drageflyvning

Ved skræntflyvning eller hang-flyvning (hang-gliding) holdes dragen flyvende på den opvind, der opstår, når vinden blæser ind mod skrænten. Typisk kan der flyves hang, når vindens styrke er mellem 5 og 14 m/s (jævn til hård vind). Ved højere vindstyrker er fornøjelsen tvivlsom.

Bjergflyvning (termikflyvning) er meget udbredt i udlandet, og de fleste startsteder befinder sig i højder på mellem 300 og 1000 m. Da piloten selv skal løbe dragen i gang, har man visse steder i bjergene bygget nedadhældende startramper af træ, således at piloten nemmere kan opnå den påkrævede mindstefart på ca. 20-25 km/h. Ved almindelig ligeud-flyvning vil farten ligge mellem 30 og 50 km/h, men der kan opnås højere hastigheder, hvis piloten ønsker det. Med de nævnte udgangshøjder kan der flyves distancer ved termikflyvning.

Konkurrencer i drageflyvning kan fx være opgaver som 60 km målflyvning på tid eller en flyvning med et eller flere vendepunkter. Ved konkurrenceflyvninger medbringes altid et variometer, der kan vise piloten, om dragen stiger eller synker, endvidere en højdemåler, et kompas samt et landkort over det pågældende område. En faldskærm er også standardudstyr. Et havari i luften er dog yderst sjældent, men kan ske ved kollision med andre drager. Konkurrenceflyvning ved termik praktiseres også i Danmark, men da der ikke findes startsteder med tilstrækkelig højde over terræn, trækkes dragerne op enten vha. et spil eller ved biloptræk. I forbindelse med optræk er en udgangshøjde på 200-300 m ikke ualmindelig.

I Danmark er drageflyvere og paraglidere organiseret i Dansk Drageflyver Union (DDU), der er medlem af Danmarks Idræts-Forbund. Unionen havde i 2006 773 medlemmer fordelt på 26 klubber. Klubberne står for uddannelsen af nye elever. Der skoles efter den internationalt godkendte skolings- og klassificeringsnorm Safe Pro (safe progress), der har fem trin; Safe Pro 5 giver adgang til termik- og distanceflyvning.

• Svæveflyvning
• Ultralet fly