gepard

Geparden tilhører sin egen slægt, Acinonyx, i kattefamilien (Felidae) og rovdyrordenen (Carnivora). Den placeres i underfamilien Felinae, hvor man også finder de små katte. Dens nærmeste slægtninge er pumaen og jaguarundien.

DNA-undersøgelser har vist, at der findes fem genetisk forskellige underarter:

• nordvestlig gepard (Acinonyx jubatus hecki)
• sydlig gepard (A. j. jubatus)
• østafrikansk gepard (A. j. raineyi)
• nordøstafrikansk gepard (A. j. soemmeringi)
• asiatisk gepard (A. j. venaticus).

Geparden vejer 21-64 kg. Den har en hoved-og-kropslængde på 105-152 cm, en hale på 51-87 cm og en skulderhøjde på 79-94 cm. Hannerne er i gennemsnit større end hunnerne. Den har en usædvanlig slank kropsbygning med en smal talje, lange, tynde ben og et relativt lille hoved.

Geparden har små, runde og sorte pletter, der til forskel fra leoparden sidder isoleret og ikke i klaser (rosetter). Desuden har den en karakteristisk ”tårestribe”, dvs. en bred, sort stribe, der løber fra den indre øjenkrog til mundvigen. Typisk for plettede katte har hver gepard et særegent mønster, der kan bruges af forskere til at genkende individer. Pelsen er kort og strid med undtagelse af en man på nakken og skuldrene. Manen består af grå hår på op til 8 cm og kan rejses. Pelsens grundfarve varierer fra beige til gullig. Geparder i ørkener og andre tørre regioner har typisk en lysere pels. I et lille område i det sydlige Afrika findes der en farvevariant, som kaldes kongegepard. Den har meget større pletter, der ofte smelter sammen til striber. Dette er ikke en underart, som man tidligere troede, men skyldes en genetisk mutation. Man har også registreret sorte (melanistiske), pletløse og albinistiske individer.

Sammenlignet med katte i slægten Panthera (dvs. løve, tiger, leopard m.fl.) er gepardens kranium rundt og kortsnudet. Ørerne er små og runde, og øjnene er store og orange med runde pupiller. Geparden har et skarpt syn, som er tilpasset til at opdage byttedyr i åbne landskaber; den kan få øje på en gazelle, som bevæger sig på to kilometers afstand.

Tidligere var geparden vidt udbredt i Afrika og det sydvestlige Asien, men i dag findes den kun i 9 % af sit oprindelige udbredelsesområde. De vigtigste tilbageværende bestande findes i det sydlige og østlige Afrika. Arten er gået særligt drastisk tilbage i Vest-, Central- og Nordafrika samt i Asien.

I Asien strakte gepardens udbredelse sig oprindelig fra Middelhavets kyster og Den Arabiske Halvø, nordpå til Det Kaspiske Hav og Aralsøen og østpå gennem Usbekistan, Turkmenistan, Afghanistan og Pakistan til det centrale Indien. Nu findes den asiatiske gepard kun i Iran og anses derfor for kritisk truet.

I Afrika lever geparden i mange naturtyper, fra savanner, halvørkener og ørkener (inklusive Sahara og Kalahari) til tør skov og buskland. Derimod undgår den regnskov og bjergskov. Den er blevet registreret i 4.000 meters højde på Mt. Kenya. I Iran findes geparden i ørken.

Gepardens føde domineres generelt af små og mellemstore hovdyr på op til omkring 40-50 kg. I Afrika jager den især antiloper og vortesvin. Af foretrukne antiloper kan nævnes gazeller (thomsongazelle udgør 66 % af gepardens byttedyr på Serengetis sletter), springbuk (ca. 90 % af byttedyrene i Kalahari), impala (68 % af byttedyrene i Krüger Nationalparken), rørbuk, puku, kob, kongoni, oribi, lille kudu, gerenuk og dikdikker. Desuden kan geparden tage kalve af alle antiloper, selv den største af dem alle, eland. I Iran domineres føden af mouflon, vildged og gazeller. Hangeparder, der samarbejder om jagten, kan nedlægge bytte så store som gnu, kongoni, stor kudu, oryx og unge giraffer. I områder med mangel på hovdyr kan mindre dyr som harer, springharer og fugle være vigtige bytter.

Et lille byttedyr nedlægger geparden ofte ved med en forpote at daske til dets ben, bagkrop eller skulder, så det mister balancen og styrter. Når det drejer sig om mellemstore og store byttedyr, bruger geparden normalt sin veludviklede vildtklo (den inderste tå på forbenet, der sidder et stykke oppe ad poten) til at trække dem ned. Endelig kan geparden også hoppe op på ryggen af et stort byttedyr.

Med sin uovertrufne fart er geparden et ualmindeligt effektivt rovdyr. Dens jagtsucces ligger typisk helt oppe på 50-70 %, hvilket er langt højere end det sædvanlige for løver og leoparder. Modsat andre katte behøver den ikke at snige sig helt tæt på et byttedyr for at have en chance for at fange det, men indleder ofte jagten på afstand. Der er dog én væsentlig faktor, der sætter grænse for, hvor langt en gepard kan spurte i træk: Den overopheder hurtigt. I løbet af få hundrede meter når dens kropstemperatur op over 40 °C, og som regel opgiver den en jagt, hvis ikke den har fanget et bytte inden for 200-300 meter. Geparden er så forpustet efter en jagt – den trækker vejret op til 150 gange i minuttet – at der kan gå en halv time, før den er i stand til at begynde måltidet.

På den afrikanske savanne jager geparden normalt i dagtimerne. Det er givetvis for at mindske risikoen for at blive berøvet af plettet hyæne, løve og leopard, der alle er nataktive. I Sahara, hvor disse tre hovedfjender af geparden ikke findes, er geparden ofte nataktiv. Geparden er i stand til hurtigt at sætte store mængder føde til livs; op til 14 kg kød i ét måltid. Herefter kan den klare sig i 2-5 dage, før den behøver at æde igen. Den æder ikke ådsler, og i modsætning til andre katte vender den sjældent tilbage til sit bytte.

Geparden drikker, hvis der er vand tilgængeligt, men den er i stand til at klare sig helt uden drikkevand. I så fald får den sit væskebehov dækket gennem sine byttedyrs kropsvæsker. I Kalahari kan den æde tsammameloner for vædens skyld.

Geparden har en social adfærd, som ikke ses hos noget andet pattedyr. Hvor de voksne hunner lever for sig selv eller med deres unger, kan hangeparder i hele deres voksenliv leve i små grupper kaldet koalitioner. En koalition består typisk af 2-3 individer, men en sjælden gang imellem 4. Søskende fra samme kuld har tendens til at blive sammen i omkring seks måneder, efter at de er blevet uafhængige. Hunnerne forlader gruppen, når de bliver kønsmodne. Hannerne forbliver derimod sammen, og det er oftest sådan, en koalition opstår. Koalitioner kan dog også omfatte fremmede hanner, især når der er tre medlemmer. I Serengeti indeholder 30 % af koalitionerne fremmede hanner. Hanner, der lever i koalitioner, har større chance for at tilkæmpe sig og forsvare et territorium end hanner, der lever alene.

De mest grundige undersøgelser af geparders rumlige adfærd er foretaget i Serengeti. Her er 40 % af hannerne ikketerritoriale; de lever en nomadetilværelse og færdes over store områder (de omtales som nomadehanner). Ligeledes har hunnerne langt større leveområder end territoriehannerne. I Serengeti har territoriehannernes territorier i gennemsnit et areal på kun 37 km², mens nomadehannernes leveområder i gennemsnit er 777 km² og hunnernes over 800 km². I Namibia er situationen anderledes. Her har alle kategorier af geparder store leveområder, både enlige hanner (i gennemsnit 1.490 km²), koalitionshanner (i gennemsnit 1.344 km²) og hunner (i gennemsnit 2.160 km²).

Hanner – koalitioner såvel som enlige – opsøger og holder sig tæt på hunner i løbetid. Hunnerne har ikke faste partnere og parrer sig ofte med flere hanner. DNA-faderskabsundersøgelser har vist, at 43 % af kuldene i Serengeti har flere fædre.

Hunnen går drægtig i 90-98 dage. Kuldstørrelsen ligger på 1-8 killinger. Ingen andre store katte får så store kuld. Normalt er det dog højest 6 søskende, der kommer frem fra fødselsskjulet. Killingerne vejer 250-350 gram ved fødslen. De er iklædt en 8-10 cm lang, blågrå, silkeagtig pels, som de beholder de første tre måneder.

Fødselsskjulet kan være i højt græs, tæt vegetation, mellem klipper eller en jordhule fra et andet dyr. Ied første 6-8 uger af deres liv er killingerne knyttet til skjulet, men i denne periode kan hunnen regelmæssigt flytte dem til nye skjul. I en alder af 3-4 måneder begynder de at følges med hunnen på hendes jagter. Hunnen kan bringe levende byttedyr til ungerne, så de kan øve sig i at nedlægge og aflive bytte. Legende unger kan nogle gange spolere hunnens jagt, men overordnet lader de ikke til at have den store negative effekt på hunnens jagtsucces.

Ungerne bliver vænnet fra (dvs. holder op med at die), når de er 3-6 måneder gamle, og de bliver uafhængige efter 13-20 måneder. De unge hunner slår sig sædvanligvis ned tæt på moren, og mødre og døtres leveområder kan overlappe med så meget som 60 %. Unge hanner spreder sig derimod længere væk, formentlig for at undgå indavl.

De højeste levetider, man har registreret for geparder, er 14 år i naturen og 21 år i fangenskab. I Serengeti har man set hunner blive op til 13 år gamle, mens hanner ikke lever længere end 7 år.

Tidligere troede man, at gepardens udviklingslinje opstod i Nordamerika og herfra spredte sig til Eurasien og Afrika. Det skyldtes fundet i Nordamerika af to meget gepardlignende pleistocæne arter i slægten Miracinonyx. Undersøgelser af forhistorisk DNA (ancient DNA) har dog vist, at Miracinonyx er nærmere beslægtet med pumaen, og at slægtens lighed med geparden skyldtes konvergent evolution. I stedet mener man nu, at geparderne opstod i den gamle verden, dvs. Afrika og Eurasien. I Europa har man fundet fossiler af forhistoriske geparder så langt nordpå som Tyskland.

• kattefamilien
• rovdyr