Brandskade er skader, der opstår, når huden, slimhinderne og/eller dybereliggende væv udsættes for stærk varme, elektricitet, ætsning eller stråling, som fører til celleskade og celledød. Brandskader inddeles i første-, anden- og tredjegradsforbrænding afhængig af skadens dybde. Andegradsforbrænding inddeles desuden i overfladiske og dybe andengradsforbrædninger.

Faktaboks

Også kendt som
combustio, kombustion (af latin comburere 'at brænde op')

Årsager

En almindelig årsag til lette brandskader er solskoldning. Denne forbrænding forårsager smerter og hævelse, men fører sjældent til skader, der kræver medicinsk behandling. Almindelige årsager til alvorligere brandskader er varme væsker (fx kogende vand eller varm olie), ild (brand, bål, eksplosioner) eller elektrisk strøm.

I forbindelse med elektriske brandskader, inklusiv lynnedslag, kan skaden på hudoverfladen være ubetydelig sammenlignet med de store indre skader. Disse opstår som følge af den varmeudvikling, der finder sted, når strøm med høj spænding passerer gennem vævene. De indre skader er som oftest lokaliseret til muskler, nerver og blodkar.

Gradering af brandskade

Brandskader, der opstår ved ydre varmepåvirkning, klassificeres normalt som første-, anden- eller tredjegradsforbrænding.

Førstegradsforbrænding gør huden rød, hævet (ødematøs) og smertefuld.

Andengradsforbrænding inddeles i overfladiske og dybe forbrændinger. Ved overfladiske andengradsforbrændinger ses huden rød og hævet med brandvabler. Ved dybe andengradsforbrændinger er der ingen blæner. Trykkes ned på huden bliver den bleg, og der går lang tid inden den genvinder sin kulør, betegnet forlænget kapillærrespons.

Tredjegradsforbrænding giver fast, læderagtig hud (med farve alt efter skademekanismen), hvor følelsen er ophævet.

Ni-procentregel

Størrelsen på brandskaderne estimeres lettest efter den såkaldte ni-procentregel. Hoved og hals udgør omkring 9 % af kroppens overflade, en arm udgør 9 % , et ben 2 × 9 %, kroppens forside 2 × 9 %, og kroppens bagside 2 × 9 %. Denne regel er brugbar for voksne, men fungerer dårligere for børn, hvor hovedet udgør en væsentlig større del af kropsoverfladen end hos voksne.

Ved pletvis forbrænding kan personens håndfladestørrelse være til hjælp, da håndfladen repræsenterer cirka 1 % af kroppens overflade.

Betændelsesreaktion

Fra brandskadet væv frigøres signalstoffer, som udløser en betændelsesreaktion. Denne betændelsesreaktion gør, at de små blodkar bliver mere gennemtrængelige for væske og proteiner, så en øget mængde væske siver ud fra blodbanen og ophobes i vævene (ødem).

Ved mindre brandskader er betændelsesreaktionen først og fremmest lokaliseret til det forbrændte område og det væv, der ligger nærmest dette område. Ved større brandskader vil betændelsesreaktionen påvirke hele organismen, så der dannes ødem også i områder af kroppen, som ikke er forbrændt.

Behandling af brandskader

Behandlingen af brandskader består i første omgang i, at køle det område ned, der er forbrændt. Kølingen vil også have en umiddelbar smertestillende effekt. Køling bør ske straks og pågå i mindst 20 minutter med koldt eller lunkent vand. Vandet skal ikke være iskoldt. En undersøgelse fra 2019 viste, at nedkøling med 16 graders vandtemperatur i 20 minutter reducerede dybden af brandskaden. Hos småbørn kan kropstemperaturen risikere at falde som følge af for ivrig nedkøling.

Mindre og mellemstore skader

Mindre brandskader (under 15 % med andengrads- eller under 2 % med tredjegradsforbrænding) kræver normalt ikke hospitalsbehandling. Mellemstore skader (15–30 % med andengrads- eller 2–10 % med tredjegradsforbrænding) skal behandles på hospital.

Små skader kræver oftest ikke anden behandling end afkøling. Større skader kan kræve avanceret sårbehandling. Hos småbørn kan det være nødvendigt, at sådan sårbehandling udføres i narkose .

Store brandskader

Brandskader af større omfang betragtes som livstruende. Ved forbrænding af 50 % af kropsoverfladen er dødeligheden cirka 50 % og betydeligt højere hos personer over 60 år. Ved 70 % forbrænding er dødeligheden 80–90 %, selvom personen indlægges på specialafdeling.

I Danmark kan behandling af brandsår varetages på alle hospitaler, men store forbrændinger eller komplicerede forbrændinger behandles på Rigshospitalet i København.

Væskebehandling

Ud over sårflader, der væsker, og øget fordampning fra disse flader, kan betændelsesreaktionen føre til, at væsketabet fra blodbanen bliver så stort, at personen kan få kredsløbssvigt, hvis vedkommende ikke får tilført væske intravenøst. Når større mængder muskelvæv ødelægges, frigøres der meget myoglobin. Dette myoglobin kan gå over i blodet og give nyreskade.

For at undgå hypovolæmi skal personer, der har mellemstore og store brandskader, gives intravenøs væske så hurtigt som muligt efter skaden. Effekten af væskebehandlingen kan overvåges ved at måle personens urinmængde og hæmoglobinkoncentrationen i blodet.

Kirurgisk behandling

Hvis dybe brandskader hindrer vejrtrækning eller blodcirkulation, lægges aflastende snit gennem forbrændte områder (eskarotomi). Videre behandling består i at fjerne ødelagt hud og andet væv. Det kan desuden være aktuelt med hudtransplantationer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig