Samlingerne Dinosaurusens sene eftermiddag (1974), Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage (1981), der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 1983, er helt centrale i det sene forfatterskab. De udgør en triade, dvs. en trehed af tekster, som ikke nødvendigvis har fælles tematik men som alle benytter meget forskellige genreformer, organiseret i tre dele. I første del er der ganske korte tekster, lister, tilsyneladende upåagtede hverdagstekster, nekrologer fx, som er blevet rubriceret som Seebergs ready-mades. Derpå følger egentlige noveller, og den sidste del er tekster, som kan være vildt fabulerende: allegorier, utopier, aparte eventyr med meget mere. Der er ingen grænser for, hvor langt ud Seeberg kan lege og eksperimentere med kortprosaen, hvorfor han da også er et forbillede for yngre kolleger som Peter Adolphsen, der har erklæret, at kortprosaforfatteren Seeberg er "vores Seeberg".
Samtidig med at værkerne fremstår som uforudsigelige og springende fra tekst til tekst, er der et kompositorisk system. I Dinosaurens sene eftermiddag er der fx 19 tekster, som er organiseret efter en veldefineret formel, nemlig tre kreative dokumentariske tekster, så tre krøniker og så tre lister. Derpå følger syv mere traditionelle noveller, og bogen afsluttes med tre myteprægede prosastykker.
Den første tekst i Om fjorten dage kaldet "Timeplan" er grafisk markeret som en modstilling mellem, hvad henholdsvis den gamle gud og en snegl skal udrette i løbet af ugen. Der står intet ud for sneglen, mens gud skal veksle mellem at sove, lege, vugge verden lidt om aftenen og se efter den enbårne søn en times tid. Det sidste skal gud dog kun gøre om søndagen. Kritikeren Poul Borum karakterisede Seebergs prosa, idet han sammenlignede med kærlighed: "det usagte er de tre fjerdedele".
Det er også i særdeleshed i kortprosaen, at det mærkes, at Seeberg foretrækker at skrive om de upåfaldende "mennesker, der ikke ved, at deres liv er noget værd", som han selv har formuleret det. I Argumenter for benådning møder man en kræftsyg ældre kvinde, der er på tur med familien og til slut snakker med barnebarnet, der spørger:
"Hvordan er livet, farmor, sagde han. Det er som at spise pigtråd og knust glas, sagde hun, så ved du det, min dreng. Og du har aldrig været lykkelig, farmor sagde han. En kort tid, og ikke med nogen, der er tilstede her".
Peter Seeberg kan ikke beskyldes for at være sentimental. Omvendt er der plads til alle. I "Ensomheden eksisterer ikke mere" fra Om Fjorten dage er den fælles vurdering i byen, at ekspedienten i apoteket er så grim, selv om hun går rundt med en diamantring. Men da det viser sig, at hun generøst giver børnene engelsk lakrids, kommer hun til at nyde almen anseelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.