Intermezzo er en musikalsk betegnelse med flere betydninger. I 1500-tallet benyttedes det i Italien om lettere, underholdende satser som fx madrigaler indlagt mellem hovedafsnittene i en større komposition. I 1600-tallet blev intermezzoer med selvstændig handling opført mellem akterne af de store operaer, og heraf opstod den komiske opera, opera buffa. Senere kom ordet til at betegne et instrumentalt mellemspil i en større komposition, især i en opera, fx intermezzoet fra Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana (1890). I Richard Strauss' Intermezzo (1924) forekommer ikke mindre end 12 sådanne mellemspil. Betegnelsen er også brugt om enkeltstående instrumentalstykker af bl.a. Johannes Brahms.
Faktaboks
- Etymologi
-
Fra italiensk, af latin intermedium 'hvad der er i midten'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.