Benjamin Constant

Constant var medlem af Tribunatet under Napoleon Bonaparte, bidrog til forfatningen af 1815 og var medlem af Statsrådet i De 100 Dage. Han fortsatte sin politiske indsats under Restaurationen som oppositionsfører og medlem af Deputeretkammeret 1819-1830.

Den liberale Constant prægede også den politiske tænkning som forfatter. Han skrev De l'Esprit de conquête et de l'usurpation (1814, Om erobringens ånd og om usurpation), som var rettet mod Napoleon, og Principes de politique (1815, Politiske principper), om frihedsrettigheder som individuel frihed, ejendomsret, trosfrihed og trykkefrihed.

Hans første dagbog, fra 1803, er allerede næsten en roman om en mand mellem to kvinder og peger direkte på Constants litterære projekter. Det blev til i alt tre romanforsøg, alle mere eller mindre selvbiografiske.

Fra omkring 1811 stammer de uafsluttede Le Cahier rouge (udgivet posthumt i 1907, Det røde skrivehæfte) og Cécile (udgivet posthumt i 1951, på dansk Cæcilie, 1988), der handler om Constants splittelse mellem sin hustru Charlotte von Hardenberg og veninden gennem mange år, Madame de Staël.

I Constants eneste afsluttede roman, Adolphe (1816, på dansk 1826 og 1929), bearbejdes det selvoplevede i en egentlig fiktion. Der gives plads for en psykologisk studie af jegfortællerens følelser og moralske skrupler i forholdet til en gift kvinde. Constant har her valgt en stramt komponeret form uden nogen større ydre handling og en klassisk stil, der har gjort romanen til en af de mest vellykkede og beundrede af de mange psykologiske franske romaner.

• Frankrigs litteratur
• Frankrigs historie 1804-1830

• Poulet, Georges (1968). Benjamin Constant par lui-même. Paris: Le Seuil.
• Wiwel, Peter (1996). Tvesind – en bog om Benjamin Constant. København: Gyldendal.