appetit

Appetitreguleringens vigtigste opgave er at sikre individet energi og næringsstoffer i tilstrækkelig mængde. Appetitreguleringen er normalt i stand til at fastholde legemsvægten trods store udsving i den daglige energiindtagelse. Hvis energiforbruget øges fx ved hårdt fysisk arbejde eller kuldepåvirkning, indtages mere mad. Omvendt nedsættes appetitten ved fx inaktivitet, ophold i varmt klima eller ved lavt stofskifte (myksødem).

Hos dyr kan mangel på et næringsstof påvirke appetitten, så der opstår en særlig trang til føde, der er rig på det pågældende næringsstof. Hos gravide kan der forekomme en stærk trang (pica) til forskellige særprægede spiser, uden at der er tale om en egentlig mangeltilstand.

Appetitten kontrolleres af et komplekst, dynamisk samspil mellem hormoner fra perifere væv og organer, nervesignaler og centrale kredsløb i hjernen. I hypothalamus findes to hovedsystemer, som henholdsvis stimulerer og hæmmer fødeindtagelsen. Disse systemer modtager signaler fra sanseorganer, samt fra en række hormoner, der frigives fra mave-tarm-kanalen, bugspytkirtlen, lever og fedtvævet, samt fra nervetråde fra bl.a. leveren.

Inden for psykologien kan appetit opfattes bredt som et stræbende og nydende træk ved en række medfødte biologiske behov for fx næring, seksualitet og kropsudfoldelse, såvel som ved tillærte behov for fx tobak og alkohol.

Appetit er ofte forbundet med en vis kræsenhed og er knyttet til oplevelsen af eller forestillingen om visse foretrukne objekter for behovene. Disse objekter, fx næringsmidler eller seksualpartnere, kan vække appetitten til live, mens andre objekter, der i teorien kunne tilfredsstille de samme behov, ikke virker appetitvækkende. Tillige indvirker de sociale sammenhænge på appetitten. Det er velkendt, at mennesker både spiser og nyder mere, når de er sammen med andre, end når de er alene.

Endvidere er appetit knyttet til nogle følelser, især glæde. Glæde hænger sammen med en generel 'appetit på livet' eller mere specifikt på de dele af livet og det menneskelige samvær, som opmærksomheden i øjeblikket er rettet mod.

Psykologiske faktorer indvirker på, hvornår man føler sig mæt. En appetit, som rækker ud over det fysiologiske næringsbehov, kendetegner trøstespisning, hvor fødeindtagelsen skal kompensere for andre behov; andre reagerer derimod på psykiske problemer eller sorg med appetitløshed eller madlede. Hos de fleste synes der at eksistere fysiologiske og psykologiske mekanismer, som forholdsvis effektivt hindrer et overforbrug af mad, selv når kosten som i den vestlige verden er velsmagende og til stede i rigelige mængder. Hos personer disponeret for fedme fungerer appetitreguleringen derimod dårligt, men mekanismerne bag tilstanden er dårligt forstået.

Forskellige nydelsesmidler og lægemidler kan påvirke appetitten. Hos rygere findes øget indtagelse af mættet fedt på bekostning af grøntsager og frugt. Efter rygeophør normaliseres kostvanerne hos en del, mens andre øger indtaget af slik. Antidepressive lægemidler, antipsykotiske lægemidler, visse epilepsimidler og en række andre lægemidler medfører ofte øget appetit særlig rettet mod slik, kager o.l.

Appetitløshed (anoreksi) er nedsat eller manglende lyst til at indtage føde. Der er glidende overgang mellem appetitløshed, madlede og kvalme.

Appetitløshed optræder ofte forbigående under almindelige febersygdomme, men kan også skyldes lidelser i mave-tarm-kanalen og alvorligere sygdomme, fx leverbetændelse, nedsat nyrefunktion eller kræftsygdomme.

Appetitløshed ses som bivirkning til behandling med lægemidler, især i forbindelse med kemoterapi mod kræft.

Det kan også være et led i psykiatriske tilstande, som det ses ved spiseforstyrrelser (nervøs spisevægring, anorexia nervosa).

• sult
• næringsstoffer
• energibehov