Hyper Elastic Jinx og deres freejazz med post-punkens no wave i ascendanten er ikke til at være i stue med.

Søskendeparret Freja og Mikkel Valentin Dunkerley udgav deres første fælles indspilning, ”It Once Wore Your Name”, i 2024 som del af jubilæumsudgivelsen Our Star Is A Fleeting Image, der markerede ti år med det københavnske label Janushoved, som Mikkel (alias Internazionale) står bag. Det nye fælles album, Love Is Not A Fugue State – Janushoveds udgivelse nummer 200 – føles på mange måder som et koncentreret billede af den kuratoriske tilgang, der har formet pladeselskabet fra begyndelsen.

Fra dårekisten over fødegangen til chimpanseburet, ind i religionens og alkoholens ekstase: Danserne og sangerne Olivia Rivières og Lisen Pousettes forestilling “Spiritus” er grim og fascinerende i sin spejling af en kollektiv erfaring på tværs af tid, kultur og sågar arter.

En sjælden gang møder man som lytter et værk, hvor musikken står så fuldstændig enkel, at den virker besnærende, næsten gådefuld. Måske fordi enkelheden opleves som noget dragende i sig selv. Som om musikken rummer noget tilbageholdt, en form for skjult hemmelighed. Mads Emil Dreyers nye udgivelse Miniatures falder ganske givet i denne kategori.

Hvordan rapporterer man fra et award show? – Det er jo i sagens natur ikke noget, man normalt bruger kræfter på, når man som vi på P/A mest beskæftiger sig med musik, som gør mange andre ting end at høste plays og priser.

Hvordan oversætter man ord til et musikalsk udtryk? Hvordan kan man få ord til at formidle en sansning så umiddelbart og abstrakt, som musikken kan? Forfatteren Rasmus Daugbjerg og guitarduoen Yngel har med kassettebåndet “Ulykkens Mønt” frembragt et fælles værk, hvor musikken er mere end underlægning til ordene, og ordene mere end forklaring af musikken.

Den københavnbaserede kunstner har i mange år været en del af den pulserende musikalske undergrund med blandt andet punktrioen Jenny, før soloprojektet Barbro tog form. Men det, der gør Barbro særegen fra resten af den københavnske indiemusikscene, der for tiden har en meget bestemt effortlessly cool lyd, er, at deres lydunivers fremstår mere poppet og blottet end før. 

Den svenske komponist Erik Klingas seneste album (og andet afsnit i hans trilogi på pladeselskabet Thanatosis), Hundred Tongues, er et eksempel på en udgivelse, hvor musikken frem for alt er relationel. Alt kredser om forholdet mellem de to primære lydkilder: et kirkeorgel og en gammel modulær synthesizer.

Drone-metalens moder spøger stadig, også hos danske Lueenas, der på Tender Anger bruger samme tunge jazzede minimalisme til at skabe et album, hvor stilheden er ligeså vigtig som den sønderrivende støj.