primater

Primaterne har de mest veludviklede hænder af alle pattedyr. De har lange, bevægelige fingre og modstillet tommelfinger, der gør dem i stand til effektivt at gribe om grene og lignende, når de klatrer. Denne opbygning af hånden giver også primater en exceptionel fingerfærdighed, som de bruger til at håndtere fødeemner og i visse arters tilfælde endda redskaber, som det fx ses hos de store menneskeaber, langhalet makak og nøddeknækkerkapuciner.

Primaterne har (med undtagelse af mennesket) også veludviklede gribefødder med relativt lange tæer og modstillet storetå. Flere primater er i stand til at hænge fra en gren udelukkende i fødderne, fx varier, sifakaer, uakarier og lorier.

Primater har nøgne håndflader og fodsåler, hvilket giver et skridsikkert greb under klatring og bedre greb om genstande, de manipulerer. Mønstret af bittesmå kamme og furer på de yderste led af fingrene, som giver mennesker og alle andre primater unikke fingeraftryk, bidrager yderligere til et godt greb.

Et af de grundlæggende primattræk er at have negle i stedet for kløer. Primaters fingerspidser og i lidt mindre grad tåspidser er rigt forsynet med sanseceller, der gør dem meget følsomme og giver dem detaljerede informationer om genstande, de berører og håndterer. Neglenes funktion er at beskytte fingrenes og tæernes yderste dele såvel som at støtte det bløde væv i finger- og tåspidserne.

Halvaberne er karakteriseret af at have en pudseklo på den anden tå (tåen ved siden af storetåen); spøgelsesaberne har pudsekløer både på den 2. og 3. tå.

Nogle mindre primater har sekundært udviklet kløer, der gør dem i stand til at klatre på store, glatte træstammer, selv med hovedet nedad; det gælder silkeaber, klogalagoer og rygstribemakier.

Halvaber er karakteriseret ved at have en klo på den anden tå (dvs. tåen ved siden af storetåen), og spøgelsesaber har kløer både på den anden og tredje tå. Disse kaldes pudsekløer og bruges ifm. soignering af pelsen. Tre grupper af primater har sekundært udviklet kløer på alle tæer og fingre: silkeaberne i Syd- og Mellemamerika, klogalagoerne i Afrika og rygstribemakierne på Madagaskar.

Mange pattedyr har øjnene siddende på siden af hovedet; det er typisk for byttedyr såsom hovdyr og kaniner/harer. Denne placering af øjnene giver et bredt synsfelt og gør det muligt at se en fjende, der kommer bagfra. Primaterne er derimod kendetegnet af at have tætsiddende, fremadpegende øjne, et træk de deler med rovdyr som katte og hundedyr samt rovfugle og ugler. Det giver et væsentligt smallere synsfelt, men fordelen er, at der hvor de to øjnes synsfelter overlapper, får man en langt bedre afstandsbedømmelse. Det kaldes for et binokulært syn. Hos kaniner er det binokulære synsfelt ca. 9°, mens det hos aber er omkring 98°. At have god afstandsbedømmelse er af afgørende betydning for primaterne, når de med stor fart springer fra gren til gren og træ til træ; uden den evne risikerer de at ramme forbi, når de lander, og falde ned fra træerne. Afstandsbedømmelsen bruger de også, når de rækker ud efter fødeemner, og gør galagoer og spøgelsesaber i stand til af fange flyvende insekter med hænderne.

Synet spiller en særlig stor rolle hos primater. De er i høj grad synsdyr, og sammenlignet med mange andre pattedyr er deres sanser i højere grad orienteret mod synet end mod lugte- og høresansen. Det gælder ikke kun evnen til at se skarpt og bedømme afstand, men også evnen til at skelne farver. Primater er de eneste placentale pattedyr, der har et trikromatisk farvesyn, dvs. ser verden i farver, som vi selv gør det (medmindre man har mangelfuldt farvesyn, som omtrent 8 % af mænd og knap 1 % af kvinder har). Det er dog ikke alle primater, der har veludviklet farvesyn. Østaber, menneskeaber og mennesket er trikromatiske. Hos vestaber er situationen mere kompleks. Hos alle arter på nær brøleaber og nataber er nogle af hunnerne trikromatiske, mens andre hunner samt samtlige hanner har dikromatisk farvesyn, dvs. har rød-grøn farveblindhed. Man kalder dette fænomen, altså at der er forskel på kønnene og endda forskel inden for samme køn, for et polymorfisk farvesyn. Hos brøleaberne er begge køn trikromatiske, mens nataberne har et monokromatisk farvesyn, dvs. ser verden i sort-hvid.

Blandt halvaberne er der også stor variation. Det lader til, at lorier, pottoer og makier er monokromatiske. De resterende lemurer er mindst dikromatiske. Hos flere af de dagaktive lemurer, deriblandt varier, sifakaer og indrien, har man fundet et polymorfisk farvesyn ligesom hos vestaberne, hvor nogle af hunnerne kan være trikromatiske, mens andre hunner samt alle hanner er dikromatiske. Endelig er spøgelsesaberne dikromatiske.

Alle nataktive halvaber, men ikke spøgelsesaberne og nataberne, har indbygget spejl i øjnene (tapetum lucidum), der forstærker deres mørkesyn.

Sammenlignet med andre pattedyr har primater usædvanligt store hjerner i forhold til deres kropsstørrelse. Blandt primater finder man et unikt forhold, som ikke er påvist hos nogen anden gruppe af pattedyr eller fugle, der er undersøgt: Jo større grupper primater lever i, desto større er deres relative hjernestørrelse (dvs. hjernevægten i forhold til kropsvægten). Ifølge den anerkendte teori the social brain hypothesis hænger det sammen med, at et komplekst socialt liv stiller store krav til hjernens evne til at indsamle, lagre og bearbejde social information. Disse krav kan gennem evolutionen have været en vigtig drivkraft i udviklingen af primaternes store og kognitivt veludviklede hjerner.

Hos pattedyr generelt hænger en stor hjernestørrelse sammen med en lang drægtighed, en lang dieperiode, en lang opvækst og en lang levetid. Det er lige præcis, hvad man ser hos primaterne. Primaternes strategi er typisk at få forholdsvis få unger, men til gengæld at investere meget i de enkelte unger. Primatunger har således en lang ”barndom”, hvor de er afhængige af deres mor og eventuelt andre flok- eller familiemedlemmer.

I tabellen til højre er angivet længden af drægtigheden og det typiske antal unger, hunner føder ad gangen for en række primatgrupper. Den korteste drægtighed blandt primater ses hos musemakier (ned til 52 dage) og den længste hos gorillaer (op til 289 dage), mens den længste drægtighed blandt egentlige aber forekommer hos mellemamerikansk edderkopabe (op til 232 dage).