Sinope

Sinope var placeret på roden af en halvø, der fra kysten strækker sig ud i Sortehavet. Derved opstod to naturhavne, én nordvendt og én sydvendt, således at byen kunne anløbes under stort set alle vindforhold. Endvidere nyder Sinope godt af sin beliggenhed nær en af de meget få passager gennem den pontiske bjergkæde, Dranazpasset, som giver adgang til det indre Paflagonien og herfra videre til Halysflodens dal og Centralanatolien. Endelig ligger Sinope ved den korteste overfart fra Anatolien over Sortehavet til Chersonesos (nutidens Sevastopol) på Krim.

Ifølge traditionen blev Sinope grundlagt af Milet sent i 600-tallet f.v.t. Sinope udviklede sig til Sortehavets vigtigste havneby og grundlagde selv mange nye kolonier langs kysten. Efter Alexander den Stores erobringer forblev byen uafhængig, indtil den i 183 f.v.t. blev indlemmet i kongeriget Pontos og gjort til hovedstad. Ved Pompejus' nyordning efter sejren over Mithradates 6. blev Sinope en del af dobbeltprovinsen Pontus et Bithynia, og af Julius Cæsar fik den status som romersk koloni (Colonia Julia Felix). Fra 100-tallet e.v.t. blev byen administreret sammen med provinsen Galatia og ved Diokletians reorganisering af riget kom den til provinsen Paphlagonia som en del af diocesis Pontica.

Gennem Sinope eksporteredes vin og olivenolie til de græske byer ved det nordlige Sortehav, hvor betingelserne for oliven- og vindyrkning ikke var til stede. Endvidere fungerede havnen som en mellemstation i handelen mellem Middelhavet og det østlige Sortehav.

I bjergene ved Pimolisa (nu Osmancık) udvandt man realgar (arsensulfid). Arsensulfid er giftigt og dødeligheden i minerne var høj; Strabon skriver omkring 20 e.v.t. at produktionen i perioder ligger helt stille, fordi bestanden af arbejdere er "brugt op". Realgar anvendtes bl.a. som rødt farvestof, og Sinope har givet navn til pigmentet sinopia, der dog har en anden kemisk sammensætning.

• Sinop (den senere tyrkiske by)
• Amaseia
• Pontos