Paracelsus

Paracelsus' rigtige navn var Theophrastus Bombastus von Hohenheim. Muligvis var hans rigtige fornavn "Philip". Hans navn angives i lidt forskellige versioner i det historiske kildemateriale, heraf den længste version "Aureolus Philippus Theophrastus Bombastus von Hohenheim".

Han var søn af en tysk læge, Wilhelm Bomast (eller Bombastus) von Hohenheim (død 1534), der i 1490 havde slået sig ned i Einsiedeln i den schweiziske kanton Schwyz. Paracelsus voksede op som enebarn. Faren var praktiserende læge for byens borgere og samtidig dyrlæge for kvæget tilhørende det lokale kloster i Einsiedeln. Det er sandsynligt, at Paracelsus som barn begyndte sin uddannelse ved at modtage undervisning af klosterets munke, men det vides ikke med sikkerhed. I 1502 flyttede familien, muligvis uden moren, som man mener måske var død, til Villach i Kärnten i vore dages Østrig.

I sit kirurgiske kompendium Chirurgischen Büchern und Schriften, der udkom posthumt i Strasbourg i 1608, skriver Paracelsus selv om sine tidlige læreår 1502-1516. Han fremhæver sin far:

"Von Kindheit auf habe ich die Ding getriben, und von guten Unterrichtern gelernet, die in der Adepta Philosophia ergründesten waren, und den Künsten mächtig nachgründeten. Erstlich Wilhelmus von Hohenheim, meinem Vater, der mich nie verlassen hat ...." ('Fra barndommen af har jeg taget tingene til mig, og lært af gode undervisere, der var bekendte med Adepta Philosophia, og havde tænkt meget over kunsten. Først og fremmest min far, Wilhelm von Hohenheim, der aldrig har forladt mig ...')."

Derudover nævner han en række klostre og biskopper. I Villach studerede han også arbejdet i minerne og smeltehytterne og fik der sin interesse for kemi, herunder de forskellige salte, metallers og andre mineralers egenskaber. Efterfølgende opsøgte han muligvis universiteterne i Leipzig, Heidelberg, Wittenberg, Tübingen, Basel og Wien, og måske blev han baccalaureus (bachelor) i medicin fra universitetet i Wien. I 1515-1516 befandt han sig ved universitetet i Ferrara. Nogle kilder nævner, at han fik tilkendt den medicinske doktorgrad, men det er der ikke dokumentation for. I hvert fald eksisterer der ikke længere et eksemplar af afhandlingen, eller blot en titel, hvis det er sandt. Det var også omkring det tidspunkt, at han begyndte at anvende navnet Paracelsus.

I perioden 1516-1526 var Paracelsus på rundrejse i Europa, hvor han lærte af barberer, kirurger, kloge koner, munke, nonner, bademestre ved kurbade, apotekere, alkymister m.m. I en periode levede han sammen med sigøjnere (romaer), og han arbejdede desuden som krigskirurg i Nederlandene, Danmark, Rumænien og Italien. Ifølge nogle kilder kom han helt til Konstantinopel og Egypten, men det er der ikke sikre holdepunkter for. Jan Baptista Van Helmont (1580-1644) hævder, at han på et tidspunkt var krigsfange hos tatarerne på Krim og i den forbindelse lærte om buddhismen. Selv nævner Paracelsus ikke noget om Vestasien eller Nordafrika, men kun europæiske lande: "

" .. und meine Erfarenheit, die ich aus Littaw, Holland, Ungern, Dalmatien, Croatien, Rodiss, Italien, Frankreich, Hispanien, Portugall, Engelland, Dennmarckt und allen Teutschen Landen mit grossem Fleiss überkommen hab .." ('.. og min erfaring, som jeg med stor flid har tilegnet mig i Litauen, Holland, Ungarn, Dalmatien, Kroatien, Rodiss, Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, England, Danmark og alle de tyske lande ..')."

I 1526 befandt Paracelsus sig i Strasbourg, og der findes et dokument dateret den 5. december 1526, ifølge hvilket han har opnået borgerskab og arbejder som praktiserende læge. Der findes nogle skrifter fra hans egen hånd, ifølge hvilke han har skaffet sig fjender ved at argumentere imod adskillelsen af medicin og kirurgi i to forskellige uddannelser.

Omtrent samtidig med at Paracelsus opholdt sig i Strasbourg, tiltrådte han en dobbeltstilling som stadslæge og professor ved universitetet i Basel. Han kunne ikke fremlægge nogen diplomer eller anden form for dokumentation for sin medicinske uddannelse. Det, der banede vejen til stillingen, var hans mirakuløse helbredelse af bogtrykker Johann Frobenius' stærke smerte i højre fod. Alle andre læger havde givet op og foreslog amputation. Oplysningerne om smerterne er for diffuse og upræcise til, at man kan sige noget om årsagen, og det samme gælder behandlingen. Frobenius var en central person i Basels borgerskab og meget velhavende, og formentlig har han benyttet sin indflydelse ved oprettelsen af stillingen og ansættelsen.

Tiden som stadslæge og professor i Basel må siges at være højdepunktet i Paracelsus' karriere, men den blev både kortvarig og turbulent. I sine forelæsninger kaldte Paracelsus humoralpatologien for en falsk teori og hævdede, at de læger, der fulgte den, gjorde skade på deres patienter. Det bragte ham i konflikt med samtlige af universitetets lærerkræfter samt byens læger og apotekere.

Derudover provokerede han ved at forelæse på tysk og ikke latin, og komme til forelæsninger uden doktorkappe og i stedet iført en alkymists læderforklæde. Ved forelæsningerne fremhævede han sig selv og sit eget forfatterskab og talte for det synspunkt, at en læge har brug for praktiske erfaringer og kendskab til naturen, ikke boglig lærdom og veltalenhed. De samme synspunkter fremhævede han i sin proklamation "Intimatio Basileae" den 5. juni 1527.

Sankthansaften i 1527 brændte Paracelsus under andres opmærksomhed bøger af Galen og Avicenna på bålet, hvilket var modigt, da det var tidens største medicinske autoriteter, der også nød kirkens store anerkendelse. I yderste konsekvens kunne han selv være endt på bålet efterfølgende. Efter bogafbrændingen vendte universitetets studenter ham også ryggen. De trykte og omdelte et smædeskrift, hvor de latterliggjorde ham og gav ham øgenavnet "Cacophrastus".

I februar 1528 forlod Paracelsus Basel. Dele af hans forfatterskab blev til i tiden i Basel bl.a. en bog om uroskopi og pulsbedømmelse, De urinarum ac pulsum judicis, en bog om galdesten, De morbis ex tartaro oriundis, og en bog om åreladning, De modo phlebotomandi.

Efter bruddet med universitetet og bystyret i Basel i 1528 begyndte Paracelsus et omflakkende liv. Han rejste fra by til by i Sydtyskland, Alsace, Schweiz og Østrig frem til sin død i Salzburg i 1541 uden ansættelse eller fast indtægt. Han var fattig og levede efter eget udsagn hovedsageligt af melsuppe. Han var ledsaget af en skare proselytter af tvivlsom karakter, og efter sigende var der flere bortløbne og dødsdømte forbrydere blandt hans tilhængere. Mange samtidige kilder beskriver ham som klædt i laser og pjalter og altid fordrukken og primitiv i sin opførsel. Nogle få som det modsatte – en lærd og ædel mand.

Størstedelen af Paracelsus' kendte bøger blev til i disse sene vandringsår. Det gælder bl.a. hovedværkerne Paragranum og Paramirum, der blev skrevet i landsbyen Beritzhausen i 1529, og Die Grosse Wundartzney, der blev skrevet i Münchrath i 1536. Det meste blev først udgivet efter hans død.

Omstændighederne omkring Paracelsus' død kendes ikke fra samtidige skriftlige kilder, men måske blev han dræbt i en duel i Salzburg, hvor han i 1541 havde lejet sig ind på værtshuset Den Hvide Hest. Tre dage før sin død tilkaldte han en notar for at udfærdige et testamente, hvilket kan tyde på, at han måske vidste, at der var fare for hans liv.

I 1818 åbnede den tyske læge og anatom Thomas Samuel von Sömmering Paracelsus' grav og undersøgte skelettet. Han konstaterede en stor flænge i den ene side af kraniet, som han vurderede stammede fra et sværdhug eller et hug fra et andet skarpt våben. Von Sömmerings beskrivelse af kranielæsionen er set med nutidens øjne noget upræcis, og der er ikke lavet palæopatologiske undersøgelser siden.

Der kan også være andre oplagte dødsårsager. Angiveligt havde Paracelsus et meget dårligt helbred i sine sidste år som fattig vandringsmand. Muligvis var han kviksølvforgiftet, da han var stor tilhænger af dette lægemiddel og selv indtog det i rigelig mængde.

Troen på Gud og det at være et godt menneske var ifølge Paracelsus den første og vigtigste forudsætning for at blive en god læge. Kontakten til Gud vækker de spirituelle kræfter, der giver indsigt i naturen og evnen til at helbrede: "Das ist die Philosophey, auff die der Grundt der Arztney gesetzt ist. Nicht dass du den Menschen ersehnen sollst, sondern die Natur, was im Himmel beschlossen ist: dieselbe zeiget dir sie [die philosophie] von Stück zu Stück an, denn aus denselbigen ist der mensch gemacht" (Dette er filosofien, som lægekunsten bygger på. Du skal ikke længes efter mennesket, men naturen, hvad der er besluttet i Himlen. Filosofien viser dig så selv bid for bid, at mennesket er lavet af det samme [som naturen]).

Det værste, en læge kan gøre, er at være egennyttig. Det vil sige at have ønske om at helbrede sine patienter med det formål selv at opnå anerkendelse eller økonomiske fordele. Det vil forstyrre den spirituelle renhed og forholdet til Gud og dermed gå ud over behandlingens virkning. Med dette synspunkt var Paracelsus på ingen måde et eksempel på et nybrud i renæssancemedicinen, men snarere et eksempel på en hægen ved oldtidens delvist religiøse sygdomsforestillinger og sammenblanding af lægens og præstens rolle.

Lægen må også kende til stjernehimlen, da mennesket og menneskets helbred er nært forbundet med den: "und niemand kann einn Arzt sein, der den äusseren Himmel nicht kennt; denn in diesem sind wir selbst, und er liegt uns vor Augen. Der innere Himmel liegt uns aber nicht vor Augen, aber aus der Erkenntnus des Äusseren geht die Erkenntnus des Inneren hervor" (og ingen kan være læge, hvis ikke han kender den ydre himmel; således er vi den [stjernehimlen] selv, og den er synlig for os. Den indre himmel er ikke synlig, men man får kendskab til den via den ydre himmel). På dette punkt adskiller Paracelsus sig ikke væsentligt fra tidligere eller samtidige læger. Det var den almindelige opfattelse, at mennesket både som individ og på gruppeniveau, samfund, stod i forbindelse med stjernehimlen. Man lagde horoskoper og tog bestik af stjernehimlen, når man skulle vælge tidspunkt for operative indgreb, anden sygdomsbehandling og når man skulle forklare epidemiers opståen.

Det alkymistiske begreb kvintessens overføres af Paracelsus til lægekunsten. Ifølge alkymien findes alle stoffer i fem former: fast, flydende, luftig (gas) og fyrig (brændende) og en æterisk form. De fire første afspejler stoffets forbindelse til de fire elementer jord, ild, luft og vand. Den femte form eller æteriske form kaldes også kvintessensen og betegner stoffets egentlige substans, dets tilgrundliggende idé, dets åndelige form og guddommelige oprindelse. Denne kvintessens afspejles også i menneskets samlede udstråling, dets "aura" eller "astrale legeme", og det er nødvendigt at lægen med sin intuition kan erkende det for at forstå problemets kerne i forbindelse med fx sygdom.

Ifølge Paracelsus findes der i kosmos en skabende og opbyggende urkraft, som han kalder iliaster afledt af det græske ely, der betyder "urstof". Iliaster har skabt livet på Jorden og findes i varierende omfang i alt liv og er med til at opretholde livet i dyr, mennesker, planter, jord m.m. Nogle steder benævner Paracelsus Iliaster som Mysterium magnum, Iliados, Limbus Major m.m. Iliaster modsvares af en anden kraft i kosmos cagaster, der repræsenterer kaos og det destruktive. Iliaster og cagaster er mere eller mindre ensbetydende med hhv. Gud og Djævelen. I Kabbala findes en lignende teori om et urstof og muligvis kan Paracelsus have hentet sin inspiration der. Nogle af de skolastiske filosoffer beskæftigede sig ligeledes med teorien om et urstof betegnet Natura naturans. Selv har Paracelsus urstofteorier måske været med til at inspirere Baruch Spinoza, Schelling og Franz von Baader.

Paracelsus benægtede ikke eksistensen af de fire elementer jord, ild, luft og vand, men hævdede, at de var underordnet de tre elementer: salt, svovl og kviksølv, der indgik i deres opbygning. Et jordisk, luftigt, flydende og brændende salt var således tilstede i jord, luft, vand og ild, og så fremdeles.

Paracelsus antog i lighed med alkymisterne eksistensen af syv metaller: guld, sølv, kobber, tin, bly, kviksølv og jern, forbundet med planeterne og himmellegemerne, således stod guld i forbindelse med Solen, sølv med Månen, kobber med Venus, tin med Jupiter, bly med Saturn, kviksølv med Merkur og jern med Mars.

De enkelte konstellationer af metal og himmellegeme var også samhørende med en farve og forskellige talværdier. Solen og månen havde både en positiv og negativ talværdi knyttet til sig. Solens farve var orange, og den var knyttet til den positive talværdi + 1 og den negative – 4. Månens farve var violet, og den hørte sammen med tallene + 7 og – 4. Venus var blåviolet (indigo) og hørte sammen med tallet 6, Jupiter med blå og 3, Saturn med grøn og 8, Merkur med gul og 5, og Mars med rød og tallet 9.