Heimdal

Oplysningerne om Heimdal i kilderne er spredte, og vi ved ikke ret meget, da teorier og tolkninger peger i mange forskellige retninger, men i Gylfaginning beretter Snorri Sturluson med leksikalsk præcision:

En af aserne hedder Heimdal; han kaldes den hvide as; han er stor og hellig, ni jomfruer, alle søstre, bragte ham til verden; han kaldes verdensakse og gyldentand, hans tænder er af guld; hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, som hedder Himmelbjerg, ved Bifrost, han er gudernes vogter og sidder der ved himlens rand for at vogte broen mod bjergriserne; han behøver mindre søvn end en fugl; han ser lige godt nat som dag, hundrede mil frem; han hører også, når græsset gror på jorden eller ulden vokser på fårene, og alt, hvad der lyder højere end det. Han ejer det horn, som hedder Gjallarhorn, og når han blæser i det, høres det i alverden.

En del af enkelthederne i denne karakteristik, som Snorre har med i sin Edda, er hentet fra digtene i Den Ældre Edda, andre er fra skjaldedigtningen, og andre igen er fra ukendte kilder.

Snorre lader Heimdal selv fortælle om sin mærkværdige fødsel ved at citere to vers af et ukendt Heimdal-digt: ”Ni mødres søn er jeg, ni søstres søn er jeg”.

Der findes ikke nogen større sammenhængende myte om Heimdal i Snorres digtning, men det har med stor sandsynlighed været grundlaget for det klassisk-romantiske billede af himlens årvågne vogter – et motiv, som dog af flere forskere er set som inspireret af kristne forestillinger om englene, der med basuner indvarsler dommedag.

Både hans navn og funktion er gådefuld. Hans navn er tydet som Heimr 'verden', mens dallr er forsøgt kædet sammen med enten 'lysende' eller 'blomstrende træ'. Den første tolkning, "den, der lyser over verden", gør ham til en oprindelig solgud, jævnfør at han er den hvide as, og at flere af hans attributter er gyldne og hører himmelregionen til. Den anden tolkning peger på, at han skulle repræsentere et verdenstræ eller en verdenssøjle midt i universet; de ni mødre skulle så svare til de ni verdener, som verdenstræet løber igennem.

Heimdal er primært asernes vogter, som det også viser sig i Ragnarok, hvor han blæser i sit horn for at advare aserne, men selv dør i tvekamp med Loke, der også dør. Begrebet hljóð er knyttet til ham og hans horn; måske er det selve hornet; men det kan også være hans hørelse, som han ifølge eddadigtet Vølvens Spådom har givet i pant ved Yggdrasil. Eventuelt har han været selve kosmos' vogter; den, der sørger for orden i hele verden. Herved minder han bl.a. om Chronos i den græske mytologi.

Der er altså flere spørgsmål, der knytter sig til Heimdal-skikkelsen, såsom: Hvad betyder det, at han er født af ni mødre? Der er peget på, at de ni søstre er bølger i havet, hvor solen fødes hver morgen, noget, der også kan passe med navnet Heimdal, der måske kan betyde 'den klartlysende' eller 'den, der lyser over verden'. I det tilfælde skulle Heimdal så være en gammel solguddom, hvilket stemmer overens med, at han kaldes den lyseste af aserne.

De bemærkninger, der findes om Heimdal i Snorres og andre myter, må være dannet af andre, større myter, eventuelt som kortfattede referater.

Den eneste Heimdal-myte, vi kender i nogen detaljer, er den, som er overleveret i eddadigtet Rígsþula (Rigs remse). Her fremstilles Heimdal som stamfader til de forskellige sociale klasser – trællene, bønderne og adelen – idet han, under navnet Rig (irsk for ’konge’), bevæger sig rundt i verden og lægger sig først hos ’oldemor’, der senere føder drengen Træl, dernæst hos ’bedstemor’, der nedkommer med Karl, og endelig med ’mor’, der nedkommer med Jarl. Heimdals navn nævnes kun i indledningsprosaen, der givetvis er senere end selve digtet, og det er derfor usikkert, om Rig faktisk er Heimdal, selv om andre kilder peger i samme retning. Nogle forskere har foreslået, at Rig snarere er en Odin-betegnelse.

Der er ingen overleveringer, der peger på, at Heimdal er blevet dyrket med nogen kult, og det er tvivlsomt, om han overhovedet er blevet gjort til genstand for en sådan i vikingetiden.

Heimdal synes kun at have levet i myterne, og selv om det er muligt, at han kan have indtaget en mere betydningsfuld plads end den, der tilkommer ham i den sent overleverede litterære mytologi, så må dette ligge så langt tilbage i tiden, at ingen spor er blevet bevaret i stednavnene.

Der er blevet lagt vægt på forskellige aspekter af Heimdals virke:

• Han er blevet tolket som indgangens og begyndelsens gud, og man har fundet paralleller til den romerske vogtergud Janus.
• Han er også blevet kædet sammen med havet; de ni mødre ses i denne tolkning som paralleller til Ægirs ni døtre, bølgerne.
• Andre forskere mener, at hans navn har med et ord for 'vædder' at gøre, og at han så enten skulle være en gud med en vædder som attribut eller simpelthen en guddom i vædderskikkelse.
• Atter andre har opfattet Heimdal primært som en modsætning til Loke, som det bl.a. ses i en gådefuld myte om smykket Brisingamen, hvor de to fjender optræder som sæler i havet.

I indledningen til Vølvens Spådom henvender vølven sig til "Heimdals ægtbårne", dvs. at Heimdal opfattes som menneskeslægters stamfar. Det er et motiv, der udfoldes som en hel myte i eddadigtet Rígsþula, Digtet om Rig, "kongen", dvs. Heimdal. Her rejser han til tre forskellige gårde og får hver gang natteleje mellem stedets ægtepar, og ni måneder senere føder hustruen en søn. Først bor han hos Oldefar og Oldemor i deres ydmyge bolig, dernæst hos de mere velstillede Bedstefar og Bedstemor og endelig i luksusudgave hos Far og Mor. De tre sønner, der kommer ud af det, kaldes Træl, Karl, dvs. 'Bonde', og Jarl. Blandt Jarls børn er den ypperste, der langt overgår sin far, Konr den Unge, dvs. Kongen.

Det er menneskenes standsinddeling, der hermed legitimeres. Standsinddelingen er tydeligvis kalkeret over den kastelignende indoeuropæiske samfundsorden, der har hersket i Norden, da digtet blev skrevet; Heimdal får herved en rolle, der minder om urmennesket Purusha i den ældste hinduistiske mytologi.

• Gjallarhorn
• eddadigtning
• nordisk religion og mytologi

• Nordisk mytologi

• Stefánsson, Finn: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi (2009).
• Steinsland, Gro: Norrøn religion: Myter, riter, samfunn (2005).