feber

Den normale kropstemperatur er normalt omkring 37 grader celsius (°C). Temperaturen varierer nogle tiendedele af en grad op og ned i løbet af et døgn. Den er højest om aftenen og falder i løbet af natten for så at stige mod morgenen, hvor den måles til 36,8–37,0 °C. Rytmen i døgnets temperatur er meget konstant hos den enkelte. Den øvre grænse for normal temperatur er omkring 37,2 °C om morgenen og 37,8 °C om aftenen.

Kropstemperatur måles med et termometer. Normal kropstemperatur varierer med målestedet. Nøjagtigheden af målingerne afhænger af, hvor temperaturen måles. Den mest pålidelige og anbefalede metode er at måle temperaturen i endetarmen (rektalt). Her måles kroppens kernetemperatur, hvilket giver det sikreste resultat. I endetarmen defineres feber som temperaturer over 38 °C.

Mindre præcise målemetoder er brug af pandetermometer og øretermometer, måling af temperatur i armhule eller i munden.

Feber kan skyldes infektioner. Også en lang række andre sygdomme, hvor der er betændelse og skade på væv, som for eksempel forbrændinger, store skader, kræft, blødninger og allergiske reaktioner, kan øge kropstemperaturen.

Fælles for alle disse tilstande er, at der frigøres stoffer, der øger kropstemperaturen (såkaldte pyrogener). Disse stoffer kommer fra kroppens egne celler, og særligt fra visse typer hvide blodceller. De hvide blodceller er celler i immunsystemet, der bekæmper bakterier og virus, og som neutraliserer eller fjerner bakteriegifte og antigener. Pyrogenerne påvirker det center i hjernen, der styrer temperaturen. Dette sker ved, at pyrogener fører til syntese af prostaglandiner i hypothalamus, som fører til udvikling af feber.

Kropstemperaturen reguleres fra hypothalamus i mellemhjernen. Her findes der nervecentre, der fungerer som en termostat. Det er i hovedsagen to faktorer, der afgør kropstemperaturen:

1. hvor meget varme kroppen laver
2. hvor meget varme kroppen afgiver til omgivelserne

Termostaten styres af temperaturen i blodet og af nervesignaler fra de temperaturfølsomme sanseorganer i huden. Hvis termostaten finder, at kropstemperaturen skal ændres, sender den signaler via det sympatiske nervesystem.

Feber kan virke som en forsvarsmekanisme. De fleste sygdomsfremkaldende mikroorganismer er bedst tilpasset temperaturer på 35 °C til 37 °C. Derfor vil de formere sig langsommere, når vi får feber. Høj feber gør, at mange mikroorganismer ikke overlever. Derudover synes immunsystemet at arbejde noget mere effektivt, når vi får feber. Immunceller, som makrofager og neutrofile granulocytter fjerner, eller fagocyterer, smittestoffet mere effektivt ved forhøjet kropstemperatur. Videre antyder studier, at disse immunceller mere effektivt aktiverer T-celler og produktion af antistoffer, når man har feber.

Feber er en reaktionsmåde for kroppen, der er blevet bevaret over lang tid i evolutionen, hvilket muligvis kan skyldes, at de positive effekter ved feber vejer tungere end risikoen, så længe feberen ikke er for høj eller ukontrolleret.

Dog har undersøgelser af medicin, der sænker kroptemperaturen hos patienter med infektionssygdomme, ikke kunne påvise en skadelig effekt af sådanne lægemidler, og de bruges derfor hyppigst hos patienter med feber til at mindske de afledte symptomer, som feberen medfører.

Der skelnes mellem tre hovedtyper af feberforløb:

1. Intermitterende feber
2. Remitterende feber
3. Kontinuerlig feber

En almindelig infektion kan give højere feber hos mindre børn end hos større børn og voksne. Høj feber følges desuden ofte af opkast og diarré, selvom fordøjelseskanalen ikke er angrebet af sygdommen.

Kulderystelser forekommer aldrig hos børn, der er yngre end to-tre år. Til gengæld kan børn, når de er et par måneder gamle, få feberkramper, som er en reaktion på den stigende kropstemperatur.

Feber ved almindelige infektioner er som regel relativt moderat og skal normalt ikke behandles. I nogle situationer vil man dog gerne få feberen ned. Det forkorter ikke sygdomsforløbet, men kan lindre gener hos den syge. Da kan man bruge febernedsættende midler, for eksempel paracetamol.

Ved høj feber skal læge altid kontaktes, især når det gælder børn. Det frarådes, at en feberpatient udsætter sig for afkøling eller udfører anstrengende kropsligt arbejde, før temperaturen har været normal et døgn eller to.

Til gengæld er det afgørende, at personer med feber får rigeligt at drikke, således at kroppen ikke bliver dehydreret. Hvis kroppen bliver dehydreret, øges risikoen for hedeslag.

Spørgsmålet om, hvor høj kropstemperatur et menneske kan tåle, før livsprocesserne svigter, har ikke noget klart svar. Unge og ellers raske kan antagelig tåle en temperaturstigning til cirka 42 °C i nogle timer. Man ved, at mennesker kan overleve kortvarige temperaturstigninger til over 43 °C. Så høje temperaturer, såkaldt hyperpyreksi, forekommer ved hedeslag og sepsis (blodforgiftning).

Feber blev beskrevet af Hippokrates som en del af responsen fra immunforsvaret allerede i det femte århundrede f.v.t.

• kropstemperatur
• infektion
• infektionssygdomme
• hedeslag
• febernedsættende midler
• feber af ukendt årsag