Gotha er en by i den tyske delstat Thüringen beliggende mellem Eisenach og Erfurt; 46.400 indbyggere (2024). Gotha er især kendt for et betydeligt geografisk-kartografisk forlag med kartografisk museum. Desuden holder næringsmiddelindustri, skofabrikation og et kendt forsikringsfirma til i byen.
Bybilledet præges af barokslottet Friedenstein fra 1643 med kirke, teater og bibliotek (over 500.000 bind). Renæssancerådhuset på markedspladsen er fra 1567 og ligger mellem gamle borgerhuse fra samme periode. Neumarkt med den sengotiske Margrethekirke blev stærkt ombygget i 1600- og 1700-tallet. På kirkegården findes Europas ældste krematorium fra 1878.
Gotha nævnes første gang i 775. Byen var 1485-1640 underlagt forskellige saksiske kurfyrsteslægter, og efter Trediveårskrigen 1618-1648 blev den udbygget til residensby for hertugerne af Sachsen-Gotha, som 1681-1825 blev udvidet til Sachsen-Gotha-Altenburg og 1826-1918 hed Sachsen-Coburg-Gotha.
Efter hertugdømmets fald i efteråret 1918 oprettedes Freistaat Sachsen-Gotha. Den blev sammen med et par andre småstater i 1920 del af den nye delstat Thüringen, en af de 18 delstater i Weimarrepublikkens Tyskland. Da Thüringen blev genoprettet som delstat i 1946 forblev Gotha i Thüringen og senere i DDR.
I 1875 afholdt Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands (SAP) – det senere tyske socialdemokrati SPD – foreningskongres i Gotha og vedtog Gothaprogrammet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.