sekt

I daglig tale og i medierne bruges sekt ofte som en negativ betegnelse for religiøse grupper, der anses for at adskille sig markant fra det omgivende samfund. Ordet kan her forbindes med forestillinger om en stærk eller autoritær leder, omfattende social kontrol, isolation fra familie og omverden, økonomisk udnyttelse eller sanktioner mod medlemmer, der forlader gruppen.

Denne brug af ordet er ikke en præcis religionssociologisk kategori. De nævnte egenskaber kan forekomme i religiøse grupper, og de kan undersøges empirisk, men de følger ikke af, at en gruppe betegnes som en sekt. Betegnelsen kan tværtimod komme til at fungere som en samlet negativ karakteristik, hvor en religiøs gruppe på forhånd fremstilles som afvigende eller farlig.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem sekt som en dagligdags og ofte værdiladet betegnelse og sekt som et analytisk begreb i religionssociologien. I forskning undersøges fx graden af social kontrol, autoritetsformer, forholdet til tidligere medlemmer eller kontakten til det omgivende samfund som særskilte egenskaber ved en religiøs gruppe frem for som noget, der kan udledes alene af betegnelsen sekt.

Sektbegrebet fik en central betydning i den klassiske religionssociologi hos sociologen Max Weber og filosoffen Ernst Troeltsch. De beskrev kirke og sekt som forskellige former for religiøs organisering.

I den klassiske kirke-sekt-typologi er kirken en etableret religiøs institution, som søger at omfatte en større del af befolkningen og har et relativt accepterende forhold til det omgivende samfund. Medlemskab kan følge af familie og tradition, og kirken kan være tæt forbundet med samfundets øvrige institutioner.

Sekten er derimod karakteriseret ved frivilligt og mere selektivt medlemskab, større krav til medlemmernes religiøse engagement og livsførelse og et stærkere spændingsforhold til det omgivende samfund. Historisk er mange sekter opstået som protest- eller reformbevægelser inden for en eksisterende religiøs tradition.

Kirke og sekt skal ikke forstås som faste kategorier, som alle religiøse grupper entydigt kan placeres i. De kan snarere anvendes som idealtyper, dvs. analytiske modeller, som fremhæver bestemte karakteristika ved virkeligheden. Konkrete religiøse grupper kan således have træk fra begge typer og kan ændre karakter over tid.

Den klassiske typologi blev senere videreudviklet af blandt andre den amerikanske teolog og sociolog H. Richard Niebuhr (1894-1962). Han pegede på, at religiøse organisationer kan forandre sig over tid. En sekt kan eksempelvis blive mere etableret, udvikle en professionel organisation og få et mindre konfliktfyldt forhold til det omgivende samfund.

Som betegnelse for en etableret, men selvstændig religiøs organisation anvendes begrebet denomination. Flere protestantiske retninger, herunder metodismen, begyndte som bevægelser i konflikt med etablerede kirkelige institutioner, men udviklede sig siden til denominationer eller kirker.

Senere religionssociologi har forsøgt at forenkle den klassiske kirke-sekt-typologi. Den amerikanske sociolog Benton Johnson (1928-2024) foreslog i 1963, at det afgørende kriterium var graden af spænding mellem den religiøse gruppe og dens sociokulturelle omgivelser.

Denne tilgang blev senere videreudviklet af sociologerne Rodney Stark og William Sims Bainbridge (født 1940). I stedet for at definere sekter ved hjælp af en lang række faste egenskaber kan religiøse organisationer placeres på et kontinuum efter, hvor accepterende eller konfliktfyldt deres forhold til omgivelserne er.

Det betyder også, at sekt ikke først og fremmest betegner en lille religiøs gruppe. En gruppes størrelse siger i sig selv ikke, om den religionssociologisk kan karakteriseres som en sekt. Dens organisationsform, kravene til medlemmerne og især dens forhold til det omgivende samfund er mere centrale. Stark og Bainbridge undersøgte bl.a. Jehovas Vidner og Mormonerne i deres analyse af sekter.

Sektbegrebet er blevet kritiseret for at tage udgangspunkt i kristendommens historie og dermed ikke uden videre kunne anvendes på alle religiøse traditioner. Desuden passer konkrete religiøse grupper sjældent præcist til de klassiske kirke-sekt-typologier.

I almindeligt sprogbrug bruges sekt desuden ofte negativt om religiøse grupper, der opfattes som lukkede, autoritære, manipulerende eller farlige. Denne betydning bør skelnes fra den religionssociologiske anvendelse. At betegne en gruppe som en sekt i analytisk forstand indebærer ikke i sig selv en vurdering af gruppen eller dens medlemmer.

Derfor anvender forskere i mange sammenhænge mere neutrale og beskrivende betegnelser som religiøs minoritet, religiøs bevægelse eller nyreligiøs bevægelse. Sektbegrebet anvendes dog fortsat som analytisk redskab, blandt andet i studiet af religiøse organisationers medlemskrav og deres forhold til det omgivende samfund.

Begreberne sekt og sekterisme anvendes også uden for religionens område. De kan eksempelvis bruges om politiske grupper og fraktioner, der afgrænser sig stærkt fra større politiske bevægelser.

I arbejderbevægelsens historie er sekterisme blandt andet blevet anvendt om mindre politiske grupper, som beskyldes for at sætte deres egne ideologiske standpunkter og organisatoriske interesser over arbejderbevægelsens eller arbejderklassens fælles interesser.

• Max Weber
• Ernst Troeltsch
• Rodney Stark
• denomination
• nye religiøse bevægelser
• sekterisme
• religionssociologi