Auguste Rodin

Rodin var født og opvokset i Paris, hvor hans far var kontorist. Drengen viste tidligt evner for at tegne og blev som 14-årig optaget på École Nationale des Arts Décoratifs i Paris, hvor han var elev i årene 1854-1857. Rodins tegnelærer Horace Lecoq de Boisbaudran (1802-1897) var især optaget af at lære eleven at udvikle sin egen individuelle iagttagelsesevne og stole på sin hukommelse i gengivelsen af det sete. Den akademiske formlære gav Horace Lecoq derimod ikke meget for. Han anbefalede derfor også sin elev at tage mere ved lære af fortidens store mestre end af samtidens akademiske salonkunst.

I en årrække efter afvisningen på Salonen havde Rodin skiftende ansættelser som assistent hos forskellige af tidens dekorationsbilledhuggere. Gennem en af disse, Albert-Ernest Carrier-Belleuse (1824-1887) fik han en tid arbejde på porcelænsfabrikken Sèvres. Senere, i 1871, skaffede samme mester ham beskæftigelse i Bruxelles. Rodin forblev i Belgien frem til 1877 og arbejdede i denne periode freelance med dekorative skulpturelementer til forskellige bygningsværker i Bruxelles. I 1875 blev opholdet kortvarigt afbrudt af en studierejse til Italien, hvor Rodin især fascineredes af Michelangelos billedhuggerkunst.

Den næste større skulptur, Rodin udførte efter Bronzealderen, var Johannes Døberen prædiker. Belært af surmoulage-anklagen i forbindelse med det føromtalte værk, udførte han for en sikkerheds skyld denne figur i lidt over legemsstørrelse. Modellen var en landarbejder, der i begyndelsen af 1878 dukkede op i kunstnerens atelier for at søge arbejde som model. Mandens fysik og kraftfulde personlighedstræk begejstrede Rodin og gav ham idéen til skulpturens motiv: ”Jeg tænkte øjeblikkeligt på Johannes Døberen prædiker, det vil sige på en mand af naturen, en synsk, en troende, en bebuder.” Figuren stod færdigmodelleret i 1879. Den blev første gang støbt i bronze i 1880 og udstillet på Salonen i 1881, hvor den franske stat købte den, og efterfølgende lod den indgå i Luxembourg-museets samlinger. Figuren er siden støbt i ca. 50 bronze-eksemplarer, hvoraf en tilhører Ny Carlsberg Glyptotek.

I slutningen af 1870’erne deltog Rodin i flere konkurrencer om offentlige monumenter, bl.a. med Krigens ånd (La Défense, 1878, privateje). Han vandt dog ikke nogen af de pågældende konkurrencer. Vedrørende dommerkomiteens negative bedømmelse af La Défense var han selv klar over, at han nok havde brugt for voldsomme virkemidler i værkets udtryksform.

Kunstnerens model til det aktuelle værks bevingede kvindefigur var hans nye kæreste, Rose Beuret (1844-1917), der skulle blive hans uofficielle livsledsager igennem de følgende 53 år frem til hendes død i 1917. Først få uger før hendes død indgik parret et egentligt ægteskab.

I 1880 bestilte den franske stat en port hos ham til et projekteret kunstindustrimuseum, der imidlertid aldrig blev bygget. Med afsæt i Dantes Den guddommelige komedie arbejdede Rodin resten af livet på det over 6 m høje værk Helvedesporten, der først blev støbt i bronze i 1928 (Musée Rodin).

Som noget særlig vigtigt i forbindelse med Helvedesporten opstod Grubleren, der helt overordnet skulle have sin centrale plads i portens tympanonfelt. Det var i første omgang Rodins hensigt, at figuren skulle vise Dante, der sad og spekulerede over indholdet i sit store digt Den guddommelige komedie. Men kunstneren opgav denne individualiserende bestemmelse, og lod figuren fremtræde nøgen som en arketypisk tænker uden defineret identitet, siddende over Helvedsporten omgivet af de fordømte menneskesjæle.

I 1884 fik Rodin bestilling fra byen Calais på et monument til minde om de borgere, der i 1343 havde reddet byen fra englændernes belejring. Historien bag motivet var, at den engelske konge Edward 3. tilbød at hæve sin næsten et år lange belejring, hvis seks af byens borgere klædt i sækkelærred, bærende en strikke om halsen og medbringende byens nøgler ville stille som bodfærdige gidsler i den engelske lejr. Det skete, og belejringen blev ophævet.

Rodin udførte i efteråret 1884 en model til monumentet og fik kontrakt på opgaven i begyndelsen af 1885. Arbejdet med at udforme det store projekt kom til at vare de følgende ti år frem til værkets opstilling i Calais i 1895.

I perioden 1891-1898 skabte Rodin på bestilling fra Frankrigs litterære selskab (Société des Gens de Lettres) en skulptur til minde om den franske romanforfatter Honoré de Balzac. En gipsmodel i fuld størrelse blev udstillet i 1898, men skulpturens meget ukonventionelle formgivning vakte voldsom diskussion og kritik, hvilket medførte, at selskabet afviste modellen, hvorefter kunstneren trak værket tilbage. Ifølge Rodin beroede kritikken på en udbredt misforståelse af hans kunstneriske hensigt. Skulpturens særlige udformning gik ikke ud på at fastholde en portrætlighed med Balzacs ydre, men derimod at indfange essensen af hans særegne personlighed. Først i 1839, 22 år efter kunstnerens død, blev den omdiskuterede figur første gang støbt i bronze og opstillet på Boulevard du Montparnasse i Paris.

Efter 1900 arbejdede Rodin med forkærlighed i marmor, hvilket i nogen grad lagde en dæmper på moderniteten i hans skulpturelle udtryksform. I marmorskulpturerne ses en anden, mere traditionel akademisk side af hans kunstneriske grundindstilling, der har ført til, at denne kategori af kunstnerens skulpturer i en årrække ringeagtende blev omtalt som ”salonkunst”. Eksempler derpå var nogle af de enkeltskulpturer med udgangspunkt i Helvedesporten, som han senere overførte til marmoret, bl.a. Evigt forår (L’Eternel Printemps) og Kysset (Le Baiser), begge oprindeligt modelleret i 1884 og hugget i marmor efter 1900. Af andre eksempler kan fremhæves Danaiden (La Danaïde, modelleret 1885) og Ovidisk metamorfose (Les Métamorphoses d’Ovide, modelleret før 1886), der begge ligeledes blev hugget i marmor efter 1900.

Ligesom Rodin selv havde brugt en række af sine ungdomsår som assistent for nogle af tidens markante billedhuggere, kom han også med årene til at beskæftige en del medhjælpere i sit atelier. Især i den sene del af sin kunstnerkarriere havde han mange assistenter, der hjalp ham med udførelse af en række specialopgaver. Det gjaldt fx forstørrelse af hans mindre, modellerede forarbejder; en opgave, som især blev varetaget af Henri Lebossé (1845-1922). En anden af hans fremtrædende medhjælpere var Séraphin Soudbinine (1867-1944), der blev hans mest betroede medhjælper i arbejdet med at udhugge marmorskulpturerne.

Eksempler på Rodins livsværk findes på mange kunstmuseer verden over. Det gælder især posthume bronzeafstøbninger af hans hovedværker. De originalværker, kunstneren skabte i sin levetid, kan ses på nogle få museer, i særdeleshed Rodin-museet i Paris, men eksempelvis også på Ny Carlsberg Glyptotek i København, som har en af verdens betydeligste Rodin-samlinger.

I sin levetid blev Rodin alment beundret som periodens betydeligste billedhugger. Han blev anset som sin tids Michelangelo; den af fortidens store mestre han også selv agtede højest og følte sig stærkest inspireret af.

Nye kunstidealers gennembrud i 1900-tallet affødte – især i de første årtier efter Rodins død i 1917 – en del kritik af hans udtryksform. Igennem en længere periode overskyggede disse negative vurderinger den almene anerkendelse af Rodins kunsthistoriske betydning. Men i løbet af 1950’erne og fremefter genvaktes agtelsen for hans kunst, og han regnes i dag for at være den betydeligste af de billedhuggere, som var jævnaldrende med impressionisterne.

Rodin fik stor betydning for mange af 1900-tallets billedhuggere. Eksempelvis følte fremtrædende modernister som Aristide Maillol, Constantin Brancusi og Henry Moore sig i dyb gæld til hans kunst.

Rodin realiserede i og med sin kunst mange nyskabende træk. I bevidstheden om sine kunstneriske virkemidlers abstrakte egenart var han helt på linje med sin tids mest banebrydende impressionister og postimpressionister. På sit arbejdsfelt blev han således grundlæggeren par excellence af den moderne billedhuggerkunst.

• impressionisme
• Frankrig – billedkunst – impressionisme
• Camille Claudel

Hjemmeside for Musée Rodin i Paris