Pius 9.

Giovanni Maria, greve af Mastai-Feretti, blev præsteviet i 1819 og helligede sig især omsorgen for unge og fattige. Fra 1823 til 1825 deltog han på en pavelig diplomatisk mission til Chile, hvorefter han igen virkede blandt fattige, syge og forladte.

På trods af sit ønske om ikke at gøre karriere udnævnte pave Leo 12. ham kun 35 år gammel til ærkebiskop af Spoleto (1827). Under urolighederne i årene 1830-1831 viste han mådehold og forhindrede blodbad, og da byen ramtes af et jordskælv, organiserede han nødhjælp og genopbygning.

I 1832 gjorde pave Gregor 16. ham til biskop af Imola og i 1840 til kardinal. Som biskop udmærkede han sig ved en imødekommenhed, fromhed og omsorg for de fattige, der gjorde ham afholdt. Ved konklavet efter Gregor 16. blev Mastai-Feretti hurtigt og – for offentligheden – overraskende valgt.

Som pave gennemførte Pius 9. liberale reformer, men måtte 1848 flygte for den borgerlige revolution i Rom. Det drev ham i modsat retning, og hans pontifikat prægedes af konflikten med tidens dominerende nationale og liberale kræfter. Han genoprettede katolske bispesæder i Storbritannien og Holland, udbyggede den kirkelige struktur i USA, ordnede de kirkelige forhold i det Hellige Land, fremmede den oversøiske mission og reorganiserede den katolske mission i Norden. I 1854 definerede han dogmet om Jomfru Marias ubesmittede undfangelse, dvs. at hun er født uden arvesynd.

I 1869 indkaldte Pius 9. til 1. Vatikankoncil, der bl.a. definerede dogmet om pavens ufejlbarhed, når han tager definitiv stilling til læremæssige spørgsmål (ex cathedra). Koncilet blev afbrudt 1870, da Frankrig som en følge af Den Fransk-tyske Krig trak sine tropper hjem, hvorpå kong Victor Emanuel opløste Kirkestaten og blev udråbt til Italiens konge. Pius 9. trak sig derpå tilbage som "fange i Vatikanet". I Tyskland udløste ufejlbarhedsdogmet en langvarig konflikt med staten, den såkaldte kulturkamp.

Hans personlige livsstil var yderst enkel, og præget af folkelig fromhed. Hans karisma, tilgængelighed for mennesker fra alle samfundslag, men også udbredelsen af fotografiet og moderne aviser gjorde ham til den første "medie-pave". Han gennemførte mange salig- og helgenkåringer.

Pius 9.s teologiske og politiske konservatisme efterlod en tung arv, men i kirkelig henseende står han i kraft af de nævnte reformer som skaberen af den moderne, folkelige, universelle og ultramontane (dvs. Romorienterede) katolicisme.

En saligkåringsproces blev indledt 1907, men Pius 9. blev først saligkåret i 2000 sammen med Johannes Paul 2.

Den danske forfatter Vilhelm Bergsøe har beskrevet aspekter af pontifikatets store tidehverv i sin kulturhistoriske samtidsskildring Rom under Pius den niende (1877).

• syllabus
• 1. Vatikankoncil
• Kirkestaten
• Leo 13.
• paverækken