se den. Hun fulgte anvisningen og bøjede sig og lagde kroppen ind over bordet. Kiggede stjålent på hånden i bevægelsen. Tænkte på at det kunne være dejligt at kysse den. Holde den i sine hænder og presse den mod sine læber. Bare holde den helt tæt mod ansigtet og læberne. Lægge sin kind i den. Måske kunne han finde på at røre ved hendes ansigt. Tanken gjorde hende varm over hele kroppen. Men hun blev revet ud af sine drømmerier, ved lyden af lænken der faldt mod bordpladen. Nu var hun lysvågen.

Han stemme skar pludselig gennem rummet selvom den var dæmpet. Næsten kærlig. “For foden” sagde den. Ikke mere.

Så faldt det første slag med spanskrøret. Det sendte et chok gennem hele hendes krop, så hun stivnede. Der kom hvide glimt i hendes øjne. Det var ikke et kærligt slag. Det var ikke opvarmning til noget. Det var hårdt og kontant. Straf. Slagene kom så i en lind strøm. Hun talte ikke. Det vil sige hun prøvede men efter få slag var hun allerede forvirret. Tårerne pressede sig på. Første kom der en dråbe fra det ene øje, så det andet. Ligeså stille kom de. Til at begynde med. Til sidst hulkede hun og tårerne løb i en lind strøm. Slagene faldt med en rolig konstant rytme. Mange slag. På ballerne. Lårene. Enkelte slag faldt øverste på ryggen. Med tiden blev de til en varme der bredte sig i hele kroppen. Og en lille kildren mellem benene i små glimt. Og så holdt slagene op. Hun stod der og snøftede, med tårer og snot rendende ud af ansigtet. Med brandvarm bagdel, lår og ryg.

Langsomt vendte hendes bevidsthed tilbage. Det gjorde ondt. Men det gjorde også godt. Hun var lettet. Nu var det jo forbi. Straffen for hendes svigt. Hendes manglende omhu med den opgave, der var hende pålagt. Hun følte lettelse. Og tryghed. Hun følte hun i sandhed tilhørte ham. At han var opmærksom på hendes mindste handlinger. Det var en god følelse. Den tændte hende.

Han lod hende stå der en tid. Selv satte han sig i stolen igen. Det kunne hun høre. Avisen raslede. Hvor længe hun stod der, havde hun ingen anelse om. Det eneste hun tænkte på var at det var godt at stå der. Være hans. Pludselig hørte hun en tappende lyd i gulvet. Hun blev forvirret. Hvad nu? Lyden kom igen. Flere slag mod gulvet med spanskrøret. Mon han ville at hun skulle komme hen til ham? Turde hun bevæge sig? Lyden kom igen. Nu var det tredje gang. Et eller andet var hun nødt til at gøre for, ellers blev han sikkert irriteret over hendes passivitet. Hun løftede sig fra bordet. Pludselig kunne hun mærke hele sin krop og blev lidt svimmel. Lænken i halsbåndet løb ned af hendes krop som en iskold stribe metal og lavede en raslende lyd idet hun rejste sig. Hun måtte gribe i bordpladen for ikke at falde. Så lød lyden af spanskrøret mod gulvet igen og hun skyndte sig at gå ned på alle fire og kravle hen til ham, med bøjet hoved og lænken raslende efter sig. Vel derhenne trak hun instinktivt lænken frem foran sig, så han kunne tage fat i den. Det gjorde han nu ikke. Han satte sine fødder på hendes ryg en gang til.

Der lå hun så. Igen. Med kinden mod gulvet. Med hans fødder på sine skuldre. Hvorfra varmen bredte sig igen. Resten af kroppen gjorde ondt. Men i takt med at roen og lykken strømmede ind i hende fra hans fødder forsvandt smerten. Han strømmede ind i hende som en brusende strøm. De var totalt forbundne. Hun begyndte at svæve igen. Og alle de stemmer og tanker uden ord, der havde været i hendes hoved tidligere, var væk. Der var tavshed. Ro. Afklarethed. Det var skønt.

Hun var hans.  Hun var lykkelig. Meget lykkelig. Ved hans fod. Under hans fod.