virusinfektion

En virusinfektion begynder som oftest med at virus invaderer kroppens celler og formere sig i nærheden af det sted, hvor det kom ind i kroppen. Nogle virus går over lymfesystemet og kan sprede sig til forskellige lymfeknuder, hvor de ofte bekæmpes af hvide blodlegemer.

Nogle virus, for eksempel hiv, invaderer og formerer sig i en type af hvide blodlegemer, der kaldes T-lymfocytter (nærmere bestemt typen af T-lymfocytter, der hedder CD4-hjælperceller).

Videre kan spredning komme fra lymfesystemet over i blodbanen, og i løbet af få minutter vil virus være spredt rundt i kroppen. Derefter kan virus invadere og formere sig i bestemte organer, som huden, hjernen, leveren eller lungerne. Hvis virus angriber vitale organer, kan dette give alvorlig sygdom. Andre virus spreder sig langs nervefibre i kroppen til deres respektive målorganer.

Virus kan ødelægge eller forstyrre aktiviteten i de celler, de invaderer. Også kroppens immunsystem kan reagere på virusset og dermed forårsage symptomer som blandt andet feber og træthed.

Kroppens immunsystem producerer antistoffer, der kan binde sig til viruspartikler og følge blodstrømmen som strukturer, der kaldes immunkomplekser. Derefter kan antistofferne nedfældes i forskellige dele af kroppen og føre til betændelse og alvorlig vævsskade.

Kroppens immunsystem sætter alle sine processer i gang, så snart et virus dukker op. Både hvide blodlegemer, der kaldes makrofager, der fortærer viruspartikler, og lymfocytter, der producerer antistoffer mod virusset eller angriber celler, der er inficeret med virusset, aktiveres. Dette gør, at de fleste virusinfektioner går over af sig selv i løbet af dage eller uger. Derudover udvikles ofte en vis immunitet, så et nyt angreb med samme virus ikke vil føre til sygdom (for eksempel ved mæslinger). Det er denne immunitet, der danner grundlaget for, at en række sygdomme kan forebygges med vaccination.

Diagnosen ved virusinfektion kan stilles klinisk, dvs. ud fra symptomer og sygdomstegn, ved at påvise virus eller dele af virus (på forskellige måder), eller ved påvisning af antistoffer mod et bestemt virus.

For at kunne diagnosticere virusinfektioner, skal en vævs- eller væskeprøve fra patienten analyseres. En sådan prøve kan, afhængigt af virus, fx tages fra afføring, sårvæske, blod, urin, spinalvæske eller hjernevæv.

Mod en del virusinfektioner er der i de senere år blevet udviklet behandling, der hæmmer eller dræber virusset; eksempler på dette er hiv-infektion, infektion med hepatitis B- og hepatitis C-virus, Herpes simplex-virus, og COVID-19. Der findes dog stadig ingen behandling af virusset for de fleste virusinfektioner. De mest effektive vacciner, der er i brug i dag, er mod virusinfektioner, fx gul feber, poliomyelitis, hepatitis A og hepatitis B.

• virus
• infektionssygdomme
• vaccine
• vaccination