Peter Seeberg

Et selvoplevet stof bearbejdes i debutromanen Bipersonerne (1956): Peter Seeberg rejste i 1943 til Berlin, hvor han sammen med deporterede tvangsarbejdere opstillede kulisser til propagandafilm. Den kollektive roman skildrer dette uvirkelige kulisseliv i et tomrum uden for krigens virkelighed gennem en skrabet anonym stil, på én gang tingsrealistisk og symbolsk, gennemtrukket af en absurditetsfornemmelse.

I Bipersonerne lyder en central formulering: "virkeligheden, det man kaldte virkeligheden, det føg forbi ham som en støvsky". I den efterfølgende roman, Fugls føde (1957) får hovedpersonen Tom stillet en enkel opgave: skriv om noget sandt og virkeligt. Det mislykkes, men i det mindste ender romanen med, at han på en strand kan erklære at "jeg er her". Virkeligheden er det nære.

Personerne i novellerne Eftersøgningen (1962) er udstyret med absurde eller symbolske navne som Djap, Tvis, Half, Locke og deres fikse idéer, tvangshandlinger og maniske gøremål markerer mere eller mindre forgæves forsøg på at finde frem til virkeligheden. Bedst lykkes det for "Patienten", der får udskiftet hver del af sin krop, selv hovedet, hvorfor han må spørge sig selv og hustruen, om han stadig er den samme. Hustruens bekræftende svar markerer en vigtig side af Seebergs tænkning, nemlig at meningen ligger i det, mennesker skaber med hinanden. Identitet er ikke en essentiel størrelse, derimod findes den i den sociale fælles virkelighed.

Radioromanen Hyrder (1970) har sine bibelske og mytologiske referencer, hvad der imidlertid ikke gør den til en religiøst forankret tekst. Igen er pointen, at meningen opstår, når mennesker træder i karakter i forhold til hinanden. Den mandlige hovedperson kører galt og andre mobiliserer generøs pleje af den ildestedte.

Også Ved havet (1978) rummer myriader af menneskestemmer ligesom der hyppigt skiftes synsvinkel. Romanen er a-perspektivisk, centrumløs. Igen bruger Seeberg påfaldende navne til sine figurer hentet fra såvel Det Gamle og Det Nye Testamente, græsk mytologi som fra samtiden, hvilket peger på romanens forening af for- og nutid. Menneskene ved stranden oplever frydefuldt, at tiden står stille, samtidig med at havet og vandet elementært har karakter af at være evigt. Dagligdagen med dens kronometriske tidsangivelse spiller sammen med en oplevelse af evighed. En dramatisk episode med en faldskærmsudspringer pointerer et tema, der er lidt af et kendemærke hos forfatteren, nemlig døden, at mennesket lever med et memento mori, en påmindelse om livets korthed. Havet rummer en radikal anden tidsdimension, som det hedder: "Menneskene fylder så lidt i strandens tid. Og ingenting i havets tid. Hvis tid har havet?".

Samlingerne Dinosaurusens sene eftermiddag (1974), Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage (1981), der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 1983, er helt centrale i det sene forfatterskab. De udgør en triade, dvs. en trehed af tekster, som ikke nødvendigvis har fælles tematik men som alle benytter meget forskellige genreformer, organiseret i tre dele. I første del er der ganske korte tekster, lister, tilsyneladende upåagtede hverdagstekster, nekrologer fx, som er blevet rubriceret som Seebergs ready-mades. Derpå følger egentlige noveller, og den sidste del er tekster, som kan være vildt fabulerende: allegorier, utopier, aparte eventyr med meget mere. Der er ingen grænser for, hvor langt ud Seeberg kan lege og eksperimentere med kortprosaen, hvorfor han da også er et forbillede for yngre kolleger som Peter Adolphsen, der har erklæret, at kortprosaforfatteren Seeberg er "vores Seeberg".

Samtidig med at værkerne fremstår som uforudsigelige og springende fra tekst til tekst, er der et kompositorisk system. I Dinosaurens sene eftermiddag er der fx 19 tekster, som er organiseret efter en veldefineret formel, nemlig tre kreative dokumentariske tekster, så tre krøniker og så tre lister. Derpå følger syv mere traditionelle noveller, og bogen afsluttes med tre myteprægede prosastykker.

Den første tekst i Om fjorten dage kaldet "Timeplan" er grafisk markeret som en modstilling mellem, hvad henholdsvis den gamle gud og en snegl skal udrette i løbet af ugen. Der står intet ud for sneglen, mens gud skal veksle mellem at sove, lege, vugge verden lidt om aftenen og se efter den enbårne søn en times tid. Det sidste skal gud dog kun gøre om søndagen. Kritikeren Poul Borum karakterisede Seebergs prosa, idet han sammenlignede med kærlighed: "det usagte er de tre fjerdedele".

Det er også i særdeleshed i kortprosaen, at det mærkes, at Seeberg foretrækker at skrive om de upåfaldende "mennesker, der ikke ved, at deres liv er noget værd", som han selv har formuleret det. I Argumenter for benådning møder man en kræftsyg ældre kvinde, der er på tur med familien og til slut snakker med barnebarnet, der spørger:

"Hvordan er livet, farmor, sagde han. Det er som at spise pigtråd og knust glas, sagde hun, så ved du det, min dreng. Og du har aldrig været lykkelig, farmor sagde han. En kort tid, og ikke med nogen, der er tilstede her".

Peter Seeberg kan ikke beskyldes for at være sentimental. Omvendt er der plads til alle. I "Ensomheden eksisterer ikke mere" fra Om Fjorten dage er den fælles vurdering i byen, at ekspedienten i apoteket er så grim, selv om hun går rundt med en diamantring. Men da det viser sig, at hun generøst giver børnene engelsk lakrids, kommer hun til at nyde almen anseelse.