al-Qaeda

I årene 1996-2001 var al-Qaeda en organisation i snæver forstand. Den havde formelle optagelseskriterier og troskabsed, et rådgivende organ, udvalg for militære, finansielle og religiøse anliggender, lønninger og skriftlig administration. Kernen bestod af et par hundrede edsvorne medlemmer, og det var denne struktur, som planlagde og gennemførte angrebene den 11. september 2001.

Efter den amerikanske intervention i Afghanistan i 2001 mistede al-Qaeda sit territoriale grundlag og sin evne til at planlægge komplekse operationer centralt. Bevægelsen antog i stedet form af et netværk af regionale filialer, som aflagde troskabshed til den centrale ledelse. Filialerne førte navnet, men opererede med betydelig autonomi og egne lokalpolitiske dagsordener.

Efter Osama bin Ladens død i 2011 fandt man hans efterladte dokumenter i Abbottabad i Pakistan. Disse viser en ledelse, som formaner og forsøger at overtale sine filialer. Men filialerne har ikke altid mulighed for at efterleve direktiverne fra ledelsen og ender med at ignorere centraledelsen, som ikke kan håndhæve sin magt.

Endelig har al-Qaeda fungeret som en ideologisk skabelon, som en standhaftig og stædig idé. Denne læsning, som også er blevet kaldt leaderless jihad, 'jihad uden ledelse', forklarer en række enkeltmandsangreb i Vesten. Men dens forklaringskraft kommer også til kort. Det er ikke idéer, men organisationer og individer, som driver træningslejre, finansierer operationer og kontrollerer territorium.

FN vurderer i sin seneste rapport fra 2026, at intentionen om at ramme Vesten består, men kapaciteten er uklar. Al-Qaeda har ikke gennemført et større angreb i et vestligt land i mange år. Bevægelsen har overlevet ved at opløse sig i lokale konflikter, hvor den er blevet en reel militær og administrativ magtfaktor. Prisen har været, at al-Qaeda har mistet evnen til at føre krig mod den fjerne fjende, som i årtier var dens reelle varemærke.

Om der stadig er tale om én bevægelse eller om en række selvstændige oprørsgrupper med et fælles mærke, er blandt de spørgsmål, forskningen i dag er uenig om.

Abdallah Azzam var bin Ladens mentor og leverede den religiøse legitimering til deres foretagende. Det skete først og fremmest med fatwaen Forsvar for de muslimske lande fra 1984. En fatwa er en genre af religiøs vejledning udstedt af en islamisk lærd autoritet. Dette opråb var en af årsagerne til, at arabiske fremmedkrigere fra lande i Mellemøsten og Nordafrika søgte mod fjerne og ukendte himmelstrøg i Afghanistan for at hjælpe med modstandskampen mod Sovjetunionen og dens samarbejdspartnere, bl.a. Najibullah-regimet i landet.

Bin Laden bidrog med penge, logistik og adgang til saudiske donornetværk i kraft af sine familieforbindelser. Han var søn af en rig entreprenørfamilie i Saudi-Arabien og bragte sine kompetencer fra arbejdet i familiefirmaet og sin organisatoriske begavelse ind i foretagendet.

MAK voksede hurtigt til et netværk med gæstehuse, eget tidsskrift og kontorer i blandet Europa og USA. Det var i høj grad dette apparat, som skabte den strøm af arabiske frivillige og fremmedkrigere til Afghanistan, som al-Qaeda siden rekrutterede sin kerne fra.

I slutningen af 1980’erne ændrede sikkerhedsbilledet sig i Afghanistan. Det tvang organisationen til at ændre sig for at forblive en relevant politisk aktør i det afghanske politiske landskab. Den største forandring kom, da Mikail Gorbatjov søsatte den sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan i 1985-1988. I denne periode begyndte transformationen fra MAK til det spirende Al-Qaeda.

Organisationen begyndte for alvor at slå organisatoriske rødder i august 1988. Dens formål at fastholde og mobilisere en stående, transnational fortrop af islamistiske militante til at varetage sikkerhed efter den sovjetiske tilbagetrækning.

Al-Qaedas kerne blev udgjort af de såkaldte arabiske Afghanistan-veteraner, som var rejst fra deres hjemlande i Nordafrika og Mellemøsten som fremmedkrigere.

Under krigen mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan havde USA og Saudi-Arabien tilsammen sendt flere milliarder dollar til den afghanske modstandsbevægelse. Pengene blev fordelt af den pakistanske efterretningstjeneste og gik til afghanske politiske partier.

MAK's arabiske fremmedkrigere fik ikke direkte andel i disse nye pengestrømme. De var blot få tusinde mand i en krig, som blev ført af hundredetusindevis af afghanere. Fremmedkrigerne levede af andre pengestrømme såsom private bidrag fra oligarker i Golfstaterne og bin Ladens egen formue.

Påstanden om, at USA finansierede al-Qaeda, er derfor svær at finde beviser for. Men det står klart, at USA og Saudi-Arabiens støtte var med til at opbygge et net af træningslejre og gæstehuse, og den sørgede for transporten af en lind strøm af lette håndvåben mellem Pakistan og Afghanistan. Denne infrastruktur stod tilbage, da USA mistede interessen for Afghanistan efter 1989, og Al-Qaeda var en proaktiv aktør, som udnyttede den til sine egne politiske mål.

Efter Iraks invasion af Kuwait i 1990 brød Bin Laden sine forbindelser med det saudiske kongehus, som han fordømte for at invitere amerikanske styrker ind i landet. Operation Desert Shield fra august 1990 indebar udstationering af flere hundrede tusinde amerikanske soldater i Saudi-Arabien; den vedvarende tilstedeværelse efter 1991 koncentrerede sig især om Prince Sultan Air Base ved al-Kharj samt Dhahran/King Abdulaziz Air Base.

Bin Laden opholdt sig fra 1992 til 1996 i Sudan, hvor organisationen opbyggede forretningsinteresser og kontakter til militante grupper i Egypten, Algeriet og Somalia. I 1996 vendte han tilbage til Afghanistan under Talibans beskyttelse.

Harakat al-Shabab al-Mujahidin, på dansk ’De mujahedinske unges bevægelse’ og almindeligvis forkortet al-Shabaab (‘Ungdommen’), blev en del af al-Qaeda i 2012. Det er den økonomisk stærkeste afdeling med et omfattende apparat til at beskatte de mennesker, som bor i de områder, gruppen kontrollerer.

JNIM er forkortelsen for Jamaat Nusrat al-Islam wa-i-Muslimin, på dansk: ‘Gruppen til støtte for islam og muslimerne’. Gruppen kaldes også ofte ved forkortelsen for sit franske navn, GSIM (Groupe de soutien à l'islam et aux musulmans).

JNIM blev dannet i 2017 og styrer store landdistrikter. Det er en dynamisk organisation, som udnytter politiske spændinger i Sahel-landene, som skærpes af europæiske landes indblanden i regional politik. I de store landområder kan gruppen finansiere sig igennem guldminedrift, vejafgifter, smugling og kidnapninger.

AQAP er forkortelsen for Al-Qaeda in the Arabian Peninsula. På arabisk hedder den Al-Qaida fi Jazirat al-Arab.

AQAP blev dannet i 2009 og har historisk været al-Qaedas operativt mest opfindsomme og proaktive afdeling målt på ambitionen om angreb i Vesten. Gruppen stod bag forsøget på at sprænge et fly over Detroit i 2009 og angrebet på Charlie Hebdo i Paris i 2015. Dens engelsksprogede magasin, Inspire, gjorde den til al-Qaedas vigtigste propagandaproducent.

I dag er den operative aktivitet betydeligt lavere, men FN's overvågningsenhed beskrev i februar 2026 AQAP som al-Qaedas fortrop på grund af forbedret økonomi, tættere bånd til al-Shabaab og fornyet ekstern kommunikation på sociale medier.

Forkortelsen står for al-Qaida fi Bilad al-Maghrib al-Islami, på dansk: ‘al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb’.

Gruppen opstod i 2007, da den algeriske salafistiske gruppe fra den algeriske selvstændighedskrig, GSPC, aflagde troskabsed til al-Qaeda og skiftede navn. Gruppen flyttede sit tyngdepunkt sydpå fra Algeriet til Sahara og Sahel, hvor den finansierede sig igennem kidnapninger og smugling.

AQIS er forkortelsen for Al-Qaeda in the Indian Subcontinent, på arabisk hedder gruppen Qaidat al-Jihad fi Shibh al-Qarra al-Hindiyya.

AQIS blev oprettet i 2014 som al-Qaedas forsøg på at samle sine sydasiatiske netværk i Pakistan, Bangladesh, Indien og Myanmar til én afdeling. Det var en beslutning, som blandt andet skulle imødegå Islamisk Stats fremmarch og fastholde bevægelsens relevans i regionen, hvor den oprindeligt opstod. Gruppen har aldrig fået det gennembrud, den var tiltænkt. Derfor opererer den i dag med beskeden opbakning og under de rammer, som Taleban sætter.

Abdallah Azzams jihadforståelse var defensiv og territorial. For ham var målet at befri besatte muslimske lande: Afghanistan, dernæst Palæstina, Bosnien og dele af Centralasien blev også nævnt som fremtidige kamppladser. Azzam afviste takfirismen, at man kunne erklære andre muslimer for vantro og dermed legitime mål.

Da protegéen bin Laden med tiden opnåede mere indflydelse og organisatorisk autonomi, valgte han at fokusere mere på den nære fjende og dernæst den fjerne fjende. Dermed bevægede han sig længere væk fra Azzams ramme for legitim jihad. Al-Qaeda arvede Azzams mobiliseringsteknologi og religiøse legitimitet. Men gruppen vendte hans program på hovedet, da kampen blev offensiv frem for defensiv, global frem for territorial, og da den blev rettet mod mål, som Azzam hidtil havde erklæret urørlige.

Ét af de drivende spørgsmål i al-Qaedas topledelse var organisationens holdning til andre læsninger af Koranen end den bogstavtro salafisme. Igennem organisationens levetid har medlemmernes stillingstagen til særligt shia-islam været en form for fremkaldervæske for at forstå ledelsens værdier og gruppens verdensbillede. Den religiøse lærde Azzam arbejdede med alle slags muslimer i Afghanistan og Pakistan, mens yngre medlemmer af al-Qaeda udviklede en særlig form for identitetspolitik for at skærpe opmærksomheden om deres sag.

Islams to hovedretninger, sunni- og shiaislam, er adskilt af en uenighed om, hvem der retmæssigt skulle lede det religiøse fællesskab efter profeten Muhammeds død. Denne idéhistoriske og teologiske uenighed har i det meste af historien ikke i sig selv ført til vold. Det sekteriske skel blev først i nyere tid til et centralt politisk konfliktmønster i Mellemøsten, særligt efter revolutionen i Iran i 1979 samt efter den amerikanske invasion af Irak i 2003. Her har politiske aktører på begge sider mobiliseret nye rekrutter og skabt sympati for deres sag ved at bruge sekteriske tilhørsforhold som en form for identitetspolitik.

Politiseringen af sekterisk identitet er altså ny, og selv i al-Qaeda har ledelseslaget været uenige om, hvordan man skulle gøre brug af den.

Da jordaneren Abu Musab al-Zarqawi i 2004 gjorde sin gruppe i Irak til al-Qaedas irakiske gren, rettede han angreb mod landets shiamuslimske flertal. Gruppen gik efter civile mål på markeder, i moskeer og på omrejsende pilgrimme. Det var ikke tilfældig brutalitet, men en gennemtænkt strategi, som han skitserede i et brev til Osama bin Laden fra begyndelsen af 2004. I brevet beskriver Zarqawi, hvordan angreb på shiamuslimer ville udløse gengældelser mod sunnimuslimer, som derefter ville søge beskyttelse hos jihadisterne. Målet var altså at fremprovokere en borgerkrig, som skulle skabe den bølge af følgere, som al-Qaeda havde vanskeligheder ved at mobilisere.

Sprængningen af den shiitiske al-Askari-helligdom i Samarra i februar 2006 er det ikoniske eksempel på Zarqawis strategi. Angrebet blev et vendepunkt, som bekræftede dele af bevægelsen om, at sekterisk vold virkede. Irak gled ud i åben sekterisk borgerkrig kort efter.

For al-Qaedas ledelse var det en strategisk katastrofe, fordi hele projektet byggede på at samle sunnimuslimer mod besættelsesmagten USA og ikke imod irakiske medborgere. Al-Qaeda-toplederen Ayman al-Zawahiri advarede i et brev fra juli 2005 forgæves Zarqawi om, at massakrer på civile muslimer ville frastøde netop det publikum, som bevægelsen var afhængig af. Men Zarqawi havde egne penge og eget netværk og kunne i praksis ignorere ordrer fra ledelsen i Pakistan.

Zarqawi blev dræbt af et amerikansk luftangreb i juni 2006, men hans strategiske kultur fortsatte med at leve videre i hans al-Qaeda-filial. Samme år omdannede den sig til Islamisk Stat i Irak, og efter en periode i tilbagegang genopstod organisationen under den syriske borgerkrig som Islamisk Stat i Irak og Syrien. I 2014 brød al-Qaeda formelt med den, og senere samme år udråbte gruppen sit kalifat.