Sikaen er en mindre slægtning til kronhjorten. Den er naturligt udbredt i Østasien, men er blevet indført mange steder i verden, heriblandt til Danmark.
Cervus nippon
sikahjort; sika deer (engelsk)
Ordet sika kommer fra japansk shika, der betyder 'hjort'.
Sikaen tilhører samme slægt, Cervus, som kronhjorten og wapitien. Den er nærmest beslægtet med wapitien, men fra Storbritannien kendes eksempler på, at sikaen kan parre sig med og få levedygtigt afkom med kronhjorten. Hjortefamilien (Cervidae) hører hjemme i de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).
Det er blevet foreslået at opdele sikaen i en række forskellige underarter, men underarternes validitet er omstridt. To af hovedreferencerne inden for pattedyrtaksonomi, IUCN Red List og Handbook of the Mammals of the World, nævner henholdsvis 15 og 10 underarter af sikaen.
Sikaen er en mellemstor hjort. Hoved-og-kropslængden er 120-190 cm for hanner (hjorte) og 110-160 cm for hunner (hinder). Hannerne har en skulderhøjde på 65-115 cm og hunnerne 60-95 cm. Med en vægt på 30-176 kg er hannerne også markant tungere end hunnerne, som vejer 20-108 kg.
Der er væsentlig forskel i størrelsen på de forskellige underarter. De største sikaer findes på Hokkaido, den nordligste af Japans hovedøer, samt i Russisk Fjernøsten, mens de mindste findes i det sydlige Japan. Vægten for danske sikaer angives til 40-55 kg for hanner og 28-40 kg for hunner, hvilket størrelsesmæssigt placerer dem mellem dådyret og rådyret.
Sikaen er robust bygget og har et relativt kort hoved. Den har en tydelig sort rygstribe, der løber hele vejen fra ørerne til basis af halen. Sommerpelsen er rødbrun med markante hvide pletter, mens den tykke vinterpels er grå eller næsten sort med utydelige eller slet ingen pletter. Hos nogle underarter udvikler hannerne en kort manke, når brunstperioden nærmer sig, og den beholder de, til de skifter til sommerdragt; det ses bl.a. hos sikaer i Danmark.
Halen er 7-18 cm lang og hvid på oversiden med en sort midterstribe. Spejlet (det store, lyse parti rundt om halen typisk for hjorte) er hvidt og hjerteformet. Det indrammes af en sort tegning på både oversiden og siderne. Tykkelsen af den sorte tegning, og hvor langt den når ned langs siderne af spejlet, varierer, ligesom der er forskel på tykkelsen og længden af halens sorte midterstribe. De sorte tegninger hos sikaen danner dog ikke et tydeligt ”111”, som det ses hos dådyret. Spejlets hvide hår kan rejses som signal, hvis sikaen opdager et rovdyr.
Hannerne får gevir, der minder om kronhjortens, men er betydeligt mindre. Rekordlængden for et sikagevir er 98 cm, men normalt er det noget kortere. Som med kropsstørrelsen varierer også gevistørrelsen blandt de forskellige underarter. De mindre, sydlige former får typisk mindre gevir med blot seks ender (tre ender på hver stang), men ellers er udvoksede sikahanner normalt 8-endere, hvilket også er tilfældet herhjemme. I Danmark fejer sikahanner geviret i august og kaster det i april. Det sker indimellem, at hunsikaer også udvikler gevir. Læs mere om hjortes gevir.
Sikaen var tidligere vidt udbredt i Østasien, fra det centrale Kina i vest til Japan og Korea i øst og fra Russisk Fjernøsten i nord til Vietnam i syd. Nu regnes den for uddød i Korea og Vietnam og findes kun pletvist i Kina. Det eneste sted inden for sit naturlige udbredelsesområde, hvor sikaen trives, er Japan.
I 1800- og 1900-tallet blev sikaen indført mange steder i Europa samt i New Zealand og USA.
Sikaen blev indført til Danmark som jagtobjekt og prydvildt i år 1900. Udover at den findes i talrige dyrehaver rundt omkring i landet, eksisterer der i dag også små, spredte vildtlevende bestande i Jylland og på Sjælland. Disse bestande skyldes enten direkte udsættelser af arten som jagtvildt eller udslupne sikaer fra fangenskab. Den seneste bestandsopgørelse fra 2007 anslog, at der var ca. 900 fritlevende sikaer i Danmark.
I Danmark og resten af EU betragtes sikaen som en invasiv art, der må skydes året rundt. Det er samtidig forbudt at holde og opdrætte sika bag hegn. Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skal alle bestande af sika bag hegn i Danmark derfor afvikles.
Sikaen foretrækker skovland og skov med tæt bundvegetation, men kan også fouragere i åbne områder som græsland og landbrugsarealer.
Som andre hjorte er sikaen en planteæder. Sammensætningen af dens føde varierer mellem forskellige regioner. Føden omfatter græs, blade, knopper og skud fra træer og buske. Om vinteren kan den også æde frugt og frø.
Hjorte er drøvtyggere med fire mavekamre, der involverer mikrobiel fermentering af planteføde. Sikaen har en relativt stor vom, som er det første af de fire mavekamre, og det er her, den vigtigste del af den mikrobielle nedbrydning foregår. Det gør den effektiv til at udnytte groft plantemateriale.
Sikaen kan supplere vegetarkosten med fugleådsler samt kastede gevirer og andre knogler, som den æder eller gnaver i for mineralernes skyld.
Vilde sikaer er mest aktive i tusmørket, og i områder, hvor de jages, er de sky og holder sig skjult i dagtimerne. I dyrehaver kan man dog se dem fremme om dagen.
Sikaen er ikke en udholdende løber, men flygter med kraftige spring. Normale spring er på 3-4 meter, men den kan springe op til 8 meter langt og 1,7 meter højt. Den er en glimrende svømmer, der kan svømme op til 12 km i havet.
Uden for yngletiden lever kønnene hver for sig. Hunner og deres afkom danner familiegrupper. Hannerne kan færdes alene eller i mindre grupper, ofte i form af en enkelt ældre han og et par yngre hanner.
Man har observeret hansikaer benytte flere forskellige strategier under brunstperioden i forsøget på at optimere deres chancer for at få parringer:
Med forfødderne og geviret graver hanner med yngleterritorier såkaldte brunstgruber, som er op til 1,6 meter brede og 30 cm dybe mudderhuller, hvori de regelmæssigt urinerer. Hannerne søler sig i disse gruber ved at lægge sig på maven i dem, gnubbe halsen og kroppen mod underlaget og efterfølgende sprede mudder på ryggen og kropssiderne med geviret. Man formoder, at denne adfærd er for at duftmarkere sig selv. Hannerne duftmarkerer sig yderligere med sekret fra øjenkirtler.
I parringstiden udstøder hannerne regelmæssigt højlydte, langtrukne pift. I denne periode nøjes rivaliserende hanner ikke med ritualiseret opvisning, men kan slås hidsigt og såre hinanden alvorligt med gevir og hove.
I Danmark ligger sikaernes yngleperiode i perioden fra september til december, men topper oktober-november. Under brunstperioden taber hannerne 20-30 % af deres vægt pga. de fysiske anstrengelser og manglende tid til at fouragere.
Hunnerne går drægtige i 210-237 dage og føder i maj-juni. De får normalt en enkelt unge ad gangen, men tvillinger kan forekomme. Ungen vejer 3-7 kg ved fødslen og er plettet. Den begynder at tage fast føde til sig efter ti dages tid, men fortsætter med at die, indtil den er omkring seks måneder gammel. Fedtindholdet af mælken stiger fra 13 % i begyndelsen af dieperioden til 30 % i slutningen. Sikaer kan danne ”børnehaver” med flere unger, der passes af enkelte hunner, mens resten af mødrene fouragerer andetsteds. Hunner kan tillade unger, som ikke er deres egne, at die.
I fangenskab kan sikaer leve i op til 25 år, men normalt bliver de højst 15-16 år.
I dag offentliggør det amerikanske beskæftigelsesministerium månedens kongetal. Rapporten er en af de vigtigste og mest omfattende afrapporteringer af økonomiske data fra USA.
Alchemist på Refshaleøen i København er kåret til verdens tredjebedste restaurant.
Til mortensaften spiser mange and eller gås. Historien om, hvorfor vi spiser mortensgås, blev første gang trykt på dansk i 1616.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.