jordsvin

Jordsvinet har både sin egen familie, Orycteropodidae, og sin egen orden, Tubulidentata. Tubulidentata er den eneste pattedyrorden, der kun omfatter en enkelt nulevende art.

Oprindelig troede man, at jordsvinet var en nær slægtning til myreslugerne i Syd- og Mellemamerika. Sidenhen blev jordsvinet regnet til ordenen Edentata sammen med gumlerne og skældyrene. Det har dog vist sig, at disse tre grupper ikke er nært beslægtede, og ordenen Edentata blev derfor opløst. I dag placeres jordsvinet i overordenen Afrotheria, som er søstergruppe til en gruppe af pattedyr, der omfatter sengier (elefantspidsmus), tenrekker, oddertenrekker og guldmuldvarpe (se figur).

Det ældste kendte fossil af jordsvineslægten Orycteropus stammer fra Kenya og er ca. 20 millioner år gammelt. Fra Afrika spredte slægten sig for ca. 15 millioner år siden til Eurasien, hvilket er bekæftet af fossiler fundet i Tyrkiet, Grækenland, Italien, Iran og Pakistan.

Jordsvinet vejer 40-100 kg. Det har en hoved-og-kropslængde på 94-142 cm, en hale på 44-71 cm og en skulderhøjde på 60-65 cm. Hannerne er en smule større end hunnerne, men i felten er det umuligt at se forskel på kønnene.

Det har 13-24 cm lange, smalle ører, en aflang snude med en flad tryne, en robust kropsbygning med en buet ryg, kraftige ben, en tyk, tilspidsende hale og sparsom pels. Forlemmerne har fire tæer og baglemmerne fem. Som tilpasning til gravning er forbene udstyret med lange, skarpe, spadeformede kløer.

Snudespidsen er ikke hård som en grisetryne, men blød, pelset og bevægelig. En bræmme af tykke hår i åbningen til næseborene samt evnen til at lukke næseborene helt forhindrer jord og støv i at trænge ind i næsen under gravning og fouragering.

Typisk for myre- og termitædende pattedyr er jordsvinets øjne små; det ses også hos myreslugere og skældyr. De små øjne gør dem mindre såbare over for bid og kemisk forsvar fra insektsoldater, når de fouragerer i myre- eller termitreder. Hos jordsvinet er hornhinden, den forreste, gennemsigtige del af øjeæblet, forhornet for at beskytte øjet yderligere.

Tungen er lang og ormeformet, og under fouragering kan den strækkes til dobbelt længde af hviletilstanden. Jordsvinet mangler for- og hjørnetænder og har højst usædvanlige kindtænder. De er flade, mangler emalje og vokser livet igennem. Hver tand består af hundredvis af sekskantede søjler af dentin.

Ligesom andre pattedyr, der lever af svært fordøjelige myrer og termitter, har jordsvinet en lav kropstemperatur på 32,2-34 °C.

Jordsvinet er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara. Det findes fra Senegal i Vestafrika til Etiopien i øst og Sydafrika i syd. Det er fundet i op til 3.200 meters højde.

Arten er alsidig, hvad angår leveområder. Så længe der er rigeligt med myrer og termitter samt en jordbund, der er velegnet til at konstruere huler i, kan jordsvinet udnytte naturtyper fra halvørken og savanne til regnskov. Det undgår de tørreste ørkner og klippefuldt terræn, hvor det er svært at grave.

Jordsvinet lever næsten udelukkende af myrer og termitter, men kan også æde anden insektføde såsom gødningsbillepupper og vandregræshopper samt vandholdige frugter som vilde meloner og agurker. Dyret formodes at sætte over 50.000 myrer og termitter til livs per nat.

Det lugter sig frem til insekterne og graver hul på deres underjordiske reder med sine kraftige kløer. Jordsvin kan uden problemer bryde igennem termitboernes cementhårde væg og kan efter sigende grave hurtigere end flere mænd med skovle tilsammen. Når der først er hul på en insektrede, sender dyret sin lange tunge ind i gangene. Tungen kan rækkes 25-30 cm ud af munden, og da den er klæbrig af spyt, hænger insekterne fast på den. I munden skrabes insekterne af ved at presse tungen mod tværgående riller i ganen.

Jordsvinets kæbemuskler er svage, og normalt sluger det føden uden at tygge den. Ligesom hos myreslugere og skældyr foregår forarbejdningen af insekterne i stedet i en muskuløs mave.

Jordsvinet er hovedsagelig nataktivt, men kan på kølige dage også komme frem om eftermiddagen. Det bor i huler under jorden. De fleste huler har kun én indgang, men nogle gange kan de have flere. Hulerne kan være mere end ti meter lange og op til seks meter dybe. For enden af en tunnel er der et forstørret sovekammer. Når dyret er inde i sin hule, lukker det indgangen efter sig med en prop af jord, men efterlader et lille hul foroven til ventilation. Det rengør ofte sine huller og går altid udenfor for at besørge.

Jordsvin konstruerer sjældent helt nye huler, men renoverer i stedet ældre huler. Der kan være over 60 jordsvinehuller pr. hektar, og mange andre dyr, pattedyr og krybdyr såvel som hvirvelløse dyr, benytter disse huler som boliger, hvilket gør jordsvinet til en økologisk nøgleart.

Jordsvin lever alene, selv om en hun undertiden kan ses sammen med en unge fra året før. De er normalt tavse og kommunikerer ikke ved hjælp af lyde. Duftsignalering er deres vigtigste kommunikationsform.

Man ved ikke ret meget om jordsvinenes formering i naturen. Hunnen har en drægtighedsperiode på 7-8,5 måneder. Hun får normalt én unge ad gangen, men indimellem tvillinger. Ungen vejer 1,8-2 kg ved fødslen og har en totallængde på omkring 55 cm. Den fødes med åbne øjne og veludviklede kløer. De første to ugers tid tilbringer ungen i fødselshulen, men begynder derefter at følge hunnen på hendes natlige fouragering. Ungen begynder at grave sin egne huler, når den er ca. 6 måneder gammel, men kan blive hos hunnen frem til den næste ynglesæson.

Den højeste levealder, man har registreret for jordsvin, er 24 år i fangenskab.

• pattedyr
• Afrotheria