barndom

I 1960 udkom den franske mentalitetshistoriker Philippe Ariès' bog L'Enfant et la vie familiale sous l'Ancien Régime (da. Barndommens historie, 1982). I bogen slog Philippe Ariès fast, at barndommen havde en historie forbundet med familiens historie. I løbet af 1500-1600-tallet ændrede voksne radikalt deres syn på barndommen. Børn blev ikke længere set som små voksne, men som individer med en egen natur og særlige behov. Børns påklædning blev en anden end de voksnes, de fik legetøj og møbler i børnestørrelse. Et tvedelt syn på barnet var vokset frem. På den ene side var barnet uskyldigt og et sandt billede på det guddommelige; på den anden side var det ufærdigt, uforstandigt og et umiddelbart offer for sin fra Adam nedarvede syndighed.

For at bøde på disse forhold blev opdragelse og skolegang taget til hjælp. Det betød, at barndommen forlængedes ud over småbørnsstadiet, og at børns og voksnes verden blev skilt ad. Havde barndommen i ældre tid nærmest været ligegyldig, blev den nu livsvigtig, først blandt byernes borgerskab, senere i det øvrige samfund. Børnene blev en følelsesmæssig investering for de voksne, hvilket ifølge Ariès medførte alt for store omkostninger i retning af begrænset frihed og livsudfoldelse for børnene.

Philippe Ariès støttede sig til malerkunstens fremstillinger og til opdragelsesbøger skrevet for overklassen. Epitafier fra 1500-tallet kom til at spille en afgørende rolle for hans tese. Her ses husfaderen med hustruer og børn, døde som levende. Afbildningen af de døde børn tog Philippe Ariès som et udtryk for barnets nye følelsesmæssige værdi. Døde børn var ikke længere ligegyldige for forældrene, hvad de derimod havde været i århundrederne før. Fordi så mange børn døde i en tidlig alder, havde forældrene ikke fundet det værd at knytte sig nærmere til dem, påstod Philippe Ariès. Dog sørgede man med dåben for deres frelse.

Dette synspunkt er blevet kaldt tesen om "den venlige ligegyldighed"; den er blevet kraftigt imødegået af bl.a. den israelske middelalderekspert Shulamith Shahar (1928-2025), som hævder, at middelalderens og oldtidens voksne både havde kendskab til barnets udviklingsfaser, holdt af deres børn og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at de skulle overleve. Men selvom Philippe Ariès i begyndelsen af 1980'erne gav sine kritikere medhold i, at barndommen ikke har et nulpunkt, men har eksisteret til alle tider i forskellige udgaver, fik det ikke debatten til at forstumme.

Amerikanske historikere med rødder i den psykohistoriske tradition er nemlig af den opfattelse, at fordi man i oldtid og middelalder skelnede mellem børn og voksne, var dette ikke det samme, som at man havde forstand på dem. Ifølge deres opfattelse sad hånden mere løst hos oldtidens og middelalderens voksne, og fysisk og psykisk mishandling af børn var udbredt. Nogle blev dræbt eller sat ud som hittebørn, og småbørn blev overgivet til ammer og levede de første mange måneder i svøb. Disse synspunkter er blevet imødegået af oldtidens og middelalderens historikere, som har påpeget, at det ikke drejer sig om at dømme fortidens skiftende barndomsidealer, men om at fortolke voksnes relationer til børn i lyset af den historiske sammenhæng.

I årene efter ungdomsoprøret i 1968 og under indtryk af de forandringer af familieformer, kønsroller og børns levevilkår, som fulgte med kvindernes stigende erhvervsaktivitet, tog forskningen i barndommens historie fart. Den nye generation af barndomshistorikere hentede inspiration i social-, kvinde- og kulturhistorien, ligesom børnepsykologien blev flittigt studeret. Hvor Philippe Ariès ikke skænkede kønnet mange tanker, har det fået en fremtrædende placering i den senere forskning.

I modsætning til Philippe Ariès, som beskæftigede sig med ændringer i barnesynet blandt samfundets ledende lag, har de senere forskere været optaget af, hvordan og hvornår barndommen forandrede sig i den brede befolkning. Tiden 1850-1950 er blevet udpeget som den periode i den vesteuropæiske kulturs historie, hvor borgerskabets barnesyn blev optaget i de øvrige sociale klassers opdragelsesmønster. I denne periode mistede barnet sin økonomiske værdi som arbejdskraft, men fik til gengæld en følelsesmæssig høj status. Barnet og dets ret til at være barn blev hellig og ukrænkelig samt et symbol på samfundsmæssig velstand.

Uanset at barndomshistorien har over 30 år på bagen, er der stadig mange forhold, som ikke er tilbundsgående undersøgt. Vi ved langt mere om, hvad voksne har tænkt om børn, end om børns eget liv og deres egne tanker, og vi ved mere om mødre end om fædre og søskende. Barndommen før 1. Verdenskrig er mere udforsket end tiden efter, og børns forhold i lande som England og USA er bedre belyst end i andre, fx Danmark.

Børn har altid leget og lært; hvad der er nyt i 1800- og 1900-tallet, er voksnes interesse for og iscenesættelse af børns leg og indlæring. Landbosamfundets uformelle indlæring og opdragelse er med skolen kommet i faste rammer, og voksne har udfoldet mange bestræbelser på at skaffe børn plads og tid til at lege. Undervejs er arbejde blevet luget ud af barndommen.

Igennem de sidste 250 år er der sket en forskydning fra en forståelse for børn til en forståelse af børn. Gennem en interesse for barnet som et selvstændigt individ med eget liv har vi fået mere og mere at vide om dette liv. Denne viden er nået ud til flere og flere, hvilket er et andet karakteristisk træk ved perioden. Endelig har institutionerne holdt deres indtog i barndommen.

Interessen for barnet som et særligt individ var som nævnt grundlagt allerede i oldtiden, men det blev filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som med romanen Émile fra 1762 pustede til en ulmende kritik af ældre tiders arvesyndprægede opfattelse af barnet. Gamle ordsprog som "grenen skal bøjes, mens den er ung" eller "den man elsker, tugter man" var for Jean-Jacques Rousseau det rene vrøvl. Der var intet oprindeligt ondt i barnets væsen, mennesket var af naturen godt, men fordærvet af samfundet, hvor ufrihed, ulighed, hykleri og herskesyge trivedes.

Det onde i barnet var altså lige så naturligt som det gode, og barnet støttede sig til sine gode og mindre gode sider, når det gav efter for sin medfødte trang til at lære sin omverden at kende. Derfor burde den voksne så vidt muligt give barnet lejlighed til at gøre sine egne erfaringer. Den voksne skulle lytte og vejlede, ikke formane eller straffe. Fik barnet lejlighed til at gøre sine erfaringer selv, ville det helt naturligt lære heraf. Knuste det fx en rude, måtte det sove for åbne vinduer.

Jean-Jacques Rousseaus pædagogiske overvejelser genfindes hos en række af oplysningstidens pædagoger; deres værker blev studeret i de litterære saloner og omsat til praksis. I Danmark er det berømteste eksempel opdragelsen af den senere Frederik 6. i 1770'erne under J.F. Struensees og dronning Caroline Amalies ledelse. Enkelte borgerlige og adelige kvinder tog i slutningen af århundredet de nye idealer til sig. På mange familieportrætter fra perioden ser vi, hvordan de, som Jean-Jacques Rousseau havde foreskrevet, selv ammede deres børn, opgav svøbet og flyttede på landet i sommerhalvåret, så børnene kunne få en så naturlig opvækst som muligt.

Uanset at dette nye syn på barnet kun nåede samfundets øverste cirkler, så kom barnet alligevel på den samfundspolitiske dagsorden i Danmark i slutningen af 1700-tallet, fordi tidens førende statsteoretikere satte lighedstegn mellem samfundsmæssig velstand og befolkningens størrelse og kvalitet. Først kom den høje spædbørnsdødelighed i søgelyset, dernæst befolkningens uddannelsesniveau. I Danmark døde i slutningen af 1700-tallet 20-25 % af de 0-1-årige, og yderligere 10 % døde, før de blev ti år. Det var dog begrænset, hvad lægerne kunne stille op herimod.

I 1911 boede halvdelen af Danmarks befolkning i byer eller bylignende bebyggelser. I 1840 var andelen kun en femtedel. Urbaniseringen fik betydning for barndommen og for børns liv. I byen var børn ikke i længden en arbejdsmæssig resurse, deres pasning og opdragelse blev et problem. Og problemet blev ikke mindre af, at 1800-tallets borgerskab så med stigende bekymring på byudviklingen. Det var nemlig i byen, de mange tilflyttere fra landet klumpede sig sammen i trange og usunde lejekaserner; det var her, arbejderbevægelsen havde til huse, og herfra frygtede byernes ledende kræfter en trussel imod den herskende sociale orden.

I modsætning til Jean-Jacques Rousseau, som ønskede at vende byen ryggen, var samfundets nye elite ikke kun negativt indstillet til byen. I byen var der nemlig mulighed for at forebygge elendigheden; de økonomiske resurser var større end på landet, der var tradition for filantropi og privat børneforsorg, og der var adgang til ingeniør- og lægevidenskabelig indsigt. Ud fra en fælles tro på børnene som morgendagens håb kunne progressive borgerlige kræfter forenes med den kirkelige bymission, filantropien og arbejderbevægelsen om at sætte børnesagen på den samfundspolitiske dagsorden. En mand som socialdemokraten og børnevennen Peter Sabroe sidst i 1800-tallet var indbegrebet af disse bestræbelser, men der var mange af hans slags rundt omkring i Danmark.

Ind i dette børnepolitiske klima skrev den svenske kvinderetsforkæmper Ellen Key sig, da hun i år 1900 udsendte bogen Barnets Aarhundrede. Bogen kom på dansk to år senere, men blev først berømt i årene under 1. Verdenskrig, efterhånden som skyttegravenes grusomheder fik de voksne til at vende deres håb til de næste generationer. For Ellen Key var barnets århundrede nået, når samfundet på den ene side havde indset, at barndommen var fundamentet for det voksne individ, og på den anden side var parat til at gøre en indsats for, at alle børn fik så god en barndom som muligt.

Samtidig med at Ellen Key agiterede for moderskabet, begyndte den danske spædbørnsdødelighed at falde. Omkring 1920 lå den på 8-9 % i hele landet, hvor landsgennemsnittet 50 år tidligere havde været næsten dobbelt så højt. I byerne havde den været endnu højere, men nu nærmede by og land sig hinanden. Et samspil af forskellige faktorer medvirkede hertil; fra bedre levevilkår og forbedret hygiejne til statslig og privat forsorg og kvinder og mænds tagen hånd om deres eget og deres børns liv ved at begrænse børnetallet.

De store børneflokke var på retur i borger- og småborgerskabet, men i den brede befolkning var det fortsat almindeligt med fire til seks børn. Lægerne blev mødrenes forbundsfæller i kampen for at sikre de små børns overlevelse, og fra slutningen af 1800-tallet var deres spædbørnsplejeprogram, som ikke bare fordrede renlighed, men også ro og regelmæssighed, alment accepteret som den måde, spædbørn burde behandles på.

I mellemkrigstiden slog den internationale børnepsykologi igennem i Danmark. Udviklingspsykologernes påvisning af barnets trinvise udvikling viste sig at være et praktisk redskab både inden for skolen, børneforsorgen og lægevidenskaben. Opfattelsen af barnet som problem undergik en forandring i perioden. Børn var ikke længere kun et problem for voksne, de havde også problemer selv. Fejlen var blot, at de voksne ikke vidste det, og derfor måtte de oplyses.

Bøger med titler som Børnesorger — Børneglæder og Forældresorger — Forældreglæder (1943), skrevet af psykologen Anne Marie Nørvig, var et ekko af tidens populærpsykologiske engagement. Interessen for barnets særegne psykiske udvikling førte også til en ny opmærksomhed om børns leg, især med den del af legen, som førte frem imod arbejdet og den voksne verden. Derfor blev konstruktionslegetøj, sandkasser og byggelegepladser populære tilbud til børn

De nye pædagogiske og psykologiske strømninger satte sig spor i en reformpædagogisk bevægelse og i børnehavelærerindeuddannelsen. Hvor børnehaver tidligere havde været enten et pædagogisk tilbud til borgerskabets børn eller en social nødforanstaltning for enlige mødre, ønskede 1930'ernes samfundsplanlæggere, at børnehaven skulle blive et led i alle børns liv. Det havde endnu engang med befolkningspolitik at gøre.

Kvindernes stigende erhvervsarbejde i forening med et faldende fødselstal fik socialdemokratiske intellektuelle som det svenske ægtepar Gunnar og Alva Myrdal til at foreslå rationelle kollektive pasningsløsninger, så kvinder ikke blev tvunget til at vælge mellem arbejde og moderskab. Men ikke nok med det, det moderne samfund fordrede sunde, harmoniske og socialt indstillede individer.

Derfor skulle børn gå i børnehave, for her var lys, luft og plads nok til leg alene og sammen med andre børn. Hverdagen skulle tilrettelægges af uddannet personale med kendskab til børns udvikling i modsætning til mødrenes "ureflekterede, slendrianmæssige opdragelse", som Alva Myrdal skrev i bogen Bybørn, der udkom på dansk i 1936.

I Danmark nedsattes i 1935 en befolkningskommission, der gik ind for moderskabsydelse, flere daginstitutioner og for statstilskud til boligbyggeri. Kun det sidste blev en realitet før udbruddet af 2. Verdenskrig. I pagt med kommissionens tanker vedtog Rigsdagen dog en landsdækkende sundhedsplejerskeordning i 1939.

Efterkrigstiden oplevede en fornyet interesse for samspillet mellem moderen og det helt lille barn. Denne interesse kom fra psykoanalysen, der videreførtes i det arbejde, som børneanalytikerne Anna Freud og Melanie Klein havde gjort med britiske børn, der under krigen var blevet skilt fra deres mødre. De britiske psykiatere René Spitz og John Bowlby udviklede ligeledes i denne periode teorier om barnets tilknytning til moderen som en grundsten for den videre udvikling; i årtierne derefter blev dette arbejde fulgt op af den amerikanske børnepsykolog Margaret S. Mahler, der som en af de første "baby-watchers" observerede normale børn og deres gradvise udvikling af selvstændighed.

Med den britiske børnepsykologi fulgte også nogle af de tidligste erfaringer med psykoterapi af børn, fx legeterapier. Efter åbningen af Universitetets Børnepsykologiske Klinik i 1950 blev børneterapi også mulig i Danmark. I dr. Benjamin Spocks populærvidenskabelige bøger om barnets helbred, som alene i Danmark i 1970 var trykt i 186.000 eksemplarer, fik psykologernes syn på mor-barn-relationen status af sund fornuft. Moderen burde trygt stole på sig selv, fordi hun i kraft af sit moderinstinkt forstod sit barn bedre end nogen anden.

Interessen for børns personlige udvikling og behov satte sit præg på forskellige sider af børns hverdag. I løbet af 1950'erne og 1960'erne ansatte alle skolevæsener skolepsykologer, prøver og specialundervisning blev en del af skolen og spanskrøret blev afskaffet (1967). En selvstændig kommerciel børnekultur voksede frem, i takt med at de nye medier, tegneserier, film, radio og tv tog børnene til sig. Pædagoger blev bekymrede for, at især tegneserierne ville undergrave børnenes moral; i Danmark blev serierne Superman og Fantomet trukket ud af markedet i 1955, samme år som det såkaldte Kulørte Udvalg blev nedsat. Det skulle tage stilling til tegneseriernes skadelighed og diskutere, hvordan man kunne få børnene til igen at interessere sig for bogen.

Kampagnen var i høj grad farvet af tidens reformpædagogiske tanker og ønsker om at give børn bøger, de tidligt kunne læse selv. Et kommercielt udtryk herfor var Pixi-bogen. Den gjorde bogen tilgængelig for de mindste og havde samtidig tegneseriens attraktionsværdi. Det første eksemplar kom på gaden i 1954. Det statslige og pædagogiske svar blev en udbygning af antallet af børnebiblioteker og en kampagne for bedre børnebøger. Det førte til afholdelse af børnebogsugen (1956, 1961, 1966 og 1971) og indstiftelsen af den første børnebogspris i 1954; prisen blev givet til Egon Mathiesen for billedbogen Mis med de blå øjne og til skoleinspektør Alfred Johnsen (1902-1978) for børne- og ungdomsbogen Den grønne flaske (1953).

Siden 1968 er synet på børn såvel som det faktisk levede børneliv markant ændret i hele den vestlige verden. Børnepsykologi er skiftet ud med barndomspsykologi med fokus på barnets hverdagsliv i krydsfeltet mellem familie, institution, skole og venner og med barnet i rollen som aktør. Børn ses følgelig som relativt kompetente, selvstændige og overlevelsesdygtige individer, med ret til at blive set og hørt i de forhold, som vedrører dem.

Dette i modsætning til at børn historisk set hovedsageligt har været placeret i en venteposition på at blive voksne; deres mening interesserede kun de færreste sig for. Moderne børn forventes født som ønskebørn, og spædbørnsdødelighed er næsten ukendt. Børn med mødre uden uddannelse har dog fortsat en større risiko for at dø i løbet af det første leveår end andre børn.

Etableringen af et socialt net under børnefamilierne i form af sundhedsplejersker, daginstitutioner, børnebidrag, forlænget barselsorlov, ret til børnepasningsorlov (1994, indlejret i barselsorloven i 2002) og offentligt støttet boligbyggeri har bidraget til udviklingen. Ændringerne på barselsorlovsområdet afspejler det forhold, at faderskabet har en anden status i begyndelsen af 2000-tallet, end det havde et par generationer før. Opstået er en lyst til at opleve nye sider af sig selv og sit barn fra allerførste færd. Hvor fødsler historisk har været et moderligt anliggende, opfattes det i dag som en fælles sag.

Barndom er tillige blevet et offentligt anliggende. Hvor det førhen hovedsageligt var større børn, som stat og kommuner tog sig af ved at sørge for deres skolegang, er det i dag børn ned til 1-årsalderen, som gør brug af offentlige ydelser, nemlig i form af offentlige daginstitutioner. Frem til 1960'erne blev børnehaver typisk drevet i privat regi. Men i takt med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet ændrede institutionerne karakter, det offentlige måtte kraftigt udvide pasningstilbuddene, der blev en fast ingrediens i alle børns liv.

Siden begyndelsen af 2000-tallet har stort set alle småbørnsmødre været på arbejdsmarkedet, og over halvdelen af dem har en arbejdsuge på mindst 36 timer. I 2022 blev 86 % af de 1-5-årige passet uden for hjemmet; ca. 20 % i dagpleje, og ca. 61 % i vuggestue eller aldersintegreret institution. Ca. 66 % af de 3-6-årige går i børnehave, og det tal har været stabilt siden 2015. Efter skoletid går ca. 92 % af de 6-13-årige i en skolefritidsordning, et fritidshjem eller en klub.

Den store udbygning af daginstitutionsområdet fandt sted i løbet af 1960'erne og 1970'erne. Efter en afmatning i 1980'erne indtrådte der i 1990'erne en fornyet interesse for daginstitutionsbyggeriet, hvilket bl.a. har givet sig udtryk i flere arkitektonisk fornyende daginstitutioner. Denne udvikling afspejler indførelse af kommunale pasningsgarantiordninger (obligatorisk fra 2005), men også en voksende pædagogisk interesse for det helt lille barns hverdag, udvikling og læring. Det har bl.a. resulteret i indførelsen af læreplaner i daginstitutionerne (2004).

Forventningerne til den gode barndom og til de gode forældre lever i bedste velgående; om de er blevet større eller mindre siden Ellen Keys tid for over 100 år siden, kan diskuteres. Sikkert er det dog, at der i kølvandet på de voksnes engagement findes en udbredt bekymring og usikkerhed.

Pessimisterne i debatten tager børns faldende andel af befolkningen, fra 26 % i 1950 til lidt mindre end 20 % i 2006, som et udtryk for børns uønskethed, som igen forklarer, hvorfor voksne ikke tager børns behov alvorligt. Børnefamilierne ses som splittede, tidspressede og stressede, hvilket primært skyldes øget arbejds- og transporttid for begge forældrene. Bekymringerne gælder også børns muligheder for at lege, efterhånden som mobiltelefoner, tv, computerspil og organiserede fritidsaktiviteter har fået plads i deres liv.

Det fremholdes endvidere, at det voksende antal elever i skolernes specialundervisning og udbredelse af livsstilssygdomme som overvægt, stress, spiseforstyrrelser, selvmordsforsøg og tidlig debut i brugen af alkohol og tobak viser, at langt fra alle børn trives. Andre betvivler idealet om det kompetente barn, idet børn let bliver overladt til sig selv både i skolen og i familien. Der mangler således synlige voksne forbilleder, som kan trække grænserne op omkring børns råderum.

Optimisterne ser udviklingen som en følge af barndommens og forældreskabets foranderlighed. Det får dem bl.a. til at påpege, at det på trods af de høje skilsmissetal er over halvdelen af alle børn, som bor med begge deres forældre indtil 17-årsalderen, og at det ikke er skilsmissen som sådan, der skaber problemer for børnene, men forældrenes evne til at håndtere den.

Når børnefamilierne giver udtryk for manglende tid i hverdagen, påpeger forskerne, at forventningspresset på forældrene sandsynligvis er større end førhen, og at børnefamilien faktisk ikke har en mere presset hverdag end familier uden børn. De hævder, at flekstid, nedsat arbejdstid og længere ferie reelt har givet familien flere samlede timer til rådighed. Samtidig påpeges, at 90 % af alle danske kvinder ved årtusindeskiftet havde børn, hvor tidligere næsten hver fjerde kvinde ikke blev mor. Og børnene bliver ikke overset; de opfører sig som individer med egne vækstkurver, psykiske og fysiske sygdomme og som borgere med egne rettigheder i skolen, på arbejdsmarkedet og i familien.

Danmarks ratificering af FN's børnekonvention i 1991, oprettelsen af Børnerådet (1994) og ophævelsen af forældrenes revselsesret (1997) er alt sammen udtryk herfor.

Endelig hævder optimisterne, at afstanden mellem generationerne er blevet mindre; børn og voksne har bedre mulighed for at nå hinanden. Barndommen og familielivet er i hverdagen til "forhandling" mellem voksne og børn og ikke et entydigt autoritetsforhold som for få generationer siden.

• dagtilbud
• folkeskolen
• dansk skolehistorie