Hvem er du? Hvor står du lige nu? Hvad er dit formål? Hvor er vejen frem?

Lad astrologien hjælpe dig til klarhed

Hvad er en astrologisk samtale?

En astrologisk samtale er et møde mellem mig som astrolog og dig som både emne og fortolkende deltager.

Det er et møde mellem min faglige, grundige analyse, og den erfaring og indsigt dit liv har bragt dig indtil nu. 
Jeg lægger dit horoskop, baseret på dit fødselstidspunkt og -sted, og analyserer planeternes placering i tegn og livsområder. Herfra kommer jeg med en tolkning af horoskopet; nogle udsagn om din personlighed, dine styrker, dine udfordringer, hvordan du er blevet påvirket gennem dit liv og hvordan du bedst kan bruge dine talenter. 
Men horoskopet taler ikke rationelt, det taler i arketyper og symboler, og derfor kommer den bedste og dybeste indsigt, når vi nærmer os symbolerne sammen. Jeg har kendskab til planeterne, tegnene og myterne, men du har i sidste ende det bedste kendskab til måden, de udspiller sig i dig. 

Jeg foretrækker derfor at kalde det en astrologisk samtale fremfor en læsning eller tydning, da det er i vores fælles samtale om dig og din udvikling at horoskopet virkelig kommer til live, hvor det bliver så præcist som muligt og kan bruges som forståelsesramme for din livssituation og som rettesnor videre frem.

Hvem er jeg

Image

Jeg er uddannet Hellenistisk Astrolog fra The Astrology School v. Chris Brennan. Derudover har jeg læst tre semestre på Astrologiskolen v. Jóna Olafsdottir. Astrologien som fag rummer mange lag og mange forskellige nicher, så jeg holder min uddannelse ved lige og fortsætter med at udvikle mig gennem foredrag, webinarer og min gamle læsegruppe fra the Astrology School.

Jeg har ikke altid vidst, jeg skulle være astrolog. Jeg var meget interesseret i astrologi som stor pige, hvor jeg slugte alle de astrologibøger, jeg kunne finde på Bjerringbro Bibliotek, men som jeg blev ældre og skulle vælge uddannelse, gled interessen for det spirituelle i baggrunden. Jeg tror, jeg glemte det.

Jeg gik på universitetet hvor jeg tog en kandidatuddannelse i Religionsvidenskab og Nordisk sprog og litteratur. Jeg ville være gymnasielærer, og arbejdede også som dansklærer på et gymnasium i to år, men så begyndte stress og depression at spænde ben for mit arbejdsliv.

Gennem en periode på flere år forsøgte jeg at komme tilbage på arbejdsmarkedet; jeg havde gode perioder som friskolelærer og minikonfirmandunderviser, men stressen og depressionerne vendte altid tilbage, tog til i styrke, og så måtte jeg kaste håndklædet i ringen og blive helt sygemeldt.

Det var omkring dette tidspunkt, at en bog faldt ned i skødet på mig: "Skæbnens Astrologi" af Liz Greene. Jeg havde ikke beskæftiget mig med astrologi siden jeg var en ung teenager, men jeg slugte denne bog i én mundfuld, og sad lidt rystet tilbage. Der var noget her, som kaldte på mig.

Det førte til at jeg meldte mig til Astrologiskolen ved Jóna Olafsdottir, og med en nyfunden gejst begyndte at mærke, at der måske lå en anden vej foran mig, end den jeg havde troet jeg skulle gå, og en måde at indrette mit arbejdsliv efter mine efterhånden tyndslidte nerver. Jeg har ikke set mig tilbage siden da.

Sideløbende med min arbejdsmæssige nedtur blev jeg mor. Jeg er gift med min ungdomskæreste, min solide klippe og jordforbindelse, og vi fik en dreng sammen i 2015.
Familielivet viste sig heller ikke at blive, som vi havde forestillet os, og det gik efterhånden op for os, at vi havde fået et særligt sensitivt barn, et særligt viljestærkt barn, et helt særligt helt-sit-eget barn. Børnepsykiatrien gav det navnet infantil autisme og ADHD.

Igennem disse oplevelser har jeg lært om at "være i systemet", jeg har mødt store udfordringer, jeg har været nede og vende mere end én gang, fysisk og psykisk. Og jeg har mødt stor kærlighed, stor glæde, fået dybe indsigter og et mere solidt ståsted.

Og det hele bringer jeg i spil i mit arbejde med astrologien. Både mine personlige indsigter og min faglige ballast indenfor analyse og fortolkning, sprog og religion, påvirker og beriger mit arbejde med de horoskoper og de mennesker, jeg er så privilegeret at få lov til at hjælpe, gennem stjernernes symbolsprog om vores skæbner.

Tak for en virkelig spændende session og et meget trygt og varmt rum du skabte

                                         - Maja

Det har været en sand fornøjelse, din klare og indlevende måde at fortælle og forklare om horoskop/astrologi har været let forståeligt.

                                      - Danila

Tak for en spændende horoskop-tydning - det var meget lærerigt

                                         - Sara

Grundlag & filosofi

Mit astrologiske grundlag står på tre ben: det hellenistiske, det psykologiske og det holistiske.

Det hellenistiske handler om de metoder og værktøjer jeg bruger, når jeg analyserer et horoskop. Det betyder, at den primære vægt ligger på de syv himmellegemer der kan ses med det blotte øje, altså solen, månen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, og deres indbyrdes forhold og tegnplaceringer. Det betyder også, at disse planeter rummer et væld af nuancer, alt efter hvilket tegn og hus de er placeret i, så man vil opleve, at et liv kan udfoldes gennem horoskopet, blot ved at betragte disse syv.
Jeg benytter mig af de oprindelige herskerskaber, hvilket betyder, at Mars hersker over Skorpionens tegn, Saturn over Vandbærerens og Jupiter over Fiskenes (modsat i moderne astrologi, hvor herskerne over disse tegn er hhv. Pluto, Uranus og Neptun). Jeg inddeler horoskopet i "Tegnhuse" (modsat moderne astrologi der som oftest bruger "Placidus-huse"). Og jeg forholder mig til husenes oprindelige betydning, der nogle gange falder sammen med den moderne, andre gange ikke.
På grund af et hul i astrologiens historie i Europa, gik en del viden tabt og blev ikke en del af den genopfindelse af astrologien, der tog sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet. Siden er gamle, hellenistiske skrifter - astrologiske lærebøger fra oldtiden - blevet fundet og oversat, og jeg oplever at man med disse metoder kan fremlægge mere præcise og solide horoskoptolkninger og forudsigelser.
Hellenistisk astrologi er et håndværk, og det er gennem dette fags metoder, jeg lægger fundamentet for en præcis analyse; det er det rugbrødsarbejde, der er forudsætningen for, at det sidste, intuitive lag i fortolkningen, har jordforbindelse. Eller, som man kan læse ud af Bernadette Bradys lille historie om Ørnen og Lærken: I astrologien - og i alt andet arbejde der involverer intuition - må intuitionen have et grundlag at stå på. Skemaer, regler, teknikker og grundighed er den ørn, hvorfra intuitionen kan flyve. Alene kommer den ikke langt.

Det psykologiske ben handler både om min personlige interesse for psykologi, og min respekt for de indsigter, psykologisk astrologi har bragt os. Hellenistisk astrologi befattede sig ikke med menneskets indre væsen, men fokuserede på materielle vilkår og ydre faktorer. Jeg synes det er væsentligt at holde fast i, at vi er materielle, jordiske væsner, men det ville være en fejl at afskrive de indsigter i menneskers psykologi, vi har opnået især de sidste 100 år. Psykologien er et vigtigt lag i menneskelivet, og et som vi med større og større naturlighed navigerer i. Så naturligvis må det inkorporeres i en astrologisk praksis.
Gennem Liz Greene, der er en prominent Jungiansk terapeut og astrolog, har jeg fået indsigt i psykologiske tolkninger af tegn, huse og planeter. Carl Jungs teorier om arketyper, skygger, individuation passer smukt ind i astrologien, hvilket han også selv var opmærksom på, og med hans analytiske blik kan vi læse de myter, som hører til planeterne, i et psykologisk perspektiv og dermed brede vores forståelse af horoskopet ud. 

En holistisk tilgang betyder, at jeg forstår universet som et sammenhængende væsen, hvilket både er begrundet i og afspejler sig i min astrologiske praksis. Astrologien handler grundlæggende om at tage varsler ved at observere planeterne. På denne måde er den ikke så anderledes end håndlæsning eller at spå i kaffegrums. Grundtanken er den samme: i et sammenhængende system kan én del fortælle om en anden, fordi de begge er del af samme helhed.
Astrologien adskiller sig dog på den måde, at planeterne bevæger sig i faste mønstre, så vi kan regne ud hvordan de vil bevæge sig i fremtiden, hvilket giver os mulighed for at spå om kommende begivenheder.
At alt er ét, at alt er forbundet er en grundfilosofi - eller tro - jeg lever efter. Krop og sind er forbundet, menneske og natur er forbundet, og der er en plan, en skæbne, der styrer os. Hvem eller hvad dét er, kan jeg ikke sige - men jeg ser i horoskoperne, at vi hver har fået en bestemt livsvej at følge, nogles mere bekvem end andres, og det giver mig en ro, en meningsfuldhed at vide, at der er en mening med at jeg er her. At vi alle er her. 
Det betyder ikke, at der ikke er ondt i verden eller i hver vores liv som vi skal bekæmpe - det betyder, at mit virke er drevet af kærlighed til den store, levende organisme der er jorden med alt det liv, den rummer. Det betyder også, at min vejledning til dig i svære perioder sjældent er af psykologisk art, men handler om at få balance i energierne ved at arbejde med dine omgivelser og (især) naturen. Hvis jeg for eksempel ser, at der kommer perioder med dårlig jordforbindelse, opfordrer jeg til skovvandring, havearbejde eller andet, der helt konkret drager dig tilbage til jorden. 
Det er den grundlæggende holistiske tanke: Vi er ikke løsrevne individer, adskilt fra omverdenen.
Vi er en del af verden, og vi heler igennem den. 

Kontakt

 
 
 
 
unsplash