Månen fotograferet af den amerikanske Galileo-rumsonde 1992. Billedet er optaget over Månens nordpol, der er i skyggezonen lidt over midten. Kun venstre halvdel af overfladen er synlig fra Jorden.
Solsystemet er består af Solen og alle de legemer og det stof, der holdes fast af Solens gravitation.
Dermed består Solsystemet af den centrale stjerne Solen, de otte store planeter og deres måner samt dværgplaneter asteroider, kometer og meteorider. Dertil kommer mikrometeorider, gas og andet interplanetarisk stof.
Alle de store planeter bevæger sig i retrograd retning om Solen.
Afgrænsningen af Solsystemet udadtil er usikker. Dværgplaneten Pluto befinder sig ca. 40 au fra Solen, men uden for Plutos bane findes mange mindre legemer og kometer. Den ydre grænse for Solsystemet skal muligvis lægges så langt som en tredjedel af vejen til Solens nærmeste nabostjerne, Proxima Centauri.
Flere andre stjerner end Solen har planeter omkring sig, og i 1999 blev observationen af det første stjernesystem med flere planeter rapporteret.
Planeternes baner i Solsystemet, tegnet i korrekt størrelsesforhold. Plutos bane er så elliptisk (excentriciteten er e = 0,2482), at den skærer Neptuns; 1979-99 var Neptun således fjernere fra Solen end Pluto. Merkur har med e = 0,2056 også en mærkbart elliptisk bane, mens de øvrige planeters baner er næsten cirkelrunde med excentriciteter fra 0,0068 (Venus) til 0,0934 (Mars).
99,85 % af hele Solsystemets masse befinder sig i Solen. Hovedparten af den resterende masse findes i planeterne og deres måner. Planeterne bevæger sig i elliptiske baner omkring Solen og har samme omløbsretning. Deres baneplan er næsten sammenfaldende, og Solsystemet har dermed en udpræget flad struktur.
De fire inderste planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, minder i kemisk sammensætning om hinanden og kaldes under et terrestriske planeter; de er karakteriseret ved et lavt indhold af flygtige grundstoffer. Mellem Mars og Jupiter findes asteroidebæltet.
De fire store gasplaneter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, minder også om hinanden i sammensætning og kaldes de jovianske planeter.
I en afstand af 30-100 au findes Kuiperbæltet bestående af måske 100.000 små, kometlignende legemer, og endnu længere ude findes formentlig en stor sfærisk sky, Oorts sky, der indeholder millioner af kometer og strækker sig ud til en afstand af ca. 1 lysår.
Ud fra radiometriske målinger på meteoritter har man fastslået, at Solsystemet er dannet for ca. 4,5 mia. år siden. Udgangsmaterialet var en interstellar sky af støv og gas, hvis udadrettede gastryk netop balancerede med skyens egen gravitation. Skyens temperatur var oprindelig ca. 10 K (ca. −263 °C).
En ydre begivenhed, sandsynligvis en nærliggende supernovaeksplosion, satte et gravitationelt sammenfald i gang. I midten af skyen dannedes Solen, som ganske kort tid efter begyndte at skinne, idet temperaturen i dens indre hurtigt nåede de 10-15 mio. K, der er nødvendig, for at kernereaktionerne kan forløbe.
På grund af skyens oprindelige impulsmoment (omdrejningsmoment) samledes en del af skyen til en affladet skive af støv og gas med den nydannede Sol i midten. Ud af skivens støv og gas dannedes planeterne i løbet af 50-100 mio. år.
Først dannedes såkaldte planetesimaler, klumper på få meters størrelse, formodentlig holdt sammen af mineralkornenes klistrende egenskaber. Dernæst samledes planetesimalerne inden for koncentriske ringe til 5-6 større protoplaneter. Én af disse sejrede i konkurrencen om at blive den største og tiltrak dernæst de resterende protoplaneter inden for sit koncentriske ringområde, hvorved planeten tog form.
Omkring hver planet samledes, ligesom omkring Solen, en sky af støv og gas, der i det ydre Solsystem blev til store systemer af måner, som endnu omgiver planeterne Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Sammensætningen af de ydre planeter og deres måner afspejler stadig solskyens oprindelige sammensætning.
I det indre Solsystem, fra Merkur til Mars, blev månedannelsen forstyrret af en voldsom solaktivitet, hvor Solen gik igennem en såkaldt T Tauri-fase og en kort overgang udslyngede store mængder gas. Denne gas (solvinden) ryddede det indre Solsystem næsten helt for gasser og letfordampelige grundstoffer. De indre planeter fremstod herefter som metal- og silikatrige kloder, generelt set uden måner.
Jorden er den eneste indre planet, der har en måne af betydning (Mars' to små måner, Phobos og Deimos, er senere indfangede asteroider). Det er imidlertid endnu uklart, om Månen blev dannet samtidig med Jorden af den samme sky af støv og gas som en slags dobbeltplanet, eller om den opstod ved en fremmed planets nedslag på Jorden (se Månen).
Den tungtfordampelige del af udgangsmaterialet ved planetdannelsen bestod af en blanding af jern-nikkel-metal og silikater, velkendte fra de såkaldt primitive (dvs. uforandrede) meteorittyper. Da der udvikledes megen varme ved samlingen af planeterne, smeltede både metallet og silikaterne. Det tunge smeltede metal søgte ned mod planetens midte, og de indre planeter udviklede store metalkerner i deres centre.
På overgangen mellem det indre og det ydre Solsystem, i området mellem Mars og Jupiter, dannedes pga. forstyrrende tyngdepåvirkninger fra Jupiter ingen planeter. Her findes i tusindvis af asteroider, små metal- og silikatrige legemer med størrelser fra få meter til et par hundrede km.
Efter planeternes og månernes dannelse faldt det overskydende materiale i form af støv, planetesimaler og protoplaneter efterhånden ned på planeterne. Denne fase med intenst meteorbombardement varede i ca. 500 mio. år, og spor heraf kan stadig ses på Månen. Efterhånden blev meteorfaldene gradvist sjældnere, men der falder stadig i dag ca. 20.000 t kosmisk materiale på Jorden årlig.
Nationalbanken advarer om risiko for øget inflation på op til 4,5 procent i år som følge af krigen i Iran. Det ændrer dog ikke på, at Nationalbanken fortsat forventer en sund statsøkonomi i Danmark i de kommende år.
Der blev afholdt valg til Folketinget den 24. marts 2026. 12 partier var opstillingsberettigede, og alle kom ind. Se resultatet, og læs om, hvad der nu skal ske.
Kongerunden er den proces, hvor partilederne – i situationer hvor der er tvivl om regeringsdannelsen – giver råd til monarken. Hvert parti stiller typisk med to repræsentanter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.