rationalitet

I sociologien har man undersøgt, om der findes forskellige former for rationalitet, hvor alment udbredte de er, og hvilken rolle de spiller i det sociale liv. Max Weber indførte i begyndelsen af 1900-t. en sondring mellem formålsrationalitet (instrumentel rationalitet) og værdirationalitet, som han satte over for traditionsbestemt og følelsesbestemt handling. Handlinger er formålsrationelle, hvis de er valgt som de mest effektive midler til givne mål. Handlinger er værdirationelle, hvis de er i overensstemmelse med principper, der er værdifulde i sig selv, fx moralske handlinger. Weber forventede, at formålsrationaliteten ville vinde frem i moderne samfund, men på bekostning af andre handleformer, bl.a. pga. bureaukratiernes vækst. Dette ville nok øge effektiviteten, men også indebære en risiko for en udvikling i retning af et "rationalitetens jernbur" med tab af frihed og mening for de enkelte mennesker til følge.

En tredje form er kommunikativ rationalitet, et begreb indført af Jürgen Habermas, der betoner det rationelle i fri samtale og kommunikation, orienteret mod gensidig forståelse og frivillig anerkendelse af saglige argumenter. Yderligere en form er begrænset rationalitet (se beslutningsprocesteori).

De fleste sociologiske studier har lagt vægt på, at i særlig grad moderne vestlige samfund (siden renæssancen) har dannet institutioner, der fremmer rationelle tænke- og handlemåder. Der henvises til moderne videnskab, systematisk oplysning og uddannelse, sekularisering, teknologisk udvikling, markedsøkonomier med virksomheder drevet efter profithensyn, bureaukratier og politiske institutioner, der respekterer oplysning, tanke- og ytringsfrihed, demokrati og retsstatsprincipper.

I sociologien har man i stigende grad peget på begrænsninger i den måde, rationaliteten har udfoldet sig på i moderne samfund. De mest magtfulde samfundsinstitutioner fremmer især nytteorienteret formålsrationel handlen, ofte på bekostning af råderummet for andre handleformer. Den stigende globale afhængighed, politisk, økonomisk, teknologisk og miljømæssigt, gør forudsigelser af handlingers konsekvenser stadigt vanskeligere. Det er desuden vist, at formålsrationelle valg ikke nødvendigvis vil føre til det gunstigste resultat, hvis udbyttet for den enkelte afhænger af, hvad andre vælger. Se også individualistisk sociologi, politisk økonomi (rational choice-teori) og spilteori.

Økonomisk videnskab handler om, hvordan et samfund, som udgøres af rationelle agenter, fungerer, og hvordan samfundet kan styres rationelt. Mere præcist defineres beslutninger som rationelle, hvis de overholder forskellige betingelser: De skal være konsistente, dvs. at hvis man vælger forslag a frem for forslag b og forslag b frem for forslag c, så vil man også vælge a frem for c. Fuldt rationelle agenter er endvidere i stand til at overskue alle valgsituationer uanset antallet af alternativer.

I økonomisk teori er det bl.a. af Gerard Debreu blevet bevist, at evnen til at træffe et rationelt valg er ensbetydende med, at beslutningstageren kender sin præferencefunktion og maksimerer den. Gruppebeslutninger, der træffes ved afstemning blandt rationelle agenter, er ikke nødvendigvis rationelle. Det er således som påpeget af K.J. Arrow ikke muligt at konstruere en sammenvejet præferencefunktion for flere personer, se Arrows umulighedssætning.

Et særligt problem opstår, hvis valgsituationen indebærer usikkerhed. Hvis man fx skal vælge mellem to investeringer, kender man ikke udbyttet af dem, men i stedet en fordeling af sandsynligheder for forskellige muligheder for hver af dem. I en sådan situation vil den rationelle beslutningstager tage hensyn både til det forventede resultat (middelværdi) og til de foreliggende usikkerheder (varians). Denne type overvejelse gjorde allerede Daniel Bernouilli sig i 1700-t. Den rationelle agent vil alt andet lige prøve at minimere usikkerheden, hvilket kan ske ved at lade nytten af gevinster vokse mindre end selve gevinstens størrelse (aftagende grænsenytte).

Iagttagelse af personers faktiske handlinger viser, at der er mere spontanitet og impulsmæssig adfærd i menneskelige handlinger, end en strengt rationel adfærd vil tilsige, men at en forudsætning om rationalitet alligevel beskriver den gennemsnitlige adfærd relativt godt, fx på det økonomiske område.