Den Europæiske Unions Domstol

Denne artikel omhandler EU-Domstolen samlet. For dens øverste instans, der i daglig tale også benævnes "Domstolen", se Domstolen (øverste instans).

Den Europæiske Unions Domstol, ofte i daglig tale kaldet EU-Domstolen, er EU's domstol og dermed den dømmende magt i sager som vedrører EU-retten, men ikke nationale love, hvor hvert medlemsland har sit eget retssystem.

EU-Domstolen består af to instanser:

1. Domstolen, der er den øverste instans, og som hører sager fra nationale domstole til indledende afgørelser, omstødelse eller appel. Består af 1 dommer fra hvert EU-land samt 11 generaladvokater.
2. Den Europæiske Unions Ret, som påkender annullationssøgsmål anlagt af privatpersoner, selskaber og, sjældnere, nationale regeringer (med fokus på antitrust, statsstøtte, handel, landbrug og varemærker). Består af 2 dommere fra hver medlemsstat.

Domstolen hed tidligere EF-Domstolen (De Europæiske Fællesskabers Domstol), da dens kompetenceområde var det fælles marked. Da Lissabontraktaten trådte i kraft, ændrede domstolen navn (og funktion) til Den Europæiske Unions Domstol med virkning fra 1. december 2009. Domstolen, der blev oprettet i 1952, er beliggende i Luxembourg.

EU-Domstolens behandler typisk følgende sagstyper:

• Præjudicielle spørgsmål fra domstolene i medlemsstaterne (artikel 267 TEUF)
• Traktatbrudssøgsmål (artikel 259 TEUF og 260 TEUF)
• Annullationssøgsmål (artikel 263 TEUF)
• Passivitetssøgsmål (artikel 265 TEUF)
• Erstatningssøgsmål (artikel 268 TEUF)

Domstolen

Uddybende artikel: Domstolen (øverste instans)

Retten

Uddybende artikel: Retten (EU)

Danmark i EU-Domstolen

Den danske dommer ved Domstolen er Lars Bay Larsen, der har været dommer siden januar 2006. De to danske dommere ved Retten Sten Frimodt Nielsen (siden 2007) og Jesper Svenningsen (siden 2016).

Der har været flere sager vedrørende Danmark ved EU-Domstolen.

Skatteretlige afgørelser

Et gennemgående træk i sagerne er den tidsmæssige forskydning mellem EU-Domstolens fortolkning af EU-retten, den nationale domstols konkrete anvendelse heraf, og Skattestyrelsens generelle administrative implementering gennem styresignaler.

Masco (C-593/14)

Masco-sagen vedrørte dansk beskatning af renteindtægter efter reglerne om tynd kapitalisering for indkomstårene 2005 og 2006. Selskabet havde undladt at medregne renteindtægter med henvisning til EU-retten. Efter afgørelse fra SKAT i 2008 blev sagen indbragt for Landsskatteretten og de nationale domstole, hvorefter der skete præjudiciel forelæggelse.

EU-Domstolen afsagde dom den 21. december 2016. På dette tidspunkt var der forløbet næsten ni år siden den oprindelige administrative afgørelse. Først den 7. januar 2019 udsendte Skattestyrelsen styresignal (SKM2019.6.SKTST) om dommens konsekvenser. Andre skatteydere opnåede dermed først tilsvarende retsstilling mere end to år efter EU-dommen.

Bevola (C-650/16)

Bevola-sagen angik spørgsmålet om fradrag for tab i en finsk filial ved opgørelsen af dansk skattepligtig indkomst for 2009. SKAT nægtede fradrag i 2012, og efter behandling i Landsskatteretten blev sagen forelagt EU-Domstolen af Østre Landsret.

EU-Domstolen afsagde dom den 12. juni 2018 og fastlagde den EU-retlige fortolkning. Østre Landsret afgjorde herefter sagen den 16. juni 2020. Der gik imidlertid betydelig tid, før Skattestyrelsen tog generel stilling til dommens rækkevidde for andre skatteydere, hvilket medførte fortsat usikkerhed om retsstillingen i tilsvarende sager.

ATP PensionService (C-464/12)

ATP-sagen vedrørte momsfritagelse for pensionsadministrationsydelser leveret af ATP PensionService (som i 2024 er et inaktivt selskab under ATP Koncernen) til pensionskasser. Sagen havde en lang national forhistorie og blev forelagt EU-Domstolen i 2012.

EU-Domstolen afsagde dom den 13. marts 2014. Først i 2019 udsendte Skattestyrelsen styresignal (SKM2019.145.SKTST) om en forenklet model for tilbagebetaling af moms, idet der samtidig blev henvist til tidligere styresignal om generelle retningslinjer for tilbagebetaling af beløb opkrævet i strid med EU-retten, herunder praksis i Danfoss og Sauer-Danfoss.

Folketingets Ombudsmand har kritiseret den samlede sagsbehandlingstid på cirka ni år som “helt uacceptabel”, selv når kompleksiteten og antallet af sager tages i betragtning. Ombudsmanden fremhæver, at myndigheder uanset sagens karakter har pligt til at sikre en rimelig fremdrift, og at utilstrækkelige ressourcer eller udvikling i praksis ikke kan legitimere en uacceptabel forlængelse af sagsbehandlingstiden. Kun pensionsinstitutter, der indgik i ATP-sagen, har fået momsen retur, hvilket kan give indtryk af usaglig forskelsbehandling. Den generelle 10-årige forældelsesfrist kan blive utilstrækkelig, når sagsbehandlingen strækker sig over et tilsvarende tidsrum. Der kan således konstateres en periode på flere år mellem EU-Domstolens afgørelse og den administrative implementering i form af generelle retningslinjer.

Afgørelser angående fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital

Værnetingsregler (C-716/17)

Ved dom af 11. juli 2019 fastslog EU-Domstolen, at et dansk bopælskrav i konkurslovens værnetingsregler for behandling af ansøgninger om gældssanering var i strid med TEUF artikel 45 om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Sagen angik en dansk statsborger bosat i Sverige, som arbejdede og var fuldt skattepligtig i Danmark. Hans ansøgning om gældssanering blev afvist af Sø- og Handelsretten med henvisning til manglende hjemting i Danmark. Østre Landsret forelagde herefter præjudicielle spørgsmål om foreneligheden med artikel 45 TEUF samt om bestemmelsens eventuelle horisontale direkte virkning.

EU-Domstolen fastslog, at bopælskravet kunne afskrække en insolvent arbejdstager fra at udøve sin ret til fri bevægelighed og dermed udgjorde en restriktion. Selv om hensynet til effektiv kontrol af skyldnerens socioøkonomiske forhold blev anerkendt som legitimt, fandt Domstolen, at bopælskravet ikke var proportionalt. Kravet var ikke egnet til konsekvent og systematisk at forfølge det påberåbte formål, idet gældssanering ikke automatisk bortfaldt ved senere fraflytning, og idet erhvervsdrivende uden bopæl i Danmark allerede kunne opnå adgang til ordningen.

Domstolen anførte, at mindre indgribende foranstaltninger – såsom krav om pålidelige oplysninger om skyldnerens forhold – kunne sikre formålet. På denne baggrund blev danske domstole, i kraft af EU-rettens forrang, forpligtet til at undlade at anvende bopælskravet, også selv om dette kunne påvirke private kreditorers retsstilling. Dommen nødvendiggør lovændring og har betydning for unionsborgere med grænseoverskridende arbejdssituationer.

Wind m.fl. (leasing af motorkøretøjer)

I en sag om leasing af motorkøretøjer til personer bosat i Danmark tog EU-Domstolen stilling til den danske ordning om forholdsmæssig registreringsafgift og kravet om forhåndsgodkendelse. Sagen angik en dansk bosiddende person, der leasede et køretøj fra et tysk leasingselskab, og hvor danske skattemyndigheder krævede fuld registreringsafgift betalt forud for ibrugtagning, med efterfølgende eventuel tilbagebetaling.

Domstolen kvalificerede forhåndsgodkendelsesordningen og kravet om forudgående betaling af fuld afgift som restriktioner efter TEUF artikel 56 om tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Ordningen kunne afholde både danske forbrugere fra at benytte udenlandske leasingselskaber og udenlandske selskaber fra at tilbyde tjenesteydelser i Danmark.

Selv om hensynet til at forebygge omgåelse og misbrug blev anerkendt som legitimt, fandt Domstolen, at ordningen gik videre end nødvendigt. Den omfattede generelt alle grænseoverskridende leasingforhold uden krav om konkrete indikationer på misbrug. EU-Domstolen pegede på mindre indgribende alternativer, herunder pro rata-beregning af afgift baseret på leasingperiodens varighed samt mulighed for efterfølgende kontrol og sanktioner ved dokumenteret misbrug.

Dommen indebærer krav om justering af dansk lovgivning for at sikre proportionalitet og undgå generelle forhåndshindringer for grænseoverskridende leasingydelser.

X mod Udlændingestyrelsen (afledt opholdsret)

I en sag om afledt opholdsret for et mindreårigt tredjelandsbarn til en dansk statsborger, der havde opholdt sig i Sverige, tog EU-Domstolen stilling til fortolkningen af TEUF artikel 21 og opholdsdirektivets principper.

Dansk administrativ praksis stillede krav om, at ansøgning om opholdskort skulle indgives i “naturlig forlængelse” af unionsborgerens tilbagevenden til Danmark. EU-Domstolen fastslog, at en sådan tidsmæssig betingelse ikke i sig selv er uforenelig med EU-retten, men at den ikke må anvendes automatisk eller mekanisk.

Domstolen understregede, at den afledte opholdsret skal sikre fortsættelsen af et familieliv, som er opbygget eller konsolideret under lovligt ophold i en anden medlemsstat. Nationale myndigheder kan tage tidsforløbet som et indicium ved vurderingen af, om familielivet fortsat består, men skal foretage en samlet og konkret vurdering af alle relevante forhold. En automatisk afvisning alene på grund af tidsmæssig afstand er ikke forenelig med EU-retten.

Dommen præciserer balancen mellem medlemsstaternes kompetence til at kontrollere opholdsgrundlag og unionsborgeres ret til effektiv udøvelse af fri bevægelighed.

Fidelity Funds (C-480/16)

Ved dom af 21. juni 2018 fastslog EU-Domstolen, at dansk kildeskattepraksis over for udenlandske investeringsinstitutter var i strid med TEUF artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed.

Danske investeringsinstitutter kunne opnå fritagelse for kildeskat på udbytter, hvis de opfyldte betingelser om minimumsudlodning eller teknisk opgørelse heraf. Udenlandske institutter var derimod undergivet kildeskat uden tilsvarende mulighed for fritagelse.

Domstolen fandt, at denne forskelsbehandling udgjorde en restriktion for kapitalbevægelser, idet udenlandske investeringsinstitutter blev stillet mindre gunstigt end tilsvarende danske institutter. Danmark kunne ikke påberåbe sig hensyn, der retfærdiggjorde en sådan generel forskel, når udenlandske institutter i praksis kunne befinde sig i en sammenlignelig situation.

Dommen medførte krav om ændring af dansk praksis og har haft betydning for en række genoptagelsessager vedrørende tilbagebetaling af uberettiget opkrævet kildeskat.

Afgørelser om statsstøtte og konkurrence

ITD mod Kommissionen

Ved dom af 5. maj 2021 annullerede Retten Kommissionens afgørelse om, at danske kompensationsordninger til PostNord udgjorde statsstøtte. Sagen vedrørte dels en momsdispensation fra 1990, dels en kapitaltilførsel til Post Danmark A/S i 2017 på 1 mia. DKK.

Retten fandt, at de konkrete foranstaltninger ikke opfyldte kriterierne for statsstøtte, idet kompensationerne var målrettet specifikt mod omkostninger forbundet med postbefordringspligten og afskedigelsesgodtgørelser, og at kapitaltilførslen alene sikrede selskabets finansielle stabilitet uden at give uberettiget konkurrencefordel.

Dansk Erhverv mod Kommissionen

Ved dom af 9. juni 2021 annullerede Retten Kommissionens afgørelse, der fandt, at manglende pantopkrævning i tyske grænsebutikker ikke udgjorde statsstøtte. Retten bemærkede, at Kommissionen havde begået retlig fejl ved ikke at undersøge, om de fortolkningsvanskeligheder, der opstod ved implementeringen af de tyske regler, var midlertidige og uadskilleligt forbundne med afklaringen af nationale bestemmelser.

Ryanair mod Kommissionen

Retten fastslog den 14. april 2021, at støtteforanstaltninger ydet af Danmark og Sverige til SAS som følge af aflysninger og omlægning af flyvninger under COVID-19 var forenelige med EU-retten. Støtten bestod i revolverende kreditfaciliteter på op til 1,5 mia. SEK.

Selvom SAS havde betydeligt større markedsandel end konkurrenterne, blev støtten anset for nødvendig for at afbøde skader forårsaget af en usædvanlig begivenhed i overensstemmelse med TEUF artikel 107, stk. 2, litra b. Sagen fastslår EU-rettens fleksibilitet ved krisesituationer og præciserer, at støtte til at afhjælpe konsekvenser af ekstraordinære begivenheder ikke udgør ulovlig konkurrencefordel.

TV2/Danmark mod Kommissionen

EU-Domstolen har bekræftet, at statslige finansieringsforanstaltninger til TV2/Danmark A/S udgør støtte, men er forenelige med det indre marked. Domstolen fastslog samtidig, at nationale domstole har pligt til at pålægge modtageren af ulovlig statsstøtte at betale renter for perioden, hvor støtten var ulovlig, jf. TEUF artikel 108, stk. 3 – også hvis støtten efterfølgende konstateres at være forenelig med markedet eller er overført til tilknyttede virksomheder.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Den Europæiske Unions Domstol

• Domstolens hjemmeside Arkiveret 1. marts 2011 hos Wayback Machine
• Folketingets EU-oplysning om EU-Domstolen Arkiveret 2. juni 2009 hos Wayback Machine