Hos Mommer

John blev forkølet for knap to uger siden. Vi troede i hvert fald først, at det var en banal forkølelse, men det var det åbenbart ikke. Han fik bøvl med maven og var på skift forstoppet og havde diarre. Jeg beklager disse detaljer, men det er en del af historien. Han sov mere og mere, og de sidste fire dage sov han mellem 14 og 18 timer i døgnet, hvilket er fuldstændig uhørt for John, som ikke i vores næsten 40 år sammen har ligget i sengen i mere end et par døgn, og det kun den ene gang, vi begge lå med influenza for over 25 år siden. I mandags ringede vi til kræftafdelingen, men efter en grundig udspørgen mente sygeplejersken ikke, at der var grund til bekymring. Det beroligede os lidt, men alligevel … John var både bange og bekymret; jeg var ‘bare’ bekymret, for jeg kunne slet ikke genkende min John mere, når han bare sov og sov. Jeg var ikke bange for kræften, for seneste skanning den 9. februar viste, at kræftknuderne i leveren var yderligere mindsket i antal, og de tilbageværende var helt inaktive, og så hurtigt kan den altså ikke buldre derudad igen. Det beroligede desværre ikke John helt, da jeg nævnte det, for hvad forstand har jeg på det?
Det viste sig dog heldigvis at være rigtigt tænkt.
I onsdags fik han taget de rutinemæssige blodprøver før den lige så rutinemæssige behandling i dag, fredag.
I går morges ringede hans faste kræft(over)læge ganske som hun plejer hver gang op til en behandling. Hun indledte som sædvanlig med at spørge hvordan John har det. Jeg er altid med på medhør til disse samtaler, og normalt tager de kun et par minutter, fordi alt er godt. Det var det så bare ikke denne gang, og John fortalte om alle elendighederne. Hun blev bekymret og havde også undret sig lidt over nogle af blodprøvesvarene. Hun var ikke længe om at træffe en beslutning: “Jeg aflyser behandlingen i morgen og indlægger dig i dag. Det ser ud, som om du er hårdt angrebet af bivirkninger af behandlingen. I må gerne komme med det samme, men kør selvfølgelig fornuftigt!”
Vi kom til Herlev et par timer senere, og der blev taget yderligere blodprøver. John havde slipsmerter i mellemgulvet, så lægen ville gerne se en skanning, for det var ikke så godt – det kunne tyde på, at forstoppelsen var så voldsom, at der skulle gøres noget. “Vi beholder dig i nat, John. Det her skal vi lige have set lidt nærmere på.”
Jeg kørte igen; der var ingen grund til, at jeg sad der og blomstrede uden at kunne gøre noget, og ingen kunne vide, hvornår der blev et ‘hul’ til Johns skanning.

Jeg kørte først til Hørsholm for at aflevere en strikket bluse til en veninde (og få lidt frokost), og derefter videre til Helsinge til min søster, som for lang tid siden havde inviteret til vinsmagning med efterfølgende tapas. John drikker ikke vin og skulle derfor have været chauffør.
Jeg kunne lige så godt tage derop, for der var ingen grund til at tage hjem til et tomt hus, og jeg kunne sove deroppe, så jeg behøvede ikke at spytte de gode vine ud.
John ringede efter nogle timer. De havde fundet ud af, at hans binyrebarkhormonniveau var alt, alt for lavt, så først gav de ham en solid dosis som injektion, og derefter skulle han have det via drop i 24 timer.
Det er også en af de mulige bivirkninger, og det var derfor, han var så træt.
Nu skal han fortsætte med binyrebarkhormon i pilleform, startende med en stor dosis, som langsomt trappes ned.
Vi håber virkelig det tager den ekstreme træthed, men det tror vi på det gør, og allerede nu har det hjulpet på både den og hans gigt, især i hænderne … han kan bøje fingrene mere end inden han blev indlagt.

I dag kørte jeg hjem via Herlev, men John vidste endnu ikke, hvornår de ville udskrive ham. Han ventede på stuegang, så jeg ville vente på den, men efter godt en time var der stadig ikke sket noget, så jeg kørte hjem.
Da jeg havde været hjemme i to timer, ringede han og sagde, at han kunne komme hjem, når de havde taget droppet ud, så jeg drog afsted igen til Herlev. Det er mange år siden, jeg har kørt så meget bil som her onsdag, torsdag og fredag, men det er jo godt ikke at miste rutinen …

Det havde været nogle rigtig dumme 10-12 dage, men det endte jo på sin vis godt. Det er naturligvis noget hø med så voldsomme bivirkninger, men behandlingen virker på det den skal, og nu fik vi en forklaring på det hele, John er beroliget og har det allerede bedre.

Efter smagning af otte vine, præsenteret af en sød vinmand hjemme i privaten hos Bodil, og efter indtagelse af en god gang tapas, ville de andre i vildmarksbadet, som Hans havde tændt op under. Jeg nægtede pure, som jeg altid gør, for jeg gider ikke den slags, men presset blev for stort, så jeg kapitulerede og lånte en badedragt.
Vi kom virkelig hinanden ved i det bad, for vi sad otte i det – vi kunne ikke have været en til, men jeg måtte til min store forbavselse indrømme, at det var dejligt.
Så meget for mine principper, og jeg blev da også på én gang både moppet og rost, fordi jeg var hoppet med i vandet.
Det var en rigtig hyggelig aften og en god afslutning på de mange dage med mange bekymringer.

John er hjemme igen og har lige annonceret, at han vil lave sig en kop te.
Nu bliver jeg lettere bekymret igen – han drikker kun te, når der er godt med rom i den som et af de midler, der ikke hjælper mod forkølelse, men der skulle ikke rom i denne gang; han trængte bare til noget varmt, og han havde ikke lyst til kaffe. Det har jeg aldrig nogensinde hørt ham sige før!
Det er så sandelig bivirkninger, der siger spar to!