iltsvind

Hvis der ikke foregik biologiske processer i vandet, ville iltindholdet i vandet være i ligevægt med luftens indhold af ilt, da der foregår en udveksling af ilt mellem luft og vand (genluftning). Hvor meget ilt, der kan opløses i vandet, afhænger af vandets temperatur og saltindhold. Jo varmere vand er og jo saltere det er, jo mindre ilt kan der opløses i det.

I naturen foregår der forskellige biologiske processer i vandet, som påvirker dets ilthold. Fotosyntese fra alger kan øge iltindholdet og især kan nedbrydningsprocesser – respiration – mindske iltindholdet.

Iltsvind forekommer når forbruget af ilt i vandet ved respiration overstiger tilførslen af ilt ved genluftning og fotosyntese. Dette sker især når der forekommer algeopblomstringer i vandet. Når algerne dør, synker til bunds og går i forrådnelse på bundet bruges ilten i vandet her hurtigere end det kan erstattes af ilt fra overfladelagene af vandet og fra luften over vandet. Der opstår derfor iltsvind ved bunden.

Problemer med iltsvind opstår først og er størst ved bunden netop på grund af tilførslen af mikroalger, som er produceret ved vandoverfladen, men som synker til bunds. Af denne grund forstærkes problemer med iltsvind af tilførsel af næringsstoffer (eutrofiering), da næringsstoftilførslen netop giver anledning til øget produktion af mikroalger i vandet.

Iltsvindsproblemer bliver størst i varmt og stille vejr. Dette skyldes dels at både produktionen af mikroalger i overfladen og nedbrydningen af mikroalgerne ved bunden går hurtigere og dermed forbruger mere ilt jo varmere vandet er, og dels at nedblandingen af ilt fra luften (genluftningen) til vandet hæmmes når vandet er stille. Varmt, solrigt og stille vejr kan også give anledning til lagdeling af vandet (springlagsdannelse), hvor der opstår et varmt og forholdsvis iltrigt lag af vand øverst (varmt vand er lettere end koldt) og et kold, iltfattigt, vandlag nederst ved bunden. I denne situation vil der næsten ikke ske nogen nedblanding af ilt til bunden.

Af disse årsager er topper problemerne med iltsvind i de danske farvande hvert år i sensommeren og det tidlige efterår (august – september), mens problemerne aftager igen når efteråret sætter ind med lavere temperaturer og blæst, der rører om i vandet så lagdelingen ophører.

Iltsvind er et naturligt fænomen, som forværres af menneskelige aktiviteter og klimaforandringer. Der er videnskabelige rapporter om iltsvind i danske farvande tilbage fra slutningen af 1800-tallet, og der blev registreret iltsvind i farvandet mellem Als og Fyn i årene 1910 – 1930 og fx i Limfjorden i 1942. Den øgede udledning af næringsstoffer som fandt sted i 1900-tallet og som især tog fart efter 2. Verdenskrig med industrialiseringen af landbruget, øgede forekomsten af iltsvind i danske farvande. Der er dog store variationer i udbredelsen og intensiteten af iltsvind fra år til år på grund af iltsvindets afhængighed af vejrforholdene. Der var et meget stort iltsvind i 2002, hvor udbredelsen var lagt større end i de følgende år, men i årene 2010 – 2026 er udbredelsen af iltsvind generelt steget gennem perioden, om end med udsving fra år til år.

De igangværende klimaforandringer forværrer på mange måder iltsvindsproblemerne. Varmere vand kan indeholde mindre ilt og alle biologiske processer går hurtigere jo varmere det er. Det gælder også for nedbrydningen af mikroalgerne på havbunden. Den hurtigere nedbrydning betyder at de næringsstoffer, som mikroalgerne har optaget i deres vækst hurtigere, bliver tilgængelige for fornyet vækst af mikroalger. Frigivelsen af næringsstoffer fra døde mikroalger benævnes den interne belastning og den hurtigere frigivelse af næringsstoffer modvirker helt eller delvist den reduktion i den eksterne belastning med næringsstoffer – tilførslen af nye næringsstoffer fra landbrug og andre kilder – som har fundet sted de seneste år.

Iltsvind er et globalt forekommende fænomen, på engelsk kendt som ocean hypoxia eller marine dead zones. Internationalt set forekommer de største dead zones i Den mexicanske Havbugt, i Chesapeake Bay på USA’s østkyst, i Sortehavet, og ikke mindst i Østersøen, hvor syv af verdens 10 største dead zones findes.

• bundvending
• kvælstofkredsløb