Radioavisen sender daglige nyheder i radioen. Den blev i 1926 lanceret som Pressens Radioavis; i 1964 overtog Danmarks Radio (DR) redigering og drift, og samme år blev navnet ændret til Radioavisen.

Første nyhedsudsendelse i dansk radio

Den første nyhedsudsendelse i dansk radio fandt sted i 1923, da journalist ved Politiken Svend Carstensen (1898-1977) oplæste en løbeseddel, der vedrørte Landmandsbankens krak året forinden. Carstensen, der var redaktør på Pressens Radioavis i årene 1926-1939, arbejdede ved en af de private radioer, der opererede før etableringen af Statsradiofonien, det senere Danmarks Radio.

De første faste nyhedsudsendelser

Carstensens "radioavis" blev hurtigt fulgt op af faste nyhedsudsendelser på de øvrige stationer, hvor andre dagblade stod for nyhederne. Konkurrencen mellem dagbladene ophørte, da Statsradiofonien i 1925 afløste de private radioer.

Pressens Radioavis

Dagbladene sikrede sig dog fortsat magt over radioens nyhedsformidling gennem Pressens Radioavis fra 1926, som udsendtes af Statsradiofonien, men blev redigeret af repræsentanter for dagspressen. På den måde undgik dagbladene en uønsket konkurrence fra det nye medium. I begyndelsen bestod Radioavisen især af kortfattede aftenudsendelser med oplæsning af telegrammer fra Ritzaus Bureau.

Ansvarshavende chefredaktør

Den tilsyneladende objektivitet, som Radioavisen havde i kraft af de ukommenterede rånyheder, kom på en hård prøve i forbindelse med den politiske udvikling i 1930'erne, da en række udenrigspolitiske oversigter blev kritiseret for at være partiske.

Konflikterne kulminerede i 1939 med en ændring i Radioavisens bestyrelse og med ansættelse af en ansvarshavende chefredaktør, Niels Grunnet, der indtil 1971 kom til at præge Radioavisen både som redaktør og oplæser.

Driften overtages af Danmarks Radio

I 1964 overtog Danmarks Radio (DR) redigering og drift af Radioavisen og oprettede samtidig TV-Avisen (fra 1965).

Radioavisen er siden 1998 blevet produceret i et tværmedialt redaktionsmiljø, der også omfatter TV-Avisen og en række nyheds-, aktualitets- og magasinprogrammer på både radio, tv og internet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig