3-D

Den første bølge af 3D film ramte Hollywood i begyndelsen af 1950'erne. Film som Bwana Devil (1952) og House of Wax (1953) blev produceret og optaget i NaturalVision 3D. Det var kompliceret at producere filmene i 3D med to 35mm kameraer – en filmrulle til højre øje og en til venstre øje.

Det var tilsvarende kompliceret at vise filmene i biograferne. Fremvisning krævede to 35mm maskiner, der skulle køre helt synkront for at vise hver sin filmstrimmel samtidigt og et nyt højtreflekterende (sølv)lærred. Publikum skulle bære særlige briller med forskellige polarisering på begge øje, der svarede til de to film i de to 35mm maskiner. Desuden skulle lyset være helt ens på begge maskiner, ellers ville illusionen af 3D ikke være til stede.

Polarisationsfiltre foran projektionsobjektiverne gav hvert billede sin egen polarisering, men var også med til at reduceret lyset betragteligt. For hvert polariseringsfilter lyset skulle rejse igennem forsvandt halvdelen af lysintensiteten på lærredet. Typisk så publikum kun 25% af lyset i en 3D film, fordi filtrene i brillerne og på kinomaskinen "spiste" det meste lys. Systemet kunne skabe imponerende resultater, men det var vanskeligt at betjene.

3D succesen var kun kortvarig, og midt i årtiet var 3D-bølgen stort set ebbet ud.

3D vendte tilbage i 1980'erne, især inden for gyser- og eventyrfilm som Friday the 13th Part III (1983) og Jaws 3-D (1983). De nye systemer, benyttede i stedet en enkelt filmstrimmel med begge billeder placeret side om side, eller oven på hinanden. Det gjorde fremvisningen lettere end de systemer, man kendte fra 1950erne. Tivoli Bio i København viste 3D film i en kort periode i 1980erne.

Den første IMAX film i 3D var We Are Born of Stars (1985). Den 11 minutter lange kortfilm blev vist i Tycho Brahe Planetarium og OMNIMAX Teater i København i 1990 i 3D med anaglyf-teknik (rød+grøn (cyan) briller). Højre og venstre billede var kopieret oven på hinanden på en enkelt 70mm filmstrimmel.

IMAX udviklede efterfølgende IMAX 3D til et meget kompliceret system med to IMAX 15/65 kameraer, og to IMAX GT 15/70mm projektorer ved siden af hinanden. På grund af omkostningerne, størrelsen og kompleksiteten udviklede IMAX et dedikeret IMAX 3D 15/65 kamera, og en tilsvarende dobbelt-rotor IMAX 70mm projektor. Et system af den slags kan ses i BFI IMAX biografen i London. Omnimax versionen blev kaldt IMAX Solido og kunne opleves i Parc du Futuroscope i Potiers i Frankrig indtil 2017.

Overgangen til digital filmfremvisning omkring 2005 revolutionerede 3D-biografen. En digital server og tilsvarende fremvisningmaskine kunne nu vise billederne til højre og venstre øje med absolut præcision og ikke mindst med meget bedre lys og meget højere billedfrekvens. Enkelte systemer i 4K med helt op til 120 billeder i sekundet for begge øjne.

Flere konkurrerende systemer som RealD 3D, MasterImage 3D, Dolby 3D, XPAND 3D og IMAX 3D benytter alle en form for aktive eller passive polariserede briller. Nogle af systemerne anvender briller med elektroniske lukkere, der synkroniseres med projektoren, når den skifter imellem billeder til venstre og højre øje. Nogle af systemerne krævede udskiftning af biografens eksisterende mat hvide lærred til et højt reflekterende (sølv)lærred.

Succesen med filmen Avatar (2009) demonstrerede potentialet ved digital 3D på verdensplan og satte gang i en ny bølge af stereoskopiske filmproduktioner. Ganske få film udnyttede 3D potentialet så godt som i f.eks. Pina (2011), Hugo (2011) og Gravity (2013). I disse film var 3D-effekten så vigtig en del af fortællingen, at man dårligt bemærkede det, før man så filmen i 2D og følte, at der manglede noget. Alle tre film anses for at være blandt de teknisk bedste 3D film.

Langt de fleste moderne 3D film er optaget digitalt i 2D og senere digitalt konverteret til digital 3D i post-produktion med hjælp af avanceret software. Jurassic Park (1993) og Titanic (1997) er eksempler på film der er blevet konverteret til digitalt 3D fra analog film.

Den digitale 3D bølge varede fra omkring 2005 til 2012 hvorefter interessen langsom ebbede ud. Efter mange år med mange 3D filmproduktioner kommer der i dag kun sjældent nye 3D film. Nogle af de seneste film var Avatar 3: Fire and Ash (2024), der blev vist både i 2D, 3D og 4DX, Spider-Man: Brand New Day (2026) og ikke mindst animationsfilm som Minions & Monstre (2026). “K-pop” koncerter er populære i 3D, hvor fans “kommer tæt” på deres idoler.

3D har stadig sine fans, men teknikken må anses for at have mistet sin popularitet. Klassiske 3D film som f.eks. House of Wax (1953), der ikke har været tilgængelig i 3D i mange år, udgives stadig i nyrestaurerede udgaver som 3D Blu-ray.

Nye og gamle 3D film dyrkes af fans af formatet i klubber og privat, hvor de deler oplevelser på Facebook.

• Omnimax
• IMAX
• Steven Spielberg