flugt

SOLSORT Digte af Tommy Flugt 2021

Bogen indeholder digte fra de sidste par år og essays iagttagelser og nødvendige indspark. Digtene er iagttagere af udviklingen i verden og selvindsigter i den sene aftenstund. Digtene er kritiske og håbefulde. 180 sider.

https://www.blurb.com/b/10795773-solsort

Pris 299 kr. indbundet med omslag – Pdf: 150 kr.

Kan bestilles hos Aurora – Kastrupvej 31, 4300 Holbæk

5126 5643

MAN KENDER DET GODT

Af Tommy Flugt

Kender du det: Man ved det godt og så alligevel ikke?Men altså jeg ved det godt og så dog alligevel ved jeg det ikke. Og dog jeg ved det, men ved nærmere eftertanke ved jeg det ikke, for jeg kan ikke rigtig tro på det og så ved jeg det ikke. Og alligevel ved jeg det godt. Og kan lide hvad jeg ved og ikke ved. Kan det virkelig være rigtigt?Det første jeg lærte at holde af som jeg ikke ved, var da jeg tidligt i mit liv fik at vide at vi havde stjernestøv i kroppen.

Det var en helt umulig ting at forstå, men da jeg dengang var i den modtagelige barnealder, hvor halvdelen af verden er alfer og fantasier og de voksne bare er voksne, så var det ikke svært for mig at forstå. Og jeg har holdt fast i den viden siden. Jeg forstår og ved, sådan som et barn forstår og ved meget mere end de voksne forstår og tror. For de tror ikke og ved ikke. Ikke fordi de ikke tror, men fordi de ikke ved som barnet.

Jeg har aldrig nogensinde glemt den fornemmelse jeg fik, da det gik op for mig at jeg og vi havde stjernestøv i os. At vi var en del af universet og at stjernerne var en del af os. Det var og er mageløst. Og det blev min indgangsvinkel til at forstå det mest fantastiske i verden: poesiens verden som jeg har beskæftiget mig med lige siden. Især var det den viden, der gjorde mig så begejstret for Antoine de Saint-Exupéry’s: Den lille Prins. Le Petit Prince blandt venner. Den gør mig stadig blød om hjertet og så må jeg læse i den igen for jeg ved ikke hvilken gang. Det er især i moden alder historien om ræven og den lille prins og det at gøre tam har fået fat i mit hjerte. Det er hele tonen af omsorg og forsvinden, der gør mig tam og glad om hjertet. Og så det med at vande rosen.

Og det var der det dukkede op igen. For hvor kommer vandet fra? Hvad er det for noget med vand?

Vi skal have vand for at leve. Blomster, rosen skal have vand. Vi skal vande vore haver især efter så vidunderlig en sommer som i år, har jeg vandet og vandet og betalt regningen for nylig i stigende priser pga. vandforbruget. Men planterne voksede og overlevede og jeg havde jo ansvaret for dem. Det blev til frugter i massevis og vi kunne plukke og plukke. Børnebørnene var herude og de plukkede og nød det som de plejer og jeg nød øjeblikkene med dem så kortvarige de end er. For der er ved at ske noget har jeg lagt mærke til. Lige så let og ubemærket er de ved at forlade den verden, hvor børn og bedsteforældre har det bedst sammen og hvor begge parter nyder hinandens selvskab i fælles forståelse af barndommens og alfeverdenens fantasifulde fællesforståelse og indsigt, nu mærkes det at de er ved at forlade vor fælles reference, de er på vej ind i ungdommen og væk fra fantasiens forunderlige verden. Det er som det skal være, men føles alligevel som et tab, der er på vej især for bedsteforældrene, der igennem dem oplevede dele af deres egen barndom og var fuld af taknemmelighed for det.

Og så kommer pludselig spørgsmålet op, hvor kommer vandet fra? Det var her jo ikke fra starten.

Hvad var det ikke? Var vandet her ikke? Hvor kom det så fra?Og svaret kan ikke forstås, men skal føles på samme måde som det der med at vi har stjernestøv i os. Vandet kommer fra rummet.

Det er hvirvlet herned som is og er smeltet og har skabt den blå planet og os. Vi består jo som mennesker mestendels af vand og det er altså også kommet fra rummet.Det er alt sammen fløjet hertil som den lille prins i sin tid fløj til jorden for at opleve den og spurgte en havareret flyver om ikke han ville tegne en elefant. Og det bedste ved det er at den nødstedte lyttede til barnet og prøvede efter bedste evne at tegne en elefant for at glæde barnet. Kun med hjertet ser man, det væsentlige er usynligt for øjet.

Og sådan er det også med barnet og alderdommen. Du bliver ansvarlig for hvad I har oplevet sammen og tager det med dig selv når børnebørnene er på vej til en anden planet. De tæmmede den voksne ræv inden de rejste væk. Og du sidder tilbage med viden om alfer og fantasilande og ved at den tid du fik lov til at være sammen med dine børn og børnebørn er det der gør dem så betydningsfulde i tabet. Når du indser at tabet er en gave du havde til låns og at den og de er kommet udefra, så ser du med hjertet.

Du har stjernestøv, vand og alverdens fantasifulde børn inde i dig og hvor det alt sammen er kommet fra skal du ikke bekymre dig så meget om. Pas på vandet, roserne og børnene.

Nær din fantasi.

SOL & SKYGGE

For nogle år siden så jeg billeder fra en park i Tyrkiet, hvor folk nød at færdes og slappe af, men pludselig skulle parken nedlægges så nye handelshuse kunne komme til. Lokal befolkningen protesterede. De ville beholde deres frirum. Men systemet ville det anderledes og i Tyrkiet, som i alle andre byer bestemmer systemet. Men flere og flere mennesker kom til og støttede bevarelsen af parken. Det blev for meget for systemet og det satte sit politi ind for at rydde pladsen. Og pludselig var en fredelig demonstration blevet til en vild kamp imellem systemets politi og demonstranterne. Det blev til gadekampe, vandkanoner, tåregas, molotovcocktails og sårede og dræbte. Det udviklede sig til en vildskab som var fuldstændig chokerende for udenforstående og en fredelig dansker, som så det hele udefra.

Netop den demonstration blev vældig dokumenteret af mobiltelefonernes videoer og fotos. Og på de såkaldte sociale medier fulgte jeg med. Det var frygtelige billeder man kunne se. Og voldsom fremmarch fra systemets side som slet ikke stod mål med pladsens betydning, set fra en udlændings vinkel. Det udviklede sig til en krigszone og med barrikader i gaderne. Senere gjorde systemet arbejdet færdigt, man lukkede ned for internettet en tid og det blev glemt af omverdenen, for der er så meget andet der sker i verden, så denne lille plads i Istanbul bevarede ikke verdens opmærksomhed længe, heller ikke blandt tyrkerne. Den forsvandt ind blandt de utallige konfrontationer i befolkningens jævnlige oprør mod det undertrykkende og autoritære system, der hersker i Tyrkiet.

Men i min erindring blev det hængende som en vigtig brik i forståelsen af hvad Tyrkiet er: En undertrykkende og gammel despotisk stat. Den tåler ikke modsigelse. Jeg begyndte for alvor at sætte mig ind i den tyrkiske virkelighed. Og det er en skræmmende rejse ind i magtens autoritære virkelighed. Jeg har ikke i mange år brugt ordet fascisme, ud fra den måske naive betragtning, at efter anden verdenskrig og opgøret i Spanien med Franco, så var den side af den menneskelige systemfejl afsluttet i Europa, men jo mere jeg har fulgt med i hvad der sker i Tyrkiet des mere trængte ordet sig på.

Jeg har som så mange andre vendt det blinde øje til og set Tyrkiet som sol sommer og badeland. Men det gør jeg ikke mere. Det nuværende Tyrkiet er en fascist stat af værste skuffe. Og det såkaldte militærkup var blot anledningen til at stramme tøjlerne endnu hårdere om befolkningen og gennemføre strukturelle ændringer som fører lige ind til Erdogans Sultanat. Og her kan han så sidde og modtage den ene delegation efter den anden fra EU, når de kommer for at betale deres bidrag til flygtningene, som de har fået placeret i Tyrkiet, neofascismens højborg.

© Tommy Flugt

KUNSTEN HELE ÅRET

Spørgsmål til og svar fra kunsten

Folk, der er på arbejdsmarkedet, spørger altid interesseret til en kunstner, når de møder ham eller hende på et galleri eller en udstillings fernisering: Kan I leve af det?

Det letteste svar ville være og det mest sande: Nej, det kan de ikke.

Men så enkelt er det ikke og svaret vil med det samme lukke for udspørgerens interesse. For mange der spørger er jo interesserede i kunst, ellers kom de ikke til gallerierne og ferniseringerne. Ellers tog de ikke på udflugt til Museerne og flokkedes om de sidste nye ophængninger, kurateringer og installationer. Der må iboende være en interesse for kunsten, der går dybere end de fleste tror. Folk føler sig draget af billederne og det er en gammel erfaring i vore urinstinkter, der berøres af mødet med nutidens kunst. Vi brugte jo kunsten, tegningerne, afbildninger af livet omkring os allerede i hulemalerierne for 30.000 år siden. Der er ikke langt fra de første tegninger af oksen malet i en hulevæg i de franske huler i Chauvet til nutidens tegninger. Menneskets kreativitet og sans for kunst ligger dybt i os.

Og det er det man møder som udstiller hos folk, når de kommer på besøg. Mange virker søgende, nysgerrige, generte over at vise at de er interesserede i noget, de ikke rigtig ved, hvad de skal sige til og hvorfor de egentlig er der. Folk i arbejde er ganske bundet af deres arbejde og det at lave en afstikker fra det er at søge ind i usikkert område. Derfor spørgsmålet: Kan I leve af det? For at leve af arbejdet er jo det de gør og kender til. Sådan er livet tilrettelagt for de fleste. Det er også dér de har lært at tingene skal ligne og være i orden. Skriften skal være i orden og de har øvet sig i at skrive så mange forretningsbreve at de har mistet det skriftlige sprogs muligheder for at udtrykke noget om livet, deres eget. Og derfor tyr de til kriminallitteraturen som tiden er spækket med, for den ligner sproget på deres arbejdsplads og er letforståeligt og brugbar i en sommerferie.

Men når sommeren er overstået og arbejdet er ved at være fortid begynder bevægelsen hen mod gallerier og museer og søgen efter anden føde, nemlig den, der kan nære vores indre drømme og sære iagttagelser af at livet er mere end arbejdet. Fra da af har kunstnerne et trofast og voksende publikum som man skal tage godt imod og hjælpe til med at komme ind i kunstens verden. For kunstneren skal også påtage sig en opdragende rolle, hvis mødet med publikum, gæster og kunsten skal forløbe på en ordentlig måde.

Man skal ikke afvise folks måske ubehjælpsomme spørgsmål til et kunstværk, men være åben og indsigtsfulde nok til at hjælpe dem videre til at blive bedre og dybere ud- og indspørgere til kunstens verden. Hjælpe folk videre til næste niveau og indsigt.

Når de først er kommet over genkendelsesstadiet: Ligner det og er holdt op med at spørge deres børn om hvad deres tegninger skal ligne eller at de ikke ligner, så kan der begynde at blive interesse for andet end guldaldermalerier og den ny tids ”lignemalerier”. Så er rejsen ind i kunstens forunderlige verden af hulemalerier fra fortid og nutid ind i fremtiden begyndt.

De fleste mennesker lever et liv uden kunst i deres arbejdsliv. Men når de så bliver pensioneret begynder livet at stille dem spørgsmål og et nyt liv dukker op for dem. Det er her de opdager at kunsten kan være en vejviser ind i deres fortsatte liv, så de ikke behøver at nøjes med den mistrøstige pensionist titel. De begynder at tage livet i brug igen og opdager hvor stort og righoldigt det er.

De opdager at lediggang er roden til al kunst.

© Tommy Flugt

DEN FORSVUNDNE TID

Essay af Tommy Flugt

Nu er der ingen mure mere, ingen grænser at skjule os bag, nationaliteten er overvundet vi er bare et folk, der ikke kan skjule os eller gemme os væk fra hinanden. Snart skal vi være tæt sammen og rygende uenige igen. Efter coronatågen er alt forandret og uforandret til ukendelighed.

Position og størrelse er afgørende for jordens udvikling af mennesket.

Da jeg var yngre læste jeg forfatteres sprog med ubesmittethed, stregede under og tænkte efter. Gik i stå ved vanskelige sætninger og forundredes over dybden i sproget. Jeg læste med en uhildethed og modtagelighed og bevægede mig ind i nyt land, som var jeg den første læser. Sproget er og var den store åbenbaring.

Som ungt menneske havde jeg en sult efter filosofisk litteratur med indviklede sætningskonstruktioner i forhold til min alder.

Jeg havde i en periode sommerferiejob som medhjælper til chauffør, der kørte Albani øl og vand ud til områdets kunder. Jeg var stærk nok til at bære trækasser med 50 flasker på min skulder ind i butikker og satte mig så tilbage i chaufførhuset og fandt min lekture frem som jeg læste på til næste kunde. Da sommeren var omme hed det sig når vi ankom til butikkerne: Nu Kommer Albani og Kirkegård! Min chauffør var lidt stolt af mig 15-årige, så han sagde: Ja, min chaufførmedhjælper læser Søren K mens vi kører. Jeg opfattede det lidt som ærlig stolthed fra hans side selvom jeg havde forsøgt at smuglæse, havde han naturligvis opdaget, hvad jeg læste og havde snakket over sig.

Men sådan var det dengang. Jeg var ved at blive vækket til live åndelig talt, uden vejleder søgte jeg febrilsk rundt i mine unge dage. Jeg kom ad mange biveje fremad mod ukendt mål. Var blandt andet i puberteten ovre i en religiøs søgen, fordi jeg af en eller anden grund i en periode var blevet sneblind. Jeg havde også slået mit hoved i et fald alvorligt og havde i tågens bevidstløshed hørt at slaget kunne gøre mig sindssyg. Og da jeg vågnede op af døsen og skulle finde ind til hverdagen skulle jeg i en periode slås med at vise at jeg ikke var sindssyg. Det ville være frygteligt for min forældre, så jeg arbejdede med at skjule det og være ganske almindelig. Det var lige ved at lykkes, men jeg fandt ud af at en samtale med en præst måske kunne hjælpe. Så jeg søgte en udenfor sognet, ringede til ham og den forundrede præst inviterede mig til en samtale en søndag eftermiddag. Her blev jeg budt på kaffe og så fik vi ellers begge to snakket os udenom den varme grød. Og jeg kørte derfra om end ikke med uforrettet sag, jeg havde fundet ud af at jeg godt selv kunne komme videre med mig selv. Jeg havde ikke brug for en alt for velmenende præst til at vejlede mig. Andre veje var mere naturlige for mig, litteraturens veje. Men jeg var en novice og uden læsende baggrund. Den måtte komme igennem en kombination af ord, skrift og notater og kunst i det hele taget.

I en af mine tidlige notesbøger fra min ungdom er der nederst midt på siden en lille cirkel og et menneske på et ben på en klode. Han rækker hånden opefter. På fødderne anes et par vinger og den unge graciøse skikkelse ser ud til at kunne flyve. I den ene hånd bærer han en stav. Det er muligvis Hermes der er sendebud i den græske mytologi og desuden opfinder af lyren. Han er hyrdernes og hjordens gud, men også tyvenes gud. Han følger mennesket på dets sidste rejse. Der er noget dæmonisk over Hermes. En dobbelthed. Han bærer og bevarer noget refleks fra sin barndoms huletilværelse i sin karakter og samtidig himlens lys. Gudernes sendebud og menneskets hjælper. Dæmonisk selv stående naturen nærmere.

Jeg har altid brugt mine dagbøger til at notere og orientere mig. Hjemme såvel som ude. Tanker er nedfældet, oplevelser, læsninger og forberedende skriftlige forsøg. Alt sammen fortløbende nedfældet og beregnet til at fordybe sig i levet liv og oplevelser. At huske og forstå kan skrift bruges til.

På min studenterrejse kom jeg til Marburg, Basel, Zürich, Milano hvor jeg så Leonardo da Vinci’s Sidste måltid, nadveren. Om eftermiddagen spiste jeg flûte og ost og drak rødvin på en bænk inde i byen. Tog med toget videre til Firenze, fandt et gammelt slots herberg og havde en vidunderlig aften. Læste Pasternak Valsede rundt i gaderne og dasede på herberget. Vågnede ved firetiden og måtte pludselig af sted til Rom.

Kom ind på Café Greco i Rom 100 år senere end H. C. Andersen, der havde været der den 3. maj 1861. Der var et billede af ham på væggen og et affotograferet brev til Henriette Collin hvor han bl.a. skrev: ”På Altanen blomstre Roser og Gyldenlakker. Vi brænde om aftenen fire armet romers Lampe, men have doh hver vort Voxlys. Om aftenen er vi meest hjemme og bordete står dækket med Viin, brød, Parmesan Ost og Frugt; dejligt vand fra agua fontæne, én stor Sopha og tre små hører til Meublementet, så at de Seer her er ganske godt”.

Læsninger 1964: ”Mennesker have så ondt ved at vælge sig selv; sålænge man ikke har valgt sig selv, er ligesom en mulighed af at blive noget anderledes, enten på den ene eller anden måde, – når friheden lidenskab er vågnet i ham – og den er vågnet i valget – så vælger han sig selv og kæmper for denne besiddelse som for sin salighed, og det er hans salighed”. [Kierkegaard: Enten – Eller] Det står som motto for Max Frisch’s store roman om identitetsspørgsmålet: Jeg er ikke Stiller. Her siger Julika til Stiller: ”Du skal ikke gøre dig noget billede. Hvert billede er en synd. Det er lige det stik modsatte af kærlighed. Når man elsker et menneske, så lader man jo enhver mulighed stå åben for det og er på trods af alle erfaringer simpelthen parat til at blive forbavset, hele tiden blive forbavset over, hvor anderledes det er, hvor forskelligartet og ikke bare sådan, ikke et færdigt billede, som du der gør dig af Julika.”

Venteværelset. Sad i værelset, venteværelset, rygesalonen, samlingsstuen, rastløshedens rum og læste, noterede indimellem ting ned, læste så igen. En ung pige af udseende, femten år til sytten skød jeg på. Hun var ret neurotisk og musikbegavet, spillede i et lille orkester, ville springe fra en kontorgerning, lyttede jeg mig til. Hun kom hen til mig og betragtede bogen jeg læste i, bladede lidt i den – lod et par spredte bemærkninger falde – og lagde så bogen på bordet igen. Da jeg slog op i bogen, lå der en lap papir deri. Sammenfoldet. På den ene side var tegnet en ung pige, og ved siden af en pige som brud. Nedenunder en kirke og et gadekær. Alt dette var dog overstreget med kryds over hver tegning. På bagsiden af papiret stod: Hvis De vil skrive til mig er min adresse…

Hyggeaften på Askov Højskole hos lærer og forfatter Tage Schou-Hansen. Han startede en diskussion, som greb om sig og tog hele aftenen med i købet. Om umiddelbarheden i det menneskelige væsen contra tiden. Det formede sig som spørgsmål og sluttede igen i spørgsmål. Er vor oplevelsesevne blevet forskudt fra nuet til senere genoplevelse ved konfrontation med facts om oplevelsen? Fx: kulminerer en fest når fotografen har taget et billede. Kan festen ikke genkaldes i erindringen uden igennem billeder – så gid fanden have den fest. Hvor blev nuets oplevelse af. Umiddelbarheden i nuet dør ud – tilbage står nogle fotografi kiggende grupper gloende – lyttende til stemmer på en båndoptager fra dengang der var liv.

I vore dage ser man mobiltefonernes fugle sidde i vejkanten og pikke skærmens korn.

Kunstens intention: ”Føl det, der er føleligt og gør det føleligt, som ikke er føleligt”, skriver Th. Bjørnvig et sted. Og om digter situationen fortsætter han: ”Herligt er at skue tingen, frygteligt at være den”.

J. var på besøg i mit kvistværelse og det blev en aften med diskussion om kunstneriske holdninger, om kunstens vilkår og betingelser overfor kunstneren. Samtale om inspirationens udspring fra kriser, konflikter. J. kaldte sin far en digter, der bevidst skrev på konflikter, måtte gøre dette for at kunne skabe, Vi kom ind på tanken om, at de kunstgreb man gjorde, brugte for at skabe, for at kunne skabe, at de var voldtægt overfor livet. ”Men kunst er da liv i sig selv”, sagde J. Hun kunne ikke se man behøvede at bruge voldtægt for at skabe, bygge det nedbrudte hus op. Kunst er da liv, skaberakten kan være rent og skært liv. Af liv opstået, fortsatte hun, til liv blevet. Og så fortalte hun en historie om maleren Hundertwasser og hans tur til København og Stockholm. Og om et testamente hun havde modtaget af E.N. til gennemlæsning. Og hun måtte få et maleri af ham som hun selv valgte. Hun valgte det største og dyreste. Og fik det. Hun bliver overforkælet. Det glæder mig efterhånden, den lussing, jeg stak hende engang, plus at jeg smed hende ud. Hun skulle ikke have det for let.

Fik skrabet nogle penge sammen til en tur til Malmø. Trængte til luftforandring. Og så var der en Paul Klee udstilling derovre. Var træt af at rette digte. Fik set en halvdårlig musical på Stadsteatern, sov i en kutter der stod åben i kanalen ikke langt fra Museet. Overværede en phallos dans på åben gade. På fortovet med åben gylp dansede fem præster af phallos menigheden rundt omkring deres ph-majestætus, lovsyngende hans herlighed. Skiftevis berørte præsterne ydmygt hans herlighed – som en solsort forventningsfuldt hiver i en orm. Herlig morgen på kanalen. Gik rundt i byen inden udstillingen. En yderst righoldig Paul Klee udstilling. Traf J. Sammen tog vi nok en runde. Så også en C.F. Hill samling: Från hans sjukperiode (1878-1911) Og et billede Munchs af A. Strindberg.

Blev ringet op nogle dage senere. J.: Hvordan har du det? Du fik vel ikke lungebetændelse af din tur til Malmø? Skal du noget i morgen tidligt kl. 4? Ikke. Vil du så med i Frederiksberg have og plukke blomster? Ja. Kl. 4. Jeg kender et smuthul.

Arbejdets afhængighed af driften. Driftens afhængighed af arbejdet. Det er med driften som en elevator, trykkes på de rigtige knapper stiger den til departementet for åndsliv. Er den derimod overfyldt og bespændt glider den hurtigt ned: åndslivet forplanter sig til underlivet.

Pludselig er man i London som ungt menneske. Så Tate Gallery med en masse moderne kunst. Fik gransket Turner ret nøje. Desuden Moore og Barbara Cathrine Hepworth. Stiftede for første gang bekendtskab med Gorky. Det slog mig. Specielt hans Waterfalls. Gik i parken ved Parlamentet og så Rodins store skulptur af borgerne fra Calais. Forstod bedre denne gang efter at have læst Rilkes bog, hvor han skildrer krøniken, der inspirerede Rodin. Og Kysset fik jeg lykkeligvis også set. Aftenens overraskelse på hjemturen. Kom forbi New Victoria koncertsal og biograf og opdagede at Oscar Petersons trio og Ella Fitzgerald skulle optræde der. Fik billet og en stor musikalsk oplevelse.

I København igen og sammen med Peter Hentze. Han maler. Jeg læser til filosofikum. Hele tiden, hele livet vores diskussioner om kunst. Enten må man skabe eller arbejde videnskabeligt, sagde Peter en dag. Og så er han pludselig indigneret: System, du må vide der findes intet system. Overblik, du må vide der findes intet overblik. Og i næste øjeblik taler han om det sublime maleri. Det må kunne skabes igen. Og så flyttede vi sammen i kolonihavehus i Hvidovre. Han malede og jeg læste Schultzer til Filosofikum på Uni. Om morgenen læser jeg Relativitetsteori. Registrerer fuglekvidder. Bogen nærmer sig sin afslutning. Det samme gør jeg. Om formiddagen tager jeg ind til eksamen og får overstået eksamen med udmærkelse. Tager tilbage til Peter, han brænder malerier af. Jeg får snuppet et par store malerier som jeg gemmer og som han først tredive år senere får at vide at jeg havde reddet fra hans autodafé. Det virkede han glad for. Hvert år på min fødselsdag kl. 22 ringede han til mig og vi talte om livet og kunsten lige til han ikke var mere. Men for mig er han her altid. Vores Parisertur, hvor også Bo var med, var ikonisk. Et langt skænderi hvor vi frigjorde os fra hinanden og gik i forskellige retninger. Og en fuldstændig vidunderlig tur. Fra første til sidste færd i opløsningens tegn. De første skridt bort fra ungdommen afspejlede sig. Den skønne sønderskudte ungdommens banegård blev forvandlet for øjnene af os. De tre musketerer der gik hver til sit i livet. Pariserturen var som et digt. Udfoldede sit eget liv.

Sikken det har pyntet sig det gamle træ. Det er næsten for galt, sagde nabokonen, der lignede jeg ved ikke hvad. Det skulle skamme sig at vise sig sådan frem, fortsatte hun. Og så i den alder. Der er da heller ingen anstændighed til mere.

Men blommetræet, for det var det, endda et rigtig gammelt et og af fin sort, var da lige glad. Den havde hørt så meget i sin tid, så den tog sig ikke af det mere. I virkeligheden er det jo sådan at man stråler, fordi det kommer inde fra. Det er en glæde der vil ud.

Og så kan folk jo tage imod eller lade være. Glæden er der alligevel.

Men naturligvis er glæden størst, der hvor den bliver set og bemærket. Det ved alle der har set et barns glæde blive til skuffelse og senere forknythed. Det er ikke til at holde ud. Børn skal ses og høres. Og man skal glæde sig sammen og pynte sig synes blommetræet. Og det er alle børn med på så det er bare at gå i gang. Og man behøver ikke bestsellers for at se godt ud. Husk det kommer indefra.

Da de fik børn og arbejde gik livet med børn og arbejde og fortællinger. De blev fire og fyldte hele verden. Hvor var der meget at se til uden man lagde mærke til det. Livet gik bare sin vante og lykkelige, ulykkelige gang i flodens rolige rytme. Bugtede sig dernedad. Udvidede sig, snævrede ind. Der var flodbredder til overnatning og udforskning og rekreation inden floden igen trak med sine strømme af hvirvlende vande. Altid dette nær- og samvær. To er godt, men to mere en gave. På vej ud i havet.

Minderne ruller/ vi vander vor have/ med tårernes spand

Verden er som den er/ sagde den kloge Candide/ derfor skal vor have passes

Så i dag sår vi til/ planter om og fornyer/ i erindringens have

Hvordan kan man overhovedet udholde at leve i en verden der er uudholdelig; i en verden der dagligt stiller én ansigt til ansigt med problemer man må kapitulere overfor. Man overdynges daglig af problemer, der råber, skriger på at blive løst, – og efterhånden skriger, råber man selv på at blive forløst. Frigjort fra alle disse problemers tyngde, som serveres for os i dagens aviser, miljøet, naturen, coronaen, ozonlaget og meget mere. Naturkatastrofer alverdens steder og alligevel forsætter man med at leve som om intet var hændt én, for man skal også leve i en uudholdelig verden, hvor pinefuld afhængighedsforholdet man har til en mængde ting der ikke løses, og som man selv ikke har en jordisk chance for at løse.

Når Charles Baudelaire i et af sine store prosadigte fra Parisisk Spleen siger ”Berus jer” – må man forstå at dette ikke er en mand, der vender virkeligheden ryggen, men tværtimod en stor digter, der ligger under for virkeligheden og føler tingene så voldsomt at han må beruse sig for at holde sig oprejst. Af den grund glemmes problemerne ikke. Smerten ved dem dulmes blot, han må beruse sig for at holde sig oprejst som menneske for at bevare sin menneskelighed, for at se verden i øjnene og skildre den som den er. Og tag ikke fejl for han skriver: ”Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.” Og så kommer valgmulighederne: ”Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer.”

For atombomben, vores krige, naturens mishandlede tilstand, vores forurening af kloden kan bruges til mange ting, også som en generations alibi overfor sig selv. Hvor var du henne, mens verden blev forurenet? Jeg var på arbejde. Eller forvist.

Hvis der ikke fandtes bøger i verden, var der ikke mere at sige om den ting. Skriver en kinesisk epigrammatiker ”Chang Ch’ao” og han forsætter: ”men eftersom der findes bøger, skal de også læses; hvis der ingen vin fandtes , var der ikke mere at sige om den ting, men eftersom der findes vin, skal den også drikkes; hvis der ikke fandtes begavede mænd og kvinder, var der ikke mere at sige om den ting, men eftersom de findes, skal de også elskes og værnes”.

At læse bøger, medens man er ung, er ligesom at betragte månen gennem en sprække; at læser bøger på det midaldrende trin er ligesom at betragte månen fra sin gårdsplads; at læse bøger når man er blevet gammel, er ligesom at betragte månen fra en åben terrasse. Sagen er nemlig, at jo dybere éns egen erfaring stikker, des dybere fordele drager man af at læse. Bøger uden ord: selve livets bog. Apropos Chang Ch’ao: Hvis der ikke fandtes arbejde her i tilværelsen, var der ikke mere at sige om den ting, men eftersom der findes arbejde, skal det også udføres. – Overvældet af den snusfornuftige logik er der ikke andet end at gå i gang og lære at elske sit arbejde. Og at begå sig i livet.

At overvinde de hindringer, som forhindrer én i at leve, i at folde sig naturligt ud. Det er den stadige livskamp. Du går ind i den modne mands livsalder, hvor du ser mere udenfor dig selv end i dig selv. En dag går spejlet i stykker og det er som en del af dig selv gik i stykker. Du mister lidt af dig selv, men får i tilgift et større udsyn, en rummeligere favn.

I sidste ende bliver vi alle til minder.

Tommy Flugt

30.04.2020

VORES TAB AF FATNINGEN OG KRISERNES ÅRHUNDREDE

Det kan godt være at det er store ord, men der er desværre meget om snakken. Det er ikke til at bortforklare, at der er sket noget i starten af dette nye århundrede som berettiger til at tage store ord i munden og tænke efter og spørge os selv: Kunne vi ikke gøre det en lille smule bedre. Hvad er det vi har gang i?

I 2014 var der fire store humanitære kriser i verden. De er beregnet af FN til at være i en kategori 3, som er det højeste niveau en krise kan nå efter den beregning. Og så skal ud over det medregnes den største ebolaepidemi i verdenshistorien.

Alene i 2014 var 50 millioner mennesker i verden på flugt og det er det højeste siden anden verdenskrig, der som bekendt sluttede i 1945. Det er 70 år siden og nu er den gal igen med krige, kriser, sult og nød. Over 100 millioner har brug for hjælp. Syrien, Sydsudan, Den Centralasiatiske Republik og Irak er kategori 3-kriser. Fire steder der kalder på humanitær hjælp. Systemet med kategorier blev skabt i forbindelse med Haiti sank sammen i et jordskælv i 2010. Der er altså nok at gøre i verden, nok af områder der påkalder sig vores internationale sammenhold og hjælp. Og at FN findes som organisator.

Men FN er jo medlemmernes organ, og det er ikke stærkere end viljen og styrken af det sammenhold. Verdensøkonomien har været igennem og er fortsat i alarmkrise, ligesom vores selvskabte plager naturkatastroferne er eskalerende. Vi er ved at forstå, at miljøet er truet, at vores rovdrift på naturen er til fare for os selv, at vores CO² udslip fra industrien har forstyrret vort klima og forværrer vores livsmuligheder på kloden.

Fattigdommen er voksende ligesom rigdommen. Der er mange meget fattige i verden og få, men uhyre velhavende. Der er lande i EU som er ved at ryge ud af fællesskabet, fordi økonomien er ved at kvæle dem, Grækenland er eksemplet. I det hele taget er økonomien dét man burde tale om, men er i stedet det man taler udenom, fordi man fastholder et forældet økonomisk system, det kapitalistiske. Det er ligeså meget en fundamentalisme og vanvittig religion, som så mange andre, fordi vi ikke rigtig tør erkende, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og vi – jo før des bedre – burde indføre et system, der kom befolkningerne og kloden til gode. Naturligvis er det muligt. Vi skal bare begynde at tale seriøst om det.

Men der svigter vi afgørende og lader tingene forfalde rundt omkring. Vi ved hvad vi har, men ser ikke hvad vi kunne få og opnå. Så vi taber fatningen og lader stå til. Medvirker til ufred og afmagt rundt omkring os. Holder indsamlingsfester via tv for at afbøde lidt på samvittigheden og lader ellers verden gå sin skæve gang.

Hverdagens gøremål bliver redningen for de fleste af os, mens politikerne raver rundt og holder taler og skåler mere og mere hult over det ene og andet påfund.

Nået til at verden styres af politikere uden for rækkevidde i en slags parallel verden, er dagligdagen og familielivet værd at holde fat i, men det giver naturligvis et stik i hjertet, når man tænker på andre familier, der ikke er så heldige, at være født på den rigtige side af sultens grænse. Som ikke kender til fred og fordragelighed og livets under. At hjælpe dem kan man ved at bidrage til mange hjælpeorganisationer.

Vi har valgt at støtte Læger uden grænser. Dem har vi tillid til. Andre kan finde deres egne tillidsveje. Men hjælp skal der til. Verden er for alvorlig en sag at overlade til politikerne, så find din hjælpe niche, din hjælpeplatform.

© Tommy Flugt
25.03.2015

Efterord i en Coronatid:

LYSETS SKYGGER

Det er klart, man er ikke helt den samme mere. Siden Verden og Danmark blev lukket ned den 10.03.2020 har vi alle gennemløbet nogle enorme forandringer både i det ydre, men langsomt også i det indre og i vores handlemåder. De store og smukke ord af Søren Brostrøm: ”De stærke må tåle nogle forringede vilkår for at beskytte de svage,” gjorde stærkt indtryk. Coronaen forandrede verden på et splitsekund. Og de store ord blev til enkle sætninger: Hold afstand, vask hænder, hold jer inde. Pludselig skrumpede sproget ind til forenklinger, der ikke var til at tage fejl af. Coronavirussen er et lærestykke i hvor skrøbeligt vores samfund egentlig er bygget op og hvor let det kan lægges ned.

Samtidig opdager vi hvad vi ikke har brug for og pludselig forsvinder tingene for vore øjne. Vi må klare os uden og være sammen med og på afstand af de nærmeste. Sikken et lærestykke. Tvungen afstand, hvor vi lærer hvad vi holder mest af og hvad vi egentlig godt kan undvære. Men hvor vi også opdager at vi skal begynde forfra med at kommunikere og på en ny måde. Møder kan holdes over nettet og telefonen. Meget arbejde kan gøres derhjemme fra. Og noget arbejde er overflødigt, så det lukker vi for en periode.

Pludselig opdager vi at selv grundlovens forsamlingsfrihed kan gradbøjes og ytringsfrihedsforkæmpere og liberalismens enøjethed står for fald, pludselig dukker fællesskabet op og viser sig som en almindelig menneskelig tilbøjelighed til at hjælpe andre. Vi tør ofre nogle af vore egne kæpheste for fællesskabets skyld. Det kapitalistiske brøl om mere og mere profit fordufter og alle partier finder sammen om hjælp til virksomheder og arbejdere i nød. Og alt sammen for at understøtte det svage menneske. Eller bedre sagt for at støtte livet i alle dets aldre og muligheder.

Det opleves som et af de fineste øjeblikke i vor nuværende situation. At rette ind, høre efter og så hjælpsomheden, der pludselig træder til i fællesskabets ånd. Vi har fået en farlig gæst, men bekæmpelsen af den og måden vi gør det på er en glædelig og fantastisk handling. En kæde af forandrende begivenheder, som kan gå hen og give os et nyt samfund i en ny begyndelse. Det viste sig at det stærke samfund pludselig opdagede, at det var til for livets skyld i alle dets afskygninger.

© Tommy Flugt
23.03.2020

Til alle de skrivelystne disse gode råd:

Gør som Hemmingway, når du skal skrive

1. Sæt dig ved et lille træbord med din notesblok og pen. Pus dine briller og sørg for at være nybarberet. Husk at rede håret. Bid tænderne sammen og se koncentreret ud. Det giver det bedste billede, hvis der skulle komme en fotograf forbi. Skjorten skal være knappet lidt op og ærmerne rullet op. Hav en bog ved siden af på bordet eller to. Gå så i gang.
2. Hvis du sidder i et telt skal du huske at trække teltdugen til side, så du får det rette lys ind. Uanset hvor du end er så har du nu muligheden for at skrive indtil du bliver afbrudt. Men hvis du har flyttet teltet tilstrækkeligt langt væk fra dine venner og familie, helst i et andet land, så er der nu mulighed for at skrive. Du skal ikke have dine børn med på turen, for så får du aldrig ro til at skrive. Du skal også lade din kone eller kæreste blive hjemme. Nu kan du begynde at skrive. Men du skal lige være opmærksom på at det er tilladt at slå telt op der hvor du har slået det op og du skal sikre dig at der ikke kommer dyr eller slanger ind i teltet. Det skal være et dyrefrit område. Turister må der heller ikke være. Men på den anden side, så skal der også foregå noget udenfor teltet, som du kan lade dig inspirere af. Fx en lille krig. Så kan du referere lidt derfra. Men kom ikke for tæt på. Lær af Jørgen Leth. Da han lavede Amerikanske billeder opdagede han næsten ikke at de to tårne i New York blev smadret. Han måtte modstræbende tage tilbage og tage et par billeder med i sin endelige film. Forsigtige billeder, for det æstetiske poetiske billede måtte ikke lide skade. Det lykkedes næsten for ham at snige sig uden om den varme grød.
3. Hvis ikke du har et telt og en lille krig, men bare har lyst til at skrive, men ikke kan få tid til det derhjemme, så skal du bare stå tidligt op lave en kop kaffe eller te. Sæt dig så i skrivestilling som ovenfor og gå i gang med at skrive inden børnene og konen dukker op. Hvis du ikke kan stå tidligt op fordi du er B-menneske må du vente til du skal på arbejde med tog eller bus. Find et stille hjørne og begynd så at skrive. Måske har du tyve minutter med det offentlige transportmiddel. Udnyt det og tænk på hvor mange dage du arbejder om året og gang det så med tyve minutter, så har du din samlede tid til dit projekt og du kan se på tiden om det bliver en digt-, en novellesamling eller en roman. 90 timer til en digtsamling. 120 til en novellesamling og 150 – 250 til en roman, alt efter hvor mange sider den skal rumme. Murstensromaner bør ikke være tykkere end en mursten dvs omkring 5-600 sider. Du skal tænke på at hvis det er en seriøs roman, så er der ingen billeder i. Hvorimod det meget vel kan tænkes i en novellesamling. I digtsamlinger ser det bedst ud med lidt grafik eller tegninger. Hvis du er en natugle kan du godt skrive når familien er lagt i seng, hvis du kan holde dig vågen på det tidspunkt. Du kan også fravælge hele familien og arbejdet og så bare skrive når det passer dig. Hvis du har brug for en rejse for at blive inspireret tager du bare på en rejse. Men det skal helst være med et mindre selskab allerhelst helt alene. Et gammelt kultursted eller til Berlin. Her tager alle kunstnere hen i øjeblikket og det er godt at vise sig frem de rette steder, så der er mulighed for at blive tagget på et billede på facebook.
4. Det er godt at skrive hver dag. Ligegyldigt hvad, dosmerseddel, indkøbsseddel, huskeseddel, lidt dagbog: Jeg stod op klokken seks og efter morgentoilette og barbering satte jeg mig ind at skrive. Så er du i gang. Og ordene kommer snart til dig. Husk du skal kun skrive en tyve minutter til en halv time. Så slapper du lidt af. Går en tur. Henter kaffe og spiser en ostemad. Og hvis der stadig er lidt tid tilbage i huset, skriver du lidt igen. Hvis børnene i huset har vist sig får du dem hurtigt spist af og sendt i skole. Manden/ konen sender du hurtigt på arbejde og så tager du en halv fridag og skriver løs inden du skal ned i netto og handle ind. Eller passe kasseapparatet på deltid.
5. Du skal også oprette et miljø, der fremmer det at skrive. Et fast skrivebord, ergonomisk stol, og andre basale fornødenheder er en god idé. Forsøg ikke at bruge kanten af din seng, eller balancere din bærbare computer på en vindueskarm. Det er ikke kønt, og ikke befordrende for at skrive. For at være en produktiv forfatter, skal du også være organiseret. Det betyder, at du skal have din egen skriveplads. Jeg ved, det er ikke altid er muligt, men gør dit bedste for at holde andre fra dine ting. Og husk at melde dig ind i forfatter- eller journalistforeningen og kom til deres møder, så de kan se du er forfatter eller journalist. Der er så mange af dem at det kan være svært at skelne dem fra hinanden, hvis ikke du mødes med dem i jeres fagforening. Der er I alle lige og betydningsfulde. Du skal ikke fortælle dem hvad du laver, du skal bare nikke indforstået til dem , når de spørger om du skriver. Så siger du bare: Ja, jeg er i gang med at skrive på noget større. Jeg er midt i researchen. Mere skal du ikke nævne. Det er nok. Du er inde.
6. Hvis du skriver. Så husk at tage notater. Gerne i nærheden af nogen, så de kan se du er i gang med noget dybsindigt. Det gør godt indtryk. Og der opstår en aura omkring dig. Nå, der sidder forfatteren og skriver. Det er et godt udsagn. Du skal se lidt utilnærmelig ud. For der skulle nødig blive talt til dig. Det er forstyrrende for processen.
7. Husk aldrig at lytte til musik eller radio når du skriver. Det er forstyrrende. Også selvom musik kan være beroligende, så er det ikke det du har brug for. Du må gerne citere og helst lidt på engelsk, det gør sig i vore dage.
8. Instead of losing all those great thoughts to the chaos that is my life, I carry a pen and notebook with me wherever I go. That way I can catch inspiration when it strikes!
9. Don’t think a word or two will suffice, either. I still have a paper with “blindfolded coconut” written on it, and I have no idea what that means; I just remember it was incredible. Instead of just jotting a word or two, take a few moments to write down the whole idea, outline and all if need be. Make a list of the important points and possible title ideas.
10. The best thoughts often happen at the most inopportune times, but don’t let that stop you from capturing and saving them for great writing fodder later. You can also do this when unusual or interesting things happen in your life. Did you hear about a great site? Write it down. Did you see something cool? Write it down.
11. Just like a photographer always needs to carry a camera, writers always need to carry a notebook and write down ideas as they come up. It can save you a lot of frustration and give you some great ideas when you draw a blank.
12. These are just a few of the ways I’ve learned to write despite the junk going on around me. Most of our lives are not a calm sea—they are more like a hurricane. Sometimes you just have to do your best to hang on and keep going.
Hvis det kniber med inspirationen en dag så tag fat på dine sygdomme. Der er nok at tage af. Måske kan du få en klumme i en lokalavis og hver uge skrive om dine sygdomme. Så har du også en tekst at lægge på bloggen og du er ude i den store cyber rundfart. Husk at henvise til din klumme og blog på facebook. Det er vigtigt at du har en profil på nettet. Den får du ligeså snart du har skrevet noget og offentliggjort det. Det er en vind vind situation. God skrivel

Venlig hilsen Tommy Flugt

Glemmebogen forsvinder

Kan man lave noget uden det går i glemmebogen? spurgte han, og jeg tænkte over det og gør det stadig uden at have fundet svaret. Eller rettere sagt er det vel sådan det er. Alt går i glemmebogen og derfra forsvinder det.

Du kan allerede mærke det nu i levende live. Tingene forsvinder hver dag. En lille flig af din erindring vil ikke dukke op. Et navn du skulle huske lader sig ikke huske. I hvert fald ikke uden møje og besvær og med hjælpe stikord undervejs. På en måde er det måske meget godt. Vi kan simpelthen ikke bære rundt på alle vore oplevelser i vor alder evig og altid, noget må vige pladsen for et eller andet andet.

For vi er nødt til at have nogen bevidsthed fremme som værn mod bevidstløsheden. Den kan tidsnok komme. Bevidstheden udskyder på en måde vor forsvinden en stakket stund – og det er sådan set godt nok på den måde.

Men de daglige forsvindinger minder en om at glemmebogen ikke er så langt borte.

En gang blev jeg rystet over at det hele slutter, altså ikke min personlige afslutning, men det hele engang om mange millioner år, så slibes det hele af og bliver til sandskorn alt sammen.
Det slog mig at så var der jo egentlig ingen grund til at gå at rydde op og smide ud. Det hele ville forsvinde alligevel. Men selvfølgelig kan man ikke have mine ting liggende så længe, eller andres ting, det er der slet ikke plads til, og andre skal jo også kunne være her i en periode inden det hele sander til.

Så vi rydder op engang imellem hos os og smider ud og kører til genbrug og opfører os anstændige og ansvarsfulde, sådan som man også forventer naboen er og forholder sig til hele situationen, nu den ikke kan være anderledes.

Det er som om den viden også viser sig i livet i alle de små ting, når vi bliver ældre. Der foregår jo hele tiden er slags stille udrensning i os. Vi mister det ene og det andet. Så bliver vi trætte af det og det og så kan vi ikke finde den musik som blev indspillet for år tilbage, og når man spørger efter den der hvor den skulle være i et tv-arkiv, så har de slettet den årgang, og den der havde optaget det og lavet sit eget arkiv er død og borte ligesom hans arkiv er forsvundet og ikke er at finde mere.

Det ærgrer mig af og til og jeg søger hjælp hos mennesker med at finde de gode sange, som af en eller anden grund ikke vil slippe mig, men dem jeg spørger er ikke ansat der mere, hvor det kunne være at de havde adgang, så det har de ikke og de kender ikke de nye, der skulle varetage opgaven eller hvem de er.

Den store fælles forsvinden er allerede i gang. Og på det punkt er oprydningen allerede langt fremskreden.

Livet går i glemmebogen og derfra forsvinder det. Du lever så længe du bliver husket. Og hukommelsen er kort. Sådan er det og må det være, vi kan ikke bære rundt på alt.

© Tommy Flugt