Messias

Ingen jul uden Halleluja-koret. Georg Friedrich Händels oratorium Messias fra 1742 er et af juletidens mest populære klassiske værker med sin beretning om Jesu fødsel. Det blev uropført ved påsketid og har også et budskab om lidelse, død og genopstandelse.

Historie

Den 13. april 1742 blev Händels Messias uropført i Mr. Neale`s Great Music Hall i Fishamble Street i Dublin. Det blev et tilløbsstykke. I en sal, der kunne rumme 600 mennesker, blev der gjort plads til 700, men så havde kvinderne heller ikke fiskebensskørter på og mændene lod deres sværd blive hjemme. Oratoriet blev en stor succes og måtte gentages knap to måneder senere.

Værket blev et vendepunkt i Händels liv. Den italienske operas æra var forbi, publikum (og det var især middelklassen) ville forstå, hvad de hørte, emnerne skulle være bekendte og moralsk oprustende. Händel vidste præcis, hvilken vej han skulle gå, og han koncentrerede sig nu kun om oratoriegenre. Han havde skrevet flere oratorier siden det første – Esther – i 1732, men denne gang ville han skabe noget helt nyt og anderledes, og han udførte det i Dublin, hvor han skulle lede en sæson med oratorie-opførelser. Händel fik et nært forhold til værket, som findes i flere versioner. En af de sidste, han selv dirigerede, var den såkaldte The Founding Hospital-version fra 1754.

Værket

Teksten til Messias var skrevet af Charles Jennens, der også havde skrevet librettoen til Saul (1739) og siden til bl.a. Belshazzar (1745). Jennens var en litterær og religiøst interesseret godsejer og havde et helt særlig formål med teksten til Messias: ud fra udvalgte steder i GT og NT viser han den tætte forbindelse mellem profetierne og Jesus som Messias. Heri ligger det særlige ved Messias i forhold til andre Händel-oratorier: den målrettede, religiøse fortælling om profetiernes opfyldelse. Og Händel leverede en musik, der i sig selv var et stærkt vidnesbyrd. Men også en musik, der trak på de erfaringer, Händel havde gjort sig som operakomponist. Der er en stærk dramatisk nerve gennem hele oratoriet, så dette værk sagtens kunne opføres fra en operascene. Dertil kommer en række stærke billedskabende episoder, der er med til at fastholde værkets popularitet helt op i vore dage.

Messias består af tre dele, hvoraf den første kredser om en række profetier fra GT, men omhandler også Jesu fødsel. Anden del beskriver rejsen fra lidelse til triumf: korsfæstelsen, opstandelsen og siden pinseunderet – denne del slutter med det berømte Halleluja-kor. I tredje del løftes vi op over det jordiske især med tekster fra Paulus’ Breve til Korinterne, mens hele værket slutter med teksten fra Johannes Åbenbaring og dens lovprisning af det slagtede lam, Jesus, der er værdigt til at få magt og rigdom og visdom.

Händel skulle først overtales til at skrive Messias, men da han endelig havde sagt ja, gik det til gengæld hurtigt. Han begyndte på musikken 22.august 1741 og var færdig med de 250 sider manuskript knap fire uge senere, og da han nu var i gang, skrev han umiddelbart efter musikken til endnu et Jennens-oratorium: Samson, som var færdig i slutningen af oktober.

Når Händel kunne skrive sit oratorium på rekordtid, var det naturligvis fordi han havde noget i posen i forvejen. Men ikke så meget, som man måske skulle tro. Händel var i sin gode ret til at låne fra sig selv, og han havde gjort flittigt brug af teknikken i sine operaer. Alligevel er det begrænset, hvor meget han gør det her i Messias. Det imponerende ved Messiaser den originalitet, Händel lægger for dagen. Han viser sine enestående evner til at skabe fortættede dramatiske episoder med musikalske midler, og i nogle tilfælde skal han blot have et lille stikord til at brede sig ud i et kæmpestort lydmaleri. F.eks. i arien But who may abide, der henter sin tekst fra Malakias` Bog. Den tekst der også har inspireret til salmen Den store mester kommer med Gud ved smeltediglen. Hos Händel går der ligefrem ild i partituret til ordene ”For He is like a refiner`s fire” med strygernes hidsige bevægelser i alle retninger og dobbelt så hurtige nodeværdier.

Et andet eksempel på Händels enestående evner til at skabe lydmalerier er udviklingen af musikken, når sopranen synger ”There were Shepards abiding in the Field” formet som et recitativ – altså dér hvor ordet og fortællingen ellers står i centrum – og det begynder også stilfærdig, men så snart englene bliver nævnt, går violinerne over i flagrende bevægelser, som om det var vingeslag. Først forsigtige siden triumferende som optakt til korets Glory to God in the highest.

Händel blander sine erfaringer som operakomponist med en ny fornemmelse for den tætte forbindelse mellem tekst og musik – vel at mærke en tekst med et budskab. Händel maler med bred pensel på musikkens åbne lærred, men stikker også dybere, når han f.eks. kan skabe så stærk en stemning om ordene ”He was despised”, som han gør med en frasering, der lukker sig smertefuldt om selve ordet ”despised”, så man ikke glemmer det. Den udvendige glamour og inderlige eftertænksomhed mødes i dette værk.

Betydning

Publikum på Händels tid var begejstret for Messias. Efter førsteopførelsen blev Händel mødt af en Lord Kinnoul, der takkede for underholdningen. Den hurtige Händel svarede: ”Jeg vil være ked af det, hvis jeg kun har underholdt folk. Jeg har også ønsket at gøre dem til bedre mennesker.”

Den gode Lord var dog ikke helt alene i sin opfattelse af Messias som et underholdende værk. Det lå i selve opførelsen af værket i en teatersal, der var skabt til verdslig underholdning, og da Händel kom tilbage til London og ville opføre Messias i marts 1743 på Covent Garden, førte det til en diskussion: på den ene side var holdningen, at man ikke kunne opføre et så religiøst værk i så verdslige omgivelser, medens modparten argumenterede med, at det var netop i teatersalen, at budskabet skulle nå ud. For at imødekomme lidt af kritikken, annoncerede Händel Messias som ”A New Sacred Oratorium”. En understregning af det hellige, som han også udmærket vidste var vejen frem overfor et middelklasse-publikum, hvis smag gik i den retning.

Messias blev det oratorium, Händel opførte flest gange. Det blev til 65 opførelser med ham selv som dirigent – heraf 12 i en kirke. Tekstforfatteren Jennens skældte Händel ud for at være overfladisk, da han hørte værket første gang. Han trak siden lidt i land, mens Händel på sin side havde så dyb respekt for vennen, at han ændrede partituret i flere omgange. Således kunne han skrive de mystiske, forunderlige akkorder under recitativet med ordene: ”Se, jeg fortæller Jer et stort mysterium: vi skal ikke alle sove, men vi skal alle blive forandret.” Det er meningen med Messias.

Den første danske opførelse af Messias fandt sted i Vingårdsstræde i København 19. april 1786. Værket blev sunget på tysk af fire solister, for der var ikke noget kor! Publikum var hensat i dyb undren. Siden blev Messias en fast del af koncertprogrammerne, og i 1949 indførte Akademisk Kor og Orkester traditionen med at opføre værket ved juletid. Først på dansk – siden på originalsproget. I dag er Messias for mange en uundværlig del af julen, en lang række kor har videreført traditionen, og værket bliver opført i mange forskellige konstellationer fra meget store kor til mindre vokalgrupper, ligesom der varieres i den instrumentale ledsagelse fra traditionelle, store orkestre til små specialistensembler på autentiske instrumenter. Både de store mammutopførelser og de mere historisk korrekte opførelser med små orkestre kan forsvares.

En af de helt store og legendariske opførelser fra hans hånd fandt sted i Westminster Abbey i London i 1784. Her optrådte 60 sopraner, 48 kontratenorer, 83 tenorer, 84 basser, 6 fløjter, 26 oboer, 26 fagotter, 1 basfagot, 12 horn, 12 trompeter, 6 basuner, 3 sæt pauker, 48 + 47 violiner, 26 bratscher, 21 celli, 15 kontrabasser og et orgel. Der har været blæs på Halleluja-koret den aften.