Image
Dril han fotograferet i Afi Mountains, Cross River, Nigeria.
Dril_Nigeria
Image
Portræt af en tidligere alfahan med stor manke. Jo mere dominerende en han er, jo mere intenst lyserød bliver hans lyserøde hagestribe. Fra Afi Mountains, Nigeria.
Dril_Nigeria

Drillen er en stor afrikansk abe, der lever i Nigeria og Cameroun samt på Bioko Island (Ækvatorialguinea). Den forekommer i lavlandsregnskov, bjergskov og alpint græsland.

Faktaboks

Også kendt som

Mandrillus leucophaeus (videnskabeligt navn); drill (engelsk)

Drillen tilhører samme slægt som mandrillen, Mandrillus. De hører til stammen Papionini (hvor også bl.a. bavianer og makakker placeres), kindposeaberne (underfamilien Cercopithecinae) og østaberne (familien Cercopithecidae).

Drillen er en af verdens største aber. Hannerne vejer 14,5-27 kg og hunnerne 6,5-12 kg. Hannerne har en nøgen lyserød hagestribe samt en stor, opsvulmet og exceptionelt farvestrålende numse; intensiteten af farverne af begge afspejler hannernes position i hierarkiet.

Arten er altædende. Dens kost domineres af frugt og frø, men den æder også blade, blomster, kviste, urter, græs, rødder, svampe og animalsk kost som insekter og deres larver, krabber, snegle, fugle- og krybdyræg, fisk, krybdyr, padder samt små fugle og pattedyr. Driller fouragerer mest på jorden, men nogle individer søger også føde i træerne.

Drillen er social og lever i blandede flokke med talrige voksne hunner og deres afkom såvel som voksne hanner. Flokke indeholder typisk 15-30 individer, men nogle gange slutter flere flokke sig samme og danner midlertidige grupper på op til 200 individer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig