kighoste

Før vaccination blev indført i Danmark i 1961, blev 3/4 af alle børn smittet under store epidemier hver tredje eller fjerde vinter; siden er udbredelsen blevet meget reduceret. I regioner af verden med dårligt sundhedsssystem er sygdommen stadig almindelig.

Infektionen smitter med spytdråber. Bakterien er en lille stavformet bakterie, der danner en række giftstoffer (toksiner), der påvirker hostecentret i hjernen.

Sygdommen begynder 8-10 dage efter smitte som en overfladisk snue uden feber. Efter ca. en uge karakteristiske, voldsomme hostetilfælde med anfald af gøende hostestød efterfulgt af hivende (kigende) indånding, eventuelt ledsaget af blåfarvning af huden eller besvimelse. Der kan være et til to anfald i timen gennem flere uger, hvorfor sygdommen medfører dårlig trivsel og vægttab, især hos børn under et år, med risiko for komplicerede mellemøre- og lungebetændelser.

Sygdommen kan genkendes på de karakteristiske hosteanfald, og diagnosen stilles ved bakterieundersøgelse fra en svælgprøve.

Bakterien kan bekæmpes med en række antibiotika, fx erytromycin, men kun tidlig behandling yder gavn.

I 1997 blev indført en ny, forbedret vaccine, der gives sammen med andre børnevaccinationer fra 3-månedersalderen i børnevaccinationsprogrammet. Beskyttelsen efter vaccination er dog ikke livslang, hvorfor ældre børn og voksne kan smittes og udvikle sygdommen, dog normalt i en mildere og ufarlig grad.

Hos dyr ses kighoste kun hos smågrise, forårsaget af infektion med Bordetella bronchiseptica, en toksindannende bakterie. Grisene får en kraftig, skarp hoste, snue og lungebetændelse. Bakterien spiller også en rolle i forbindelse med nysesyge, hvor den virker i samspil med Pasteurella multocida.