Image
Pelham Crescent er en buet husgade i South Kensington, som er byggetomkring 1825, med såkaldte "terraced houses" eller rækkehuse. Midt på Pelham Crescent er der anlagt private fælleshaver.
Rækkehuse i Kensington.
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Kensington er en af de velstillede bydele i London. Den har et internationalt præg med elegante boligkvarterer, verdenskendte museer, parker, eksklusive handelsgader, restauranter, cafeer og et levende storbymiljø.

Byen blev første gang nævnt som landsby i den engelske jordebog Domsday Book i år 1086. Dengang blev byen, der forsynede London med fødevarer, kaldt for Chenesitone (Cynesiges gård).

Landsbyen blev kongelig

Image
Stationen Earl's Court i Kensington blev åbnet i 1871 og fik som den første station rulletrapper i 1911. Den er stadig et vigtigt knudepunkt på undergrundslinjerne District og Piccadilly.
Earl's Court undergrundsstation.

To begivenheder var især med til, at Kensington gradvist ændrede sig fra at være et landsogn til at blive et fashionabelt og kongeligt sted. Udviklingen tog for alvor fart i 1700- og 1800-tallet med en voksende middelklasse, der satte deres præg på bydelens arkitektur og med en liv.

I 1689 købte Vilhelm III og dronning Mary II (1662-1694) en lille forstadsvilla, Nottingham House, i Kensington. En af årsagerne til købet var, at den fugtige luft i Palace of Whitehall nær floden Themsen gjorde kongens astma og luftvejsbesvær værre.

Bygningen blev i løbet af nogle måneder udvidet til det, vi i dag kender som Kensington Palace. For at skabe passende rammer for slottet anlagde man Kensington Parks, der blev en af Londons klassiske klassiske grønne parker.

Efter at hoffet rykkede ind i paladset, skete der radikale forandringer i bydelens sociale sammensætning. Dronning Victoria blev født her i 1819 og bidrog livet igennem til bydelens særlige status som et mondænt og attraktivt kvarter for adelige og embedsmænd.

Kensington Palace anvendes fortsat som bolig af den britiske kongefamilie.

Royal Borough of Kensington and Chelsea

Image
Victoria and Albert Museum dækker et areal på 45.000 m² og rummer cirka 145 gallerier med flere millioner genstande. Det regnes for verdens største museum for dekorativ kunst og design.
Victoria and Albert Museum.

I løbet af 1800-tallet blev den landlige forstad forvandlet til en egentlig storbyforstad, som i 1901 havde næsten 200.000 indbyggere.

Udviklingen fortsatte, og i 1965 blev Kensington rent administrativt lagt sammen med Chelsea. Området fik samme år tildelt en særlig eftertragtet titel, Royal Borough (kongelig status) og fik dermed navnet Royal Borough of Kensington and Chelsea. Titlen er en slags æresudnævnelse til et område, der har en særlig stærk historisk tilknytning til den britiske kongefamilie. Med titlen fulgte også et kongeligt våbenskjold.

I hele Royal Borough of Kensington and Chelsea, bor der omkring 150.000 mennesker (2026). Ud over Kensington og Chelsea omfatter denne borough også bydelene South Kensington, Earl’s Court, North Kensington samt West Kensington.

Royal Borough of Kensington and Chelsea rummer et væld af museer som bl.a. Royal Albert Hall, Kensington Palace, Natural History Museum, Science Museum og Victoria and Albert Museum.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig