Image
Asafi-moskéen i Bara Imambara-komplekset i Lucknow.
Moske i Lucknow
Licens: CC BY SA 3.0

Lucknow er hovedstad i Uttar Pradesh, der er Indiens folkerigeste delstat. Byen er en af Indiens hurtigst voksende med 4,6 mio. indbyggere (2026). Lucknow ligger midt på den store Gangesslette og en biflod til Ganges, Gomtifloden, løber igennem byen. Lucknow er et travlt administrations- og handelscenter. Foruden at være centrum for oplandets landbrug, der bl.a. omfatter mango- og sukkerrørsproduktion, har Lucknow de senere år tiltrukket en række industrier, fx lastvognsproduktion, kemisk industri og it-virksomheder ligesom flere forskningsinstitutioner ligger i byen. Et af Indiens bedste offentlige hospitaler, Sanjay Gandhi Postgraduate Institute of Medical Sciences, ligger i Lucknow. En nybygget lufthavn og en metro, der åbnede i 2017, har suppleret byens status som jernbaneknudepunkt for øst-vestgående togtrafik.

Byens kvarterer

Image
Hazratganj er et af de travle handelskvarterer i Lucknow.
Hazratganj i Lucknow
Licens: CC BY SA 3.0

Blandt flere bykvarterer kan nævnes Aminabad, et handelskvarter med snævre gader, Hazratganj, et moderne indkøbskvarter, og den gamle by med en livlig basar. Her ligger også de vigtigste historiske monumenter; det betydeligste af disse er bygningskomplekset Bara Imambara (1787), som omfatter Asafimoskéen, der er blandt de største i verden. Sammen med nabomoskéen Husainabad Imambara (1837), Rumi Darwaza-porten (1784) og Jamimoskéen (1845) repræsenterer den en bygningskultur, der trods en afmatning i forhold til mogultidens byggestil rummer en pittoresk og dekorativ arkitektonisk egenart og kvalitet. De mange nybyggede højhuse i forstæderne vidner om de seneste års velstandsfremgang.

Kunsthåndværk og gastronomi

Image
Lucknow er kendt for sine forskellige typer kebab – altid spist med skåret rødløg og myntechutney samt evt. brød, som her fx Lucknowiparotha.
Kebabs
Licens: CC BY SA 3.0

Når det gælder kunsthåndværk er byen er kendt for chikanbroderi, hvidt, detaljeret trådmønster broderet på lyst, som regel pastelfarvet tekstil. Gastronomisk er den traditionelle mad i Lucknow kendt som awadhi-køkkenet efter det tidligere fyrstendømme. Det er landskendt og elsket for især kebabs, fx galouti-kebab, som er karakteristet ved ødsel brug af krydderier – dog ikke chili – i meget finthakket bøffel- eller lammekød.

Historie

Det er ikke klart, hvornår Lucknow blev grundlagt, men dens udvikling og betydning tiltog efter indlemmelsen i Mogulriget i 1500-t. Fra 1775 var den residensby for de shiitiske Oudh-konger, og i 1856 overgik den til den britiske kolonimagt, som gjorde den til et vigtigt holdepunkt for administration og militær. Under Sepoyoprøret var det britiske beboelsesområde The Residency i efteråret 1857 udsat for en næsten tre måneder lang og blodig belejring – området er i dag en park med museum. Lucknow indbyggere har traditionelt respekteret og anderkendt hinanden på tværs af religiøse forskelligheder – mange moskéer har fx udsmykninger, der bærer tydelige hinduistiske træk.

Læs mere i Lex

Indiens historie indtil 1750

Indiens historie fra 1750

Mogulriget

Oudh

Sepoyoprøret

Links

Byens officielle hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig