Iran

Irans befolkning består af mange etniske grupper, i flere tilfælde med tydelige kulturelle overlap og med en fælles national kulturarv.

Størstedelen af befolkningen kaldes ofte persere. Andre store etniske grupper inkluderer de iranske aserbajdsjanere, kurdere, gilakier, mazandaranier, lurer, arabere, baluchier, turkmenere og qashqaier.

I modsætning til flertallet i den islamiske verden, som er sunnimuslimer, er flertallet i Iran shiamuslimer. Ud over muslimer er der også betydelige mindretal af kristne, jøder, zarathustrier og bahaier.

Landbrugssamfund kan spores ca. 12.000 år tilbage og bykulturer til 5000-tallet f.v.t. Den vestligste del af Iran var hjemstavn for bl.a. elamitterne og andre kulturer, der knyttede bånd til Den Frugtbare Halvmåne og de mesopotamiske civilisationer. Fra omkring år 1000 f.v.t. befolkedes store dele af området af indoeuropæiske indvandrere.

I oldtiden var særligt de persiske verdensriger af stor betydning, herunder achaimeniderne (550-330 f.v.t.), partherne (248 f.v.t.-224 e.v.t.) og sasaniderne (224-651). I deres storhedsperioder kunne disse imperier strække sig fra Kina og Indien i øst til Egypten og Grækenland i vest.

I 650'erne blev Iran invaderet af muslimske hære, der væltede de herskende sasanider og spredte islam. I middelalderen var Iran et af den islamiske verdens centrummer. Under forskellige dynastier og statsformationer kunne iranerne yde væsentlige bidrag til videnskab, kunst, kultur, filosofi og arkitektur.

Under safavidedynastiet (1501-1736), hvor Iran konverterede fra sunni til shia, var landet særligt i konflikt med Osmannerriget. I løbet af 1800-tallet mistede de iranske herskere store besiddelser i Kaukasus, Centralasien og Afghanistan, og den moderne iranske nationalstat tog sin nuværende form.

Utilfredshed med magtmisbrug og økonomisk stilstand førte til den såkaldte Konstitutionelle Revolution (eller Grundlovsrevolutionen) i 1905-1911. Med etableringen af Pahlavi-dynastiet i 1925 blev centralmagten styrket, og stat og militær gennemgik betydelig modernisering. Under 2. Verdenskrig blev Iran besat af Sovjetunionen og Storbritannien, som afsatte herskeren, Reza Shah Pahlavi.

Under sønnen Mohammad-Reza Pahlavi blev Iran USA’s tætte allierede og en vigtig aktør i den kolde krig. Særligt i 1970'erne gennemgik landet en spektakulær økonomisk udvikling ikke mindst takket være olieboomet. I 1979 blev Mohammad-Reza Pahlavi væltet af den såkaldte iranske eller islamiske revolution.

Den nye hersker, Ayatollah Khomeini, etablerede den islamiske republik (ofte kaldet præstestyret), som siden har ligget i konflikt med Vesten og særligt USA. I 1980 blev Iran invaderet af nabostaten Irak, hvilket førte til den otte år lange Iran-Irakkrig. Den islamiske republik og det iranske militær anklages bl.a. for at støtte Hizbollah i Libanon og flere terrororganisationer i regionen. Udviklingen af uranberigelse har isoleret Iran yderligere.

I 2022 blev Iran rystet af et omfattende kvindeanført folkeoprør under parolen "kvinde, liv, frihed". I 2025 angreb Israel landet i den såkaldte Tolvdageskrig. I december 2025-januar 2026 blev den islamiske republik udfordret af den største folkeprotestbevægelse og i slutningen af februar indledte Israel og USA en ny krig mod Iran.

• Læs mere om Irans forhistorie, Perserriget, Irans præislamiske historie, Irans historie 600-1900, Irans historie 1900-1978, Irans historie fra 1978

Iran strækker sig over et stort og topografisk komplekst område på den iranske højslette og udgør et bindeled mellem Mellemøsten, Centralasien og Sydasien.

Landet domineres af to centrale bjergkæder: Zagrosbjergene, der løber nordvest–sydøst og danner en klimabarriere, og Alborzbjergene i nord, hvor Damavand med sine 5.610 m er Irans højeste punkt.

Det indre Iran består af omfattende plateauer og ørkenbassiner, herunder Dasht-e Kavir og Dasht-e Lut, som hører til verdens varmeste og tørreste områder. Klimaet er overvejende tørt med store sæsonmæssige temperaturforskelle, men regionale undtagelser findes: området langs Det Kaspiske Hav er præget af et fugtigt subtropisk klima med skove, mens sydkysten mod Den Persiske Golf og Omanbugten er meget varm og fugtig. Nedbøren falder især om vinteren og varierer markant efter højde og beliggenhed.

Iran ligger desuden i et seismisk aktivt område med hyppige jordskælv.

• Læs mere om Irans geografi

Iran har en mellemindkomstøkonomi, hvor olie- og naturgasproduktionen fortsat udgør en central indtægtskilde, men hvor industri, landbrug og servicesektoren også spiller væsentlige roller. Trods tilbagevendende økonomiske udfordringer med inflation, arbejdsløshed og det tunge pres fra internationale sanktioner har landet en relativt bred industriel base sammenlignet med mange nabolande, bl.a. inden for bilproduktion, petrokemi, stål og medicinalvarer.

Levevilkårene varierer dog betydeligt mellem regioner og sociale grupper. Urbaniseringen har skabt tydelige forskelle mellem storbyernes middelklasse og befolkningen i mindre byer og landområder, hvor mulighederne er færre og offentlige services mindre udviklede. Middelklassen er presset af stigende leveomkostninger, men fortsat mere omfattende end i flere lande i regionen. Ca. 30 % af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse.

Samlet set befinder Iran sig i en økonomisk situation præget af både strukturel kapacitet og vedvarende begrænsninger og udfordringer, hvilket skaber et samfund med mærkbare sociale og økonomiske skel.

• Læs mere om Irans økonomi, Irans forfatning, Irans militær

Siden 1979 har Iran haft betydelige udvandringsstrømme, drevet af politiske forhold, økonomiske begrænsninger og ønsket om bedre uddannelses- og erhvervsmuligheder.

Migrationen omfatter både højtuddannede specialister og unge, der søger stabilitet og friere levevilkår. Dertil kommer politiske flygtninge. Iran anses for at have en af verdens største brain drain-tendenser, og den globale iranske diaspora anslås ofte til 4–5 millioner mennesker, især i Nordamerika, Europa og Asien. Perioder med økonomisk pres og øget politisk kontrol har typisk forstærket udvandringen, mens tilbagevenden i mindre grad forekommer.

I Iran begynder den obligatoriske skolegang ved seksårsalderen og omfatter seks års grundskole efterfulgt af tre års mellemskole og tre års gymnasial eller erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Skolesystemet er statsligt organiseret, og undervisningen er gratis frem til afslutningen af den øvre sekundære uddannelse.

Læsedygtigheden er steget markant siden 1979. Blandt unge ligger læsedygtigheden tæt på 100 %, og også blandt voksne er niveauet højt i regional sammenhæng. Der findes betydelige forskelle mellem by og land, men uddannelsesdækningen er generelt forbedret over hele landet.

Adgangen til videregående uddannelse er vokset stærkt, og Iran har i dag et stort antal universiteter og højere læreanstalter. Kvinder spiller en central rolle i denne udvikling: siden 1990’erne har de udgjort omkring halvdelen af de studerende. Dette har styrket deres uddannelsesmæssige position, selv om politiske, sociale og kulturelle begrænsninger fortsat skaber hindringer for deres muligheder på arbejdsmarkedet.

• Læs mere om Irans uddannelsesvæsen

Nationalsproget er persisk (fârsi), der tales som et modersmål af et tydeligt flertal i befolkningen. Persisk er et indoeuropæisk sprog af den indoiranske sproggren, og nært beslægtet med dari i Afghanistan og tadsjikisk i Centralasien. Der er mange dialekter af persisk, men den, der tales oprindeligt i Teheran, anvendes oftest i massemedierne, lærebøger og lignende.

Derudover tales en lang række sprog som modersmål blandt de andre etniske grupper og mindretal:

• aserbajdsjansk
• kurdisk (fremfor alt varianterne sorani, gorani og kurmanji)
• luri
• gilaki
• mazandarani
• baluchi
• arabisk
• turkmensk
• armensk
• assyrisk

Dertil kommer en lang række mindre sprog og dialekter.

Det er trods vedvarende protester fra minoriteterne ikke tilladt at undervise på andre sprog end persisk i Irans skoler.

Kulturen i Iran er præget af en lang historisk kontinuitet, hvor traditioner fra oldtidens Persien blandes med islamiske og moderne kulturelle udtryk. Landets rige arv ses i arkitektur, poesi, miniaturemaleri, tæppevævning, kalligrafi og håndværk, som fortsat spiller en central rolle i både det offentlige rum og i hverdagslivet.

Persisk litteratur, især den klassiske poesi med skikkelser som Hafez, Saadi, Rumi og Ferdowsi, har stor betydning og fungerer fortsat som fælles kulturelt referencepunkt.

Musiktraditionen spænder fra klassisk persisk musik til moderne popmusik. Sidstnævnte udsættes dog for forskellige grader af censur under den islamiske republik. Det samme gælder teater og den internationalt anerkendte scene for iransk filmkunst.

Iransk madkultur er mangfoldig og bygger på brug af urter, frugt, ris og lange tilberedningsmetoder såvel som udbredt forkærlighed for kebab. Højtider som Nowruz, det persiske nytår, samler familier og understreger kulturens dybe historiske rødder.

Sport spiller også en vigtig rolle i Iran. Fodbold er den mest populære sportsgren med stor national opbakning, men også brydning og vægtløftning har dybe rødder og har givet landet internationale resultater.

• Læs mere om iransk litteratur, iransk film, iransk musik, Irans moderne teater, Irans traditionelle drama og teater, iransk køkken, Irans billedkunst og arkitektur

Allerede i 1901 udnævntes en iransk konsul i København, og i 1933 etablerede Danmark konsulat — senere ambassade — i Teheran, samtidig med at dansk teknisk samarbejde begyndte, bl.a. med byggeriet af Den Transiranske Jernbane.

Samarbejdet har inkluderet handel, erhvervsinvesteringer og teknisk assistance. Danske virksomheder har leveret løsninger til iransk industri, og medicinske samt farmaceutiske produkter har udgjort centrale danske eksportvarer til Iran.

Diplomatiske forhold har dog også været påvirket af politiske spændinger – især efter kontroverser som tegningesagen i 2006 og Ringstedsagen i 2018 – hvilket har ført til perioder med afbrudt kontakt, klager og gensidig hjemkaldelse af ambassadører.

Trods udfordringer fastholder begge lande officiel diplomati via ambassader i henholdsvis Teheran og København. Men kanaler for handel, kulturudveksling og teknisk samarbejde er besværliggjort af internationale, vestlige og særligt amerikanske sanktioner.

• lande og hovedstæder i Mellemøsten