Faktaboks

Ian Fleming
Ian Lancaster Fleming
Født
28. maj 1908, London, Storbritannien
Død
12. august 1964, Canterbury, Storbritannien
Image

Ian Fleming efterlod en række noveller om James Bond, der blev udgivet posthumt af Flemings søn under titlerne The Man with the Golden Gun (1965) og Octopussy and The Living Daylights (1966). Fotografiet er taget i advokatsamfundet The Inner Temple i London, hvor Fleming i en periode i begyndelsen af 1960'erne havde adgang til eget arbejdsværelse.

.

Ian Fleming var en engelsk forfatter. Han er især kendt for sine bøger om James Bond, en legendarisk figur med verdensomspændende popularitet. Hans 14 bøger med James Bond som hovedperson udkom i perioden 1953-1966.

Uddannelse og karriere

Ian Fleming var uddannet på Eton og Sandhurst, med korte studieophold i Kitzbühel, München og Geneve. I slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne var han korrespondent i Moskva for Reuters. Herefter havde han frem til 1939 en karriere som børsmægler, uden den store succes. Fra 1939 var han tilbage som korrespondent, nu for The Times. Han blev igen udsendt til Moskva, hvor han indledte et liv som efterretningsofficer med kodenavnet 17F. Efter krigen blev Fleming ansat som chef-korrespondent for udenrigsstof på avisen The Sunday Times, en stilling han varetog på fuld tid frem til 1959.

James Bond-bøgerne

I 1953 præsenterede Ian Fleming den første af 14 historier om Agent 007, James Bond: Casino Royale. Sine litterære forlæg fandt han i John Buchans (1875-1940) og Peter Cheyneys dramatiske, men ukomplicerede spionfortællinger. Flemings historier og striben af film bygget over dem beskyldtes fra begyndelsen for at spekulere i sex, snobberi og vold. Adskillige anmeldere vendte tommelfingeren nedad. Gradvis opnåede romanerne alligevel en pæn læserskare, dog ikke sammenlignet med filmenes gennemslagskraft.

Bond-figuren, hvori der genkendes træk af både den forsvundne britiske spion Sidney Reilly og Ian Fleming selv, blev efterhånden mytisk og arketypisk britisk, med dens hårdtslående gentleman og action-prægede handling. Kuriøst nok fandt Fleming navnet James Bond fra sin fugle-interesse. James Bond (1900-1989) er navnet på en amerikansk ornitolog og forfatter.

Bøger med James Bond som hovedperson

År Titel
1953 Casino Royale
1954 Live and let die
1955 Moonraker
1956 Diamonds are Forever
1957 From Russia with Love
1958 Doctor No
1959 Goldfinger
1960 For Your Eyes Only
1961 Thunderball
1962 The Spy Who Loved Me
1963 On Her Majesty's Secret Service
1964 You Only Live Twice
1965 The Man with the Golden Gun
1966 Octopussy

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig