Hieronymus

Hieronymus stammede fra en velstående kristen familie i Dalmatien og kom tidligt til Rom, hvor Donat var blandt hans lærere i grammatik, retorik og filosofi. Efter at have gennemgået en omvendelse til det asketiske liv begav han sig til Syrien, hvor han en tid levede som eneboer i ørkenen, og til Konstantinopel, hvor han knyttede forbindelse med blandt andre Gregor af Nazianz.

I begyndelsen af 380'erne virkede han i Rom som åndelig vejleder for adelige damer, som han begejstrede for det asketiske liv. Han stødte imidlertid på så stor uvilje i byen, at han efter biskoppen Damasus 1.'s død måtte fortrække til Palæstina sammen med to af kvinderne, hvis midler finansierede oprettelsen af klostre i Betlehem. Her boede han til sin død og deltog i bekæmpelsen af origenismen, traditionen fra Origenes, som han i øvrigt selv skyldte meget.

Hieronymus skrev en række kommentarer til bibelske skrifter samt polemiske indlæg imod kritikere af den asketiske kristendomstolkning. Disse arbejder øvede indflydelse på eftertidens katolske bibeludlægning og på synet på kønsliv og ægteskab.

Størst betydning fik dog hans latinske udgave af Bibelen. Den ligger til grund for den officielle katolske kirkebibel, der siden fik navnet Vulgata 'den almindeligt udbredte'. Siden middelalderen regnes Hieronymus som en af de fire latinske kirkelærere (på latin doctores ecclesiae).

I billedkunsten fremstilles den hellige Hieronymus ofte klædt i kardinaldragt (en middelalderlig legende tillagde ham kardinalværdighed) og med en løve ved sine fødder. Løven hentyder til en legende fra 600-tallet om en hinkende løve, der skræmte munkene, indtil Hieronymus som en anden Androkles trak en torn ud af dens pote.

Navnlig i renæssancen fremstilledes han som den bodfærdige eremit, der spæger sit legeme og slår sit bryst med en sten, eller som den lærde kirkefader i sit studerekammer. Ofte ses han sammen med de tre øvrige kirkelærere.

• Pachomios
• Vulgata
• bibeloversættelser