overdiagnostik

En norsk befolkningsundersøgelse viser fx, at kun omkring 5 % af befolkningen ville kunne betegnes som raske, hvis hele befolkningen blev undersøgt for, om de har øget risiko for at få hjerte-kar-sygdomme – og det er jo langt fra 95 % af den norske befolkning, som i løbet af livet bliver syge og/eller dør af hjerte-kar-sygdomme. En australsk undersøgelse viser desuden, at ca. hver fjerde mand, og hver femte kvinde med en kræftdiagnose er overdiagnosticeret.

Tilsvarende tyder andre videnskabelige undersøgelser, at det også forekommer en betydelig grad af overdiagnostik af psykiatriske diagnoser, fx ADHD og autismespektrumforstyrrelse.

Dette kan fx forekomme hos en person, som bliver meget ked af det pga. en større drastisk hændelse i livet, fx en afskedigelse, en skilsmisse eller lignende. Nogle mennesker bliver modløse, apatiske og triste de første dage til uger efter sådanne større hændelser, hvor sværhedsgraden og varigheden af personens ked-af-det-symptomer kan opfylde de diagnostiske kriterier for en mild depression. Men for de fleste personer er sådanne symptomer forbigående. Så uanset om personen får en depressionsdiagnose eller ej, når vedkommende har det værst, så vil prognosen for de fleste mennesker ved sådanne hændelser være god. En depressionsdiagnose ville derfor kunne betragtes som en form for overdiagnostik.

Definitionen ovenfor rejser nogle svære spørgsmål. Hvem afgør, hvad der er en fordel? En diagnose kan fx give adgang til støtte i skolen, tilskud til psykologhjælp, sociale tilbud eller særlige hensyn på arbejdspladsen og kan derfor opleves som hjælpsom. Alligevel løser disse fordele ikke det grundlæggende problem med unødig sygeliggørelse (patientliggørelse) og giver heller ingen fordele i forhold til symptomernes udvikling. Faktisk er der forskning der peger på, at for nogle former for hjælp, kan hjælp fra sundhedsprofessionelle forværre sygeliggørelsen af det enkelte individ.

Ved overdetektion handler det lidt forenklet sagt om at “finde for meget”. Overdetektion forekommer, når lægen, eller en anden sundhedsprofessionel, identificerer noget som er unormalt, afvigende eller abnormt, som ikke i fremtiden vil være årsag til symptomer, sygelighed eller død. Lægen finder altså et eller andet i kroppen, der defineres som sygdom, uden at patienten nogensinde vil mærke noget til det eller opleve nogen konsekvenser af det. Mere specifikt kan det siges, at der identificeres afvigelser, abnormiteter, risikofaktorer, patofysiologiske eller patoanatomiske forandringer hos individer, og at disse abnorme fund aldrig senere i livet vil give personerne symptomer eller være årsag til personernes død.

Der er groft set fire årsager til, at der kan forekomme overdetektion:

1. Den menneskelige krop er fuld af harmløse patologiske forandringer.
2. Jo kortere restlevetid et menneske har, jo større er risikoen for overdiagnostik.
3. Ny mere følsom teknologi gør at stadig mindre harmløse forandringer identificeres.
4. Ny teknologi bliver nemmere tilgængelig og billigere, og dermed kan der måles hyppigere, måske ligefrem kontinuerligt.

Ved overdefinition handler det lidt forenklet sagt om at “definere for meget”. Dette kan forekomme på baggrund af to mekanismer:

1. Nedsættelse af tærskelværdier og/eller behandlingsgrænser for risikofaktorer, uden at der samtidig er evidens for, at dette rent faktisk får folk til at have det bedre eller leve længere.
2. Udvidelse af sygdomsdefinitioner, hvilket betyder, at personer med tvetydige eller milde symptomer også bliver kategoriseret som syge.

Sygdomsprangeri handler lidt forenklet sagt om at “opfinde nye sygdomme”. På engelsk kaldes det disease mongering, og der findes ikke nogen anerkendt dansk oversættelse at dette ord. I danske artikler om diasease mongering er betegnelser som sygdomsprangeri, sygdomspromovering eller at oversælge sygdom blevet anvendt.

Ved sygdomsprangeri sker der en medikalisering af normaltilstande. Det karakteristiske ved sygdomsprangeri er derfor, at en formodet “sygdom” kendetegnes ved almindeligt forekommende ubehag, utilpashed og lidelse, som langt de fleste mennesker erfarer fra tid til anden i løbet af livet, fx sorg.

Diagnosen Prolonged Grief Disorder (som der ikke foreligger nogen officiel dansk oversættelse af endnu), er anerkendt som diagnose af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og inkluderet i den internationale sygdomsklassifikation ICD-11, og kan betragtes som en medikalisering af sorg. Bliver vi gamle nok, vil vi som mennesker alle opleve sorg, når en af vores familiemedlemmer eller en ven dør. For nogle er sorgen langvarig og kompliceret, mens den for andre hurtigere bliver en integreret del af livet. Men da der ikke er udviklet nogen referencestandard (fx et klinisk interview) for, hvad fænomenet Prolonged Grief Disorder egentlig er (og dermed ikke er), så findes der ikke empirisk evidens for, hvor mange eller hvor få, der oplever prolonged grief efter et dødsfald hos en nærtstående. Det betyder også, at både overdetektion og overdefinition kan komme i spil ved Prolonged Grief Disorder.