digitalisering

Det danske ord digitalisering dækker over to forskellige, indbyrdes forbundne processer – forskellen mellem dem bliver tydeligere på engelsk:

• Her betyder digitization på den ene side at oversætte analoge informationer, f.eks. håndskrift eller tegninger, til digitale former, så de kan lagres og behandles af en computer.
• På den anden side henviser digitalization til, at oversættelserne får en hel række konsekvenser for de mennesker og samfund, der benytter sig af digitaliserede informationer.

Håndskrift kan være vanskelig at tyde, så det er en arbejdskrævende og langsommelig proces at kopiere håndskrevne breve eller bøger – manuskripter – sådan som det skete i klostrene i den europæiske middelalder.

I første omgang gjorde trykpressen det fra 1400-tallet muligt at fremstille et stort, og i princippet uendeligt, antal fuldstændig ens kopier af de samme breve og bøger. Digitaliseringen gjorde det i anden halvdel af 1900-tallet muligt ikke blot at kopiere, men også at bearbejde – programmere – mange forskellige typer af information. I begge tilfælde fik omsætningen af informationer til andre former via nye teknologier vidtrækkende konsekvenser for udbredelsen af viden, kommunikationen mellem mennesker og dermed for samfundsudviklingen.

Håndskrift er allerede i udgangspunktet sammensat af adskilte tegn, ikke 1 og 0, men a, b, c og frem til å (i alt 28, i det danske alfabet). Også tegninger – med former og farver uden tilsvarende opdelinger – kunne kopieres via først trykpresse og senere digitalisering.

Mellem trykpressens fremkomst og digitaliseringens indtog havde tegninger, malerier og andre analoge repræsentationer fået konkurrence fra endnu en teknologi – fotografiet – fra midten af 1800-tallet. Men fotografier optaget på film af celluloid var stadig analoge: Familie- og pressefotos fik deres former og farver fremkaldt på papir gennem kemiske processer i laboratorier.

Først fra slutningen af 1900-tallet blev digital fotografi udbredt med digitale kameraer og senere med smartphones. Igen fik de nye muligheder for at optage, bearbejde og dele udsnit af virkeligheden i billeder, når som helst og hvor som helst, store konsekvenser for både de private relationer mellem mennesker og samfundsinstitutioner som pressen.

I første omgang foregår der en digitalisering af information – det, som på engelsk hedder digitization – når man f.eks. scanner håndskrift eller tegninger, så de kan gemmes som digitale filer. Håndskriften og tegningerne har bestemte kvaliteter eller karakteristiske træk: I en familie eller vennegruppe kan folk tit genkende hinandens håndskrift, og forældre er ofte klar over, hvilke af de tegninger, som hænger på børnehavens vægge, der er lavet af netop deres barn, også uden at se på eventuelle signaturer på tegningerne. Når håndskriften og tegningerne bliver digitaliseret som ettaller og nuller, forsvinder disse særlige kvaliteter, men ikke for altid: Hvis forældrene tager et billede af barnets tegninger nede i børnehaven med en smartphone, kan de senere overføre filen til en computer derhjemme, og måske se den, igen og igen, på en større og bedre skærm. På den måde får den digitaliserede information sociale konsekvenser (eng. digitalization). Billedets oprindelige kvaliteter består, og kan hentes frem igen takket være den digitale oversættelse, selvom den oprindelige tegning måske forgår.

Digitaliseringen har også konsekvenser for informationens kvantitet. Digitale teknologier er kilder til meget store mængder af data – big data. Selvom tidligere tiders ord og billeder i vidt omfang bliver digitaliseret, er det først og fremmest de data, der bliver skabt og brugt i samtiden, der fremviser en eksponentiel vækst: Det skønnes, at den samlede mængde data i verden alene fra 2020 til 2025 vokser med 150%.

Her er det vigtigt at huske på, at data ikke er identisk med information, og slet ikke det samme som viden. Bare fordi der kommer flere data i verden, bliver verden ikke nødvendigvis klogere på sig selv. Data kan forstås som et råstof, der i rette form og sammenhæng bliver til information, som giver mening for mennesker – om andre mennesker, om verdens tilstand og om, hvad man modtager af informationen kan eller bør gøre. Og viden er slutresultatet af en endnu længere forarbejdningsproces, hvor den tilgængelige information bliver analyseret og vurderet, typisk gennem videnskabelig forskning med præcise kriterier, inden nogen – nogle gange et helt samfund – går videre og handler, f.eks. ud fra information om en pandemi eller en klimakrise.

Ikke desto mindre er information et afgørende led i forståelsen af digitalisering og dens samfundsmæssige konsekvenser. Teorier om menneskelig kommunikation har defineret information som ’en forskel, der gør en forskel’: De mange forskelle mellem ettaller og nuller bliver oversat til sammenhængende information, som så gør en praktisk forskel for menneskers senere forståelse af det, informationen drejer sig om, og som måske kræver stillingtagen og handling. Undervejs bliver informationen ofte genstand for yderligere udvekslinger – kommunikation – mellem mennesker og via digitale teknologier.

Når informationen er blevet digitaliseret, kan den udveksles – kommunikeres – mellem computere af forskellig slags og størrelse, fra en enkelt smartphone til hele infrastrukturen bag sundhed.dk.

Her består kommunikation vel at mærke i teknisk transmission af signaler, der først giver mening for mennesker, når de er blevet oversat via passende programmer og grænseflader. Således forløber størstedelen af al digital kommunikation ’under motorhjelmen’. Først hvis man ikke kan sende e-mails eller modtage tekstbeskeder, bliver man mindet om de underliggende lag, der får data til at strømme mellem maskinerne og frem mod deres menneskelige slutbrugere.

Digitalisering giver mulighed for hurtigere kommunikation, over længere afstande, til flere modtagere og i mange forskellige former. Med stigende kapacitet i computerne og voksende båndbredde i netværkene kan man kommunikere med både de få og de mange, næsten hvor som helst og når som helst. Et yderligere træk ved digitalisering er, at den sætter det, der engang var adskilte kommunikationsformer, på samme formel:

• en-til-en samtaler og tekstbeskeder
• en-til-mange massekommunikation, som det kendes fra aviser, bøger, film, radio og tv
• mange-til-mange udvekslinger gennem sociale medier

Det hele strømmer nu gennem de samme netværk og mellem de samme terminaler eller medier. Man taler derfor om, at computere og smartphones er metamedier, der giver adgang til alle andre kendte typer af medier og kommunikation.

Mennesker har længe kunnet kommunikere med hinanden gennem maskiner: fastnettelefoner, tv-sendere og tv-modtagere, internettets sociale medier. Efterhånden kan man desuden i et vist omfang vælge, hvilke sanser og dele af kroppen der etablerer kontakten med de digitale maskiner: Fingre kan indtaste, eller stemmen kan indtale, titlen på et musiknummer, som så begynder at spille. Senest er mennesker også begyndt at kommunikere med maskiner, eksemplificeret ved såkaldte store sprogmodeller som ChatGPT og anden kunstig intelligens (AI, artificial intelligence). Det er naturligvis mennesker, der programmerer AI, som så kan svare på spørgsmål på (næsten) samme måde som et menneske. Men digitale maskiner kan i stigende grad også udføre handlinger på vegne af mennesker – som samarbejdspartnere med frihedsgrader.

Mennesker udfører hele tiden handlinger, der i varierende grad understøttes af både simple redskaber som knive og avancerede teknologier som køleskabe. Tilsammen hjælper de os med at få skivet brød på bordet og kold mælk i glasset, inden vi om morgenen skal ud af døren på arbejde eller i skole (så store og små også fremover kan få noget at spise og drikke). Et særligt træk ved digitale teknologier er, at de – ligesom for kommunikationens vedkommende – sætter flere handlinger på fælles formel. Hvis brødet skal ristes, kan man programmere (nogle) toastere til at starte et bestemt tidspunkt. Og (nogle) køleskabe registrerer, når der er ved at være for lidt mælk, og kan så bestille mere til levering fra et supermarked.

Køleskabe og toastere kan knyttes sammen i smart homes. Med indbyggede sensorer kan selv knive komme på netværket, så man kan finde dem igen, og finde ud af, hvor og hvornår pilfingrede børn har fat i dem. Og smart homes kan kobles i smart cities, hvor information og kommunikation bidrager til at koordinere mange menneskers handlinger – i hjemmene, i trafikken, på arbejde og i fritiden. De digitaliserede helheder peger tilbage på forestillingen om et informationssamfund, som har været udbredt i mere end 50 år. Samtidig skaber digitaliseringen af samfundet etiske og politiske dilemmaer, der peger frem mod en række personlige og kollektive valg angående de ønskværdige arter og grader af digitalisering i fremtiden.

• kunstig intelligens
• metamedie
• internettet
• GPT