Henrick Smid

Før år 1500 fandtes der ingen eller kun ganske få læger i Danmark. Befolkningstallet var omkring år 1500 ca. 500.000, og heraf levede ca. 80 % på gårde og i landsbyer, 10 % i købstæderne og 10 % i København. Behandling af sygdomme og skader foregik i lokalsamfundet, hvor familie og venner plejede den syge. Under tiden søgte man råd hos kloge mænd og kvinder eller smeden, der fx kunne hjælpe med tandudtrækning eller fjerne et fremmedlegeme i huden.

Frem til Reformationen var det også en mulighed at opsøge klostrene og få hjælp af munkene. Nogle af munkene havde været i udlandet og gennemført, hvad der svarede til tidens uddannelse for en læge. Munken Henrik Harpestreng kan være et eksempel på det. Omrejsende landfarere kunne sommetider træffes på markedspladserne, hvor de arbejdede som bartskærere, stærstikkere, stensnidere m.m. eller drev handel med apotekervarer sydfra.

På herredagen i Odense i 1526 foreslog Frederik 1. adelsmændene i Rigsrådet, at man skulle hente to "Doctores", en for Jylland og en for Sjælland, til Danmark fra udlandet. De støttede idéen, men da man ikke kunne finde finansiering, faldt forslaget til jorden.

Om lægemangel og konsekvenser af, at kloge mænd og kvinder m.m. udøver lægelig behandling skrev Henrick Smid:

"men lærde og trofaste Læger og Jordemødre fattes her udi Rigets mange Steder, og udi deres Sted have vi forløbne Munke, Nonner, ulærde Præster, fordærvede Kjøbmænd, gamle Kjællinger, ja Sudere og Troldkarle og Troldkoner og andet ørkesløst Folk, som ikke ville arbejde og søge deres Føde og Bjæring med det de med Rette skulde, men ville hellere gaa ørkesløse om og føde sig med det, de have ikke lært, som er Lægedoms Kunst. De stjæle Livet, Helbreden, Gods og Penninge fra mangen Mand".

Man kan måske konkludere heraf, at Henrick Smid mente, at han i kraft af de kompetencer, han havde erhvervet ved sine ufærdige studier ved udenlandske universiteter, repræsenterede et alternativ til folkemedicinen, der var af betydeligt bedre kvalitet, og at hans bøger tjente folkesundheden. I hvert fald gav han udtryk for, at det var hans forhåbning, at hans bøger ville vejlede i valget af de rette lægeurter og ligeledes opmuntre til beplantning af flere urtegårde rundt om i landet.

Københavns Universitet blev oprettet i 1479. I begyndelsen var det en meget mangelfuld uddannelsesinstitution, hvad angik både lærerkræfter og organisation. Ligeledes var det en utilstrækkelig institution, når det gjaldt om at afhjælpe lægemanglen i Danmark.

Christian 2. skotske livlæge Alexander Kinghorn (død tidligst 1529) blev i 1513 udnævnt til professor i medicin og virkede som det frem til omkring 1520'erne. Der vides ikke meget om hans aktiviteter ved universitetet. Under urolighederne i forbindelse med Reformationen lukkede universitetet.

Da man i 1537 genåbnede universitetet, etablerede man et medicinsk fakultet, der skulle have to professorer: medicus primus og medicus alter. Den første medicus primus, der også var universitetets rektor, var Christiern Morsing (1485-1560). Han var dansker, men var blevet uddannet læge i Basel. Frem til 1500-tallets slutning måtte universitetet ansætte udenlandske læger i stillingen som primus alter.

Den første læge dimitterede fra Københavns Universitet i 1554. I 1500-tallets sidste halvdel var der det meste af tiden ca. ni læger i Danmark: fem i København, to livlæger ved hoffet, en læge i Odense og en læge i Viborg.

Da lægemanglen i 1500-tallets Danmark var massiv, skabte det gunstige betingelser for selvlærte læger og populærvidenskabelige lægebøger. Henrick Smid kan opfattes som en del af dette kulturelle fænomen. Andre eksempler var biskoppen Jørgen Jensen Sadolin, der skrev en lille afhandling om behandling af engelsk sved, Christiern Pedersens lægebog En nøttelig Lægebog faar Fattige och Rige Unge och Gamle og bartskæren Hans Christensens lægebog En liden Bog om allehaande Siugdom, som Mennisken mangfoldigen kand vederefares.

Det er vanskeligt at sige, hvad der drev Smids forfatterskab og virke som populærvidenskabelig læge. Det akademiske tomrum og manglen på lægelige autoriteter i Danmark kan have ansporet ham til at indfri personlige ambitioner og søge anerkendelse som forfatter. En anden mulighed kan være filantropiske motiver, et ønske om at udbrede kendskab til sygdomme og deres behandling til den brede befolkning. Det at han skrev på dansk og ikke latin kan tyde på, at han ønskede at tjene samfundet. Selvom det kun var et mindretal af befolkningen, der kunne læse dansk, var det dog betydeligt flere end det meget lille mindretal, der læste og skrev latin. Adelen og borgerskabet i byerne må have været hans primære målgruppe. Hvis Henrick Smid havde akademiske illusioner, ville det have været mere oplagt at skrive på latin.

Henrik Smid skriver ikke om de enkelte apoteker, men han redegør i generelle vendinger for, hvad det ideelle apotek bør råde over af lægemidler og materialer samt faciliteter til eksperimenter og fremstilling af medicin. Disse oplysninger bliver interessante, når de perspektiveres og sammenlignes med de materielle levn, der findes i form af apotekerkrukker, tegninger og malerier, samt andre skriftlige kilder, der giver konkrete og præcise oplysninger om indretning, udsmykning m.m.

Danmarks ældste apotek Svaneapoteket stammer fra Henrik Smids tid. Det var beliggende i Højbrostræde, en smal gade, der forbandt handelspladsen på Amagertorv (i dag "Strøget") med fiskerlejet ved Gammel Strand og lå omtrent samme sted som vore dages Højbro Plads. Det var Willem Uno, der i 1536 fik udstedt privilegium af Christian 3. og oprettede dette apotek. I 1549 fik livlæge Cornelius Hamsfort (1509-1580) lov til at oprette et apotek i Odense. Omkring år 1600 var der desuden oprettet et apotek i Kolding, Helsingør, Viborg, Ålborg og Århus og dermed i alt syv apoteker i Danmark.

Ethvert apotek med respekt for sig selv rådede over et laboratorium, hvis vigtigste facilitet var et ildsted, ofte i form af en muret ovn eller flere murede ovne. Derudover skulle der være en stor træbalje til vand, glaskolber og retorter. Destillation var en af tidens nye og meget anvendte forarbejdningsprocesser. Det blev anvendt til fremstilling af brændevin og andre former for spiritus. Stærke alkoholiske drikke blev på Smids tid opfattet som lægemidler og ikke som nydelses- og rusmidler.

Henrik Smid har oplysninger om vegetation og voksesteder for forskellige lægeplanter i København og omegn og i egnene omkring Malmø. Det fortælles blandt andet, at strandmalurt vokser ved stranden udenfor Københavns Slot, i den grav der går ned til vindmøllerne og ved Kalvebod Strand. I området mellem Malmø og Falsterbo findes der hele agre med lægeplanten Aspargus officinalis.