Messias, den salvede, er i Det Gamle Testamente i Bibelen en hæderstitel for ypperstepræster, konger og profeter. Salvning udtrykte nærhed til det hellige, og i Det Gamle Testamente berettes fx om salvede ypperstepræster (fx 3. Mosebog 4,3) og om kongen som "Herrens salvede" (fx 1. Samuelsbog 24,7). Men "salvede" kunne også andre være, der gik Guds ærinde, bl.a. profeter (fx 1. Kongebog 19,16); i Esajas' Bog 45,1 kaldes perserkongen Kyros for "Herrens salvede".
Faktaboks
- Etymologi
- Titlen messias er græsk og kommer fra hebraisk hammasiah 'den salvede', svarende til græsk christos, jf. latin Kristus.
Som udtryk for besiddelse af Guds ånd blev prædikatet i de gammeltestamentlige pseudepigrafer og i Dødehavsteksterne brugt om fremtidige skikkelser, der skulle bringe Israel frelsen og genoprette Davids rige, nogle gange sådan, at der var både en præstelig og en kongelig messias. Messias behøvede altså ikke at være en overnaturlig skikkelse.
Når det bruges om Jesus i Det Nye Testamente, udtrykker det således, at han optrådte i kraft af Guds ånd, som han fik ved dåben; kun to steder i Det Nye Testamente står den transskriberede form Messias, og den forklares begge gange (Johannesevangeliet 1,41; 4,25), desto hyppigere det græske christos (i Det Nye Testamente i alt 531 gange), der tidligt også optræder som egennavn, via latin fordansket til Kristus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.