John Dryden

Litterært fremstod han som den klassisk skolede, superprofessionelle skribent, hvis ord — som den engelske digterkritiker Samuel Johnson beundrende udtrykte det i slutningen af 1700-tallet — hver gang syntes at falde som ved et tilfælde, men alligevel altid på deres rette plads. Det er i høj grad Dryden, der må tilskrives æren af, i sine kritiske essays og forord, at have udviklet den moderne engelske prosastil, karakteriseret ved en prunkløs naturlighed, klarhed, dynamik og musikalitet.

Som digter præsterede Dryden sit ypperste i oden, fx Alexander's Feast (1697), og i verssatiren, fx Absalom and Achitophel (1681) og Mac Flecknoe (1682). Som sofistikeret allegorisk-satirisk verskommentar til en alvorlig samtidspolitisk krise er specielt indledningen til Absalom and Achitophel næppe senere overgået. Her lanceres med en blanding af humor og patos den notorisk kvindeglade Karl 2. som den gammeltestamentlige kong David, der endnu kunne nyde det privilegium, det var at leve "In pious times, ere priestcraft did begin,/ Before polygamy was made a sin".

I den engelske romantik blev Dryden fraskrevet ære og værdighed som digter, fordi hans poesi var en fornuftens poesi og ikke en følelsens eller personlighedens. Først i løbet af 1900-tallet er hans digtning blevet rehabiliteret, bl.a. af modernismens litterære frontfigur T.S. Eliot i essayet John Dryden (1921).

• Storbritanniens litteratur